Elektroniske dørlåse
Hvis du er træt af at glemme din nøgle, er det måske på tide at skifte den almindelige dørlås ud med en elektronisk. Der findes forskellige typer elektroniske dørlåse på markedet, og dem kan du læse mere om her.

- Elektroniske låse fås både til indendørs og udendørs brug.
Hvilke typer elektroniske låsetyper findes der?
Forskellen på en almindelig dørlås og en elektronisk er, at du med en elektronisk dørlås skal identificere dig for at kunne åbne døren. Du skal ikke bruge en nøgle og slipper således for problemerne med tabte og glemte nøgler.
Der findes to forskellige slags elektroniske dørlåse:
- Kodelåse, hvor du skal indtaste en selvvalgt kode på et display.
- Biometriske låse, hvor du skal bruge dit fingeraftryk på en fingeraftryksscanner.
Begge typer elektroniske dørlåse fås med fjernbetjening, så du på op til 20 meters afstand kan åbne døren (som i nyere biler). De kan også fås med en nøglebackup, så du kan få adgang til dit hjem, selvom elektronikken skulle svigte.
Elektroniske låse fås både til indendørs og udendørs brug.
Hvad er biometriske dørlåse?
I en biometrisk dørlås bruges en persons fysiologiske karakteristika til identifikation. Det vil typisk være den unikke information, der sidder i vores fingeraftryk (låsene kaldes derfor også fingeraftrykslåse). Dørlåsen er forsynet med en scanner, der aflæser en række punkter på fingerspidsen, og låsen kan åbne, hvis fingeraftrykket matcher et fingeraftryk, der er kodet ind i forvejen.
Sædvanligvis vil en biometrisk dørlås eller fingeraftrykslås kunne rumme op til 99 forskellige fingeraftryk, så der er også rig mulighed for at erstatte de ekstranøgler, du måtte have udleveret til familie og naboer.
Hvad er forskellen på de forskellige typer elektroniske låse?
Den eneste forskel på de forskellige elektroniske låsetyper er måden, du identificerer dig på, for at få adgang til hjemmet. Hvilken type du skal vælge, afhænger derfor af, om du helst vil bruge koder, fingeraftryk, fjernbetjening eller en kombination.
Den biometriske lås (fingeraftrykslåsen) kræver lidt tilvænning. Scanneren skal lære dit fingeraftryk at kende, hvilket sker, ved at den tager tre billeder af dit fingeraftryk og derefter aflæser og indkoder punkterne fra din finger. Du skal lære at placere din finger rigtigt på scanneren, så den kan aflæse dit aftryk. Du skal have rene hænder, da snavs gør fingeraftrykket utydeligt.
Scanneren kan have problemer med at aflæse vinterkolde fingre, som derfor skal varmes lidt op. Du kan risikere, at sår, rifter og plaster på fingeren får scanneren til at afvise fingeraftrykket. I de tilfælde kan du bruge en "backupfinger", som du tidligere har læst ind i systemet.
Hvis du installerer en kodelås, skal du ændre koden fra tid til anden, så nogle cifre på tastaturet ikke bruges (og dermed slides) mere end andre. Ellers kan en eventuel indbrudstyv se, hvilke cifre der indgår i koden.
Hvordan er sikkerheden med elektroniske låse?
Der er ingen sikkerhedsproblemer ved at installere en elektronisk dørlås. De fleste er godkendt til brug i private boliger, og de opfylder således de normale, generelle forsikringskrav til forsvarlig aflåsning. Du skal dog sikre dig, at den model, du overvejer at købe, faktisk opfylder forsikringskravene. Det skal fremgå tydeligt af salgsmaterialet. Er du i tvivl, kan du henvende dig til dit forsikringsselskab.
De elektroniske låse adskiller sig ikke fra almindelige låse med hensyn til sikkerhed. Selve indmaden er den samme med noter og paler, og den fungerer på samme måde - bare mekanisk i stedet for manuelt. Det betyder, at risikoen for opbrydning er den samme. Hvis du har flere låse på din hoveddør, vil du kun få samme sikkerhed ved igen at installere flere låse.
Fordelen ved en elektronisk lås er, at den som standard er låst, og din hoveddør er derfor også låst, når du er hjemme. Du har heller ikke problemer med tabte nøgler.
Hvor kan du købe elektroniske låse?
Du kan købe elektroniske dørlåse i større byggemarkeder og trælasthandler, men selvom efterspørgslen på elektroniske dørlåse er stigende, er det stadig en specialvare, som ikke alle byggemarkeder forhandler endnu. Med en google-søgning på elektroniske dørlåse vil du også kunne finde forskellige netbutikker, der forhandler et større eller mindre udvalg.
Når du køber en elektronisk dørlås, skal du være opmærksom på, at låsene både fås til indendørs og udendørs brug, så du ikke kommer hjem med en lås til hoveddøren, der f.eks. ikke tåler regn. Låsene til udendørs brug er generelt dyrere end dem til indendørs brug. Du skal også sikre dig, at den medfølgende låsekasse passer i størrelsen til din dør, og så selvfølgelig, at håndtaget vender den rigtige vej.
Hvad koster elektroniske låse?
Prisen for en elektronisk lås afhænger af type, design og forhandler. Generelt starter priserne omkring 1.500 kr. for en almindelig kodelås. Biometriske låse er lidt dyrere og koster fra ca. 2.000 kr. (priser september 2009).
Priserne spænder vidt, alt efter hvilket materiale låsen er lavet af. Du kan vælge imellem blankt, børstet eller rustfrit stål, guld, sølv/aluminium eller antik bronze. Du kan også få låse med både fingeraftryksscanner og kode, og der ligger priserne noget højere, 4-5.000 kr. Modeller med nøglebackup er lidt dyrere end dem uden.
Da indmaden er den samme i de elektroniske dørlåse, får du ikke en mere sikker lås ved at vælge en bestemt type eller et bestemt design. Her kan du lade din smag råde.
Hvordan installeres en elektronisk lås?
Du kan få en håndværker til at montere låsen, men du kan også gøre det selv. Der følger typisk en udførlig vejledning om installation med låsen. Du skal udskifte selve låsekassen med paler og dørhåndtag. Det er muligt at få låsekasserne i forskellige størrelser, så du kan finde en, der passer til din dør.
Der er ingen forsikringsmæssige hindringer i at montere låsen selv, men i forhold til garantien på låsen er det vigtigt at montere den rigtigt. Hvis du f.eks. glemmer gummimembranen, så der kan sive vand ind og ødelægge elektronikken, dækker garantien ikke
Publiceret: mandag 12. oktober 2009
Kolofon / Send feedback
Kilder
Forsikringsoplysningen
Michael Larsen, Birkegården A/S
Computerworld.dk
Sikringssiden.dk
Home.dk
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer
Jeg tror bare det er godt at vise, der er flere muligheder :-) Men ellers kan man søge på google efter kodelås eller fingeraftrykslås, det er typisk Birkegaardens produkter, som bliver vist - har jeg fundet ud af! Der er nogle muligheder til forskellige folk.