Jeg havde indbrud i mit sommerhus
Jacob Jørgensen fik stjålet "sit allerkæreste eje" i sit sommerhus. Siden har han ikke haft værdigenstande i sommerhuset.
I 1997 er Jacob Jørgensen 26 år. Udover at have fodbold på hjernen er det sit sommerhus, han interesserer sig for.
Sommerhuset ligger ved Havnsø i Nordvestsjælland og er ikke det helt store at prale af. Nogle udmærkede og solide rum på en pæn grund og en hyggelig overdækket terrasse. Han har ikke gjort meget ved det, og de gamle døre, vinduer og københavnerlåse sidder stadig i.
- Jeg havde ingen penge liggende derude, ingen kunst på væggene eller andet af værdi. Men jeg havde 'min baby', mit allerkæreste eje i sommerhuset. Jeg havde mit musikanlæg, et Denon-anlæg til 20.000 kr., som jeg havde købt for noget af min børneopsparing, siger han.
Varevogn parkeret i sommerhusområde
Det er en fredag eftermiddag, og Jacob er på fodboldtræningslejr. Senere beslutter han sig for at køre hjem og drikke en kop kaffe hos sine forældre i Jyderup, men ugen har tappet lidt af kræfterne hos ham, og han ender med at overnatte.
- Næste morgen skulle jeg ud og hente et par fodboldstøvler i sommerhuset. Jeg tog tidligt af sted for at være i god tid, da vi skulle spille allerede klokken ni. Men da jeg kom derud, bemærkede jeg en varevogn, der holdt ude på hovedfordelingsvejen i sommerhusområdet. Udover at det var lidt mærkeligt, for den plejede ikke at holde der, så valgte jeg ikke at lægge mere i det, siger han.
Et vindue i køkkenet er listet af
Han kører ind på sin grund, og alt ser umiddelbart ud, som det plejer. Han lægger ikke mærke til noget anderledes.
- Det var først, da jeg låste mig ind i huset. Jeg tænkte: Hvordan er det, her ser ud? Der lå bøger på gulvet, og så var der meget koldt. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde efterladt det sådan, siger han.
- Jeg begyndte at kigge rundt, og så kunne jeg se, at kulden kom fra køkkenet, hvor et lille vindue var listet af. Først på det tidspunkt går det op for mig, at nogen har været inde i mit sommerhus.
Stereoanlæg var væk
Straks forbinder Jacob Jørgensen indbruddet med den varevogn, han har set oppe på hovedfordelingsvejen. Han løber hen for at se, om den er der endnu, men den er kørt.
- Jeg kogte indvendig, og min første reaktion var at blive rasende. Og da jeg gik ind i stuen igen og kiggede rundt, så jeg, at mit anlæg var væk, siger han.
Tyven er kommet ind i sommerhuset gennem køkkenet, fordi han har kunnet 'arbejde' i relativt fred og ro i skyggen på den overdækkede terrasse. Han er kravlet ind gennem vinduet, henover komfuret og ind i huset.
Fodspor udenfor sommerhuset
Jacob Jørgensen ringer til politiet, men de har ikke en patruljevogn i området, så det tager lidt over en time, før en patruljevogn standser ved sommerhuset. Politibetjentene går rundt og tager notater og enkelte fingeraftryk, og de konstaterer også, at der er fodspor udenfor.
- Politiet konkluderede, at der havde været to tyve. Der var én, der var kravlet indenfor, og der var én, der havde taget imod tyvekosterne udenfor, fortæller Jacob Jørgensen.
Tyvene er ikke gået ikke ud af fordøren, for den skal bruge nøgle både inde fra og ude fra. I stedet er de gået gennem et større vindue i Jacob Jørgensens kammer. Det er her, den anden tyv har taget imod hans anlæg og en masse cd'er.
Sommerhuset blev kedeligt for tyve
Jacob Jørgensen, der i dag er far i en familie med to børn, får udbetalt en mindre forsikringssum, der ikke dækker anlæggets beløb. Indbruddet bliver aldrig opklaret, og Jacob Jørgensen finder aldrig ud af, om varevognen havde noget med tyveriet at gøre.
- Økonomisk var det en udmærket kompensation, men det kunne ikke dække mit anlæg. Og faktisk har jeg aldrig siden investeret i et musikanlæg af samme kvalitet, siger han.
I tiden efter indbruddet, bliver det mest nødvendige repareret, og Jacob Jørgensen tager ikke mere ting af værdi med ud i sommerhuset, der bliver helt uinteressant for indbrudstyve.
Sommerhus uden værdigenstande
- Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg nu måtte gøre noget. Jeg måtte sikre mig, at det ikke skete igen, ikke alene fordi jeg havde mistet mit anlæg, men fordi det var meget ubehageligt at have indbrud, siger Jacob Jørgensen.
- Jeg overvejede et par sikkerhedsforanstaltninger, men det endte med, at jeg slet ikke købte noget nyt til sommerhuset og efterlod det helt tomt for værdigenstande. Jeg har aldrig haft indbrud siden.
Først i dag er Jacob Jørgensen begyndt at skifte døre og låse og opgradere vinduerne. I sommerhuset står et gammelt tv og et gammelt surround-anlæg, der for nyt måske sniger sig op på 5.000 kr.
- Der er kun dvd og tv, fordi vi nu har børn med derud. Ellers er jeg ikke sikker på, at vi overhovedet havde valgt det. Der er heller ingen telefon. Og sådan kan vi lide det, siger han.
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer