Sådan undgår du at falde på badeværelset

Nyhed |  Publiceret: søndag 22. juni 2008

Der er flere måder at gøre gulvet på badeværelset skridsikkert, så du og dine børn ikke glider på fliserne. Læs hvordan her.

Hvis du vil undgå at skøjte rundt på glatte fliser, når du har været i bad, er der andre muligheder end at fylde gulvet på badeværelset med håndklæder.

Er du ved at renovere dit badeværelse eller måske ved at bygge nyt, kan dit valg af fliser være meget afgørende for, om du får et glat badeværelsesgulv eller ej. Men er du bare træt af buler og blå mærker efter styrt på de glatte fliser, er det nok overfladen af fliserne, du bør kigge særligt på.

Skridsikre fliser er mere ujævne

- Når det kommer til stykket, er det de færreste, der ønsker de deciderede skridsikre fliser i deres badeværelse. Jo mere skridsikker en flise skal være, des mere mønster eller jævnhed er der i overfladen. Og den slags fliser er meget sværere at gøre rene, siger Peter Klindt Jørgensen, salgschef hos Flise Design.

- Den slags fliser ser du mest i restaurationsbranchen og i slagterforretninger og den slags steder, hvor du har mulighed for at rengøre på en anden måde. Det er jo de færreste af os, der spuler vore gulve derhjemme, siger han.

Keramiske fliser er glattere end naturfliser

De fleste har enten keramiske fliser eller naturfliser på deres badeværelse. Ifølge fagredaktør i Bolius, Casper Kjerumgaard, er keramiske fliser generelt glattere end naturfliser.

- Men jeg ville nok ikke selv tænke så meget over valget af fliser ud fra, om de kan blive glatte eller ej. Så kan det gå ud over designet af badeværelset, siger han.

Små fliser er mere skridsikre

små fliser er mest skridsikre Valget af flisestørrelsen kan betyde en hel del for, om dit badeværelsesgulv er glat eller stabilt.

- Når du kommer ned i en flisestørrelse på 15 x 15 cm eller derunder, så står du aldrig kun på en flise. Dine fødder træder også henover fugerne imellem fliserne, og det betyder, at du står meget bedre fast. Og så er en mat, uglaseret flise generelt mere skridhæmmende end en blank, glat flise, siger Peter Klindt Jørgensen.

Mosaik løser tre problemer på én gang

Skal du lave nyt badeværelse, har du ofte meget frie muligheder med valg af sten, fordi du kan vælge de såkaldte uni-dræn, der ligger langs væggen og ikke inde på midten. Det har den fordel, at du ikke skal finde sten, der skal kunne hælde i flere retninger.

- I princippet kunne du vælge én stor sten, hvis det var det, du ønskede. Men jeg vil stadig anbefale, at du holder dig til størrelsen 15 x 15 cm, siger Peter Klindt Jørgensen.

- Hvis du alligevel er interesseret i nogle af de nye, smarte fliser, så kan det være et problem at få dem i den størrelse. Men så kan du ofte vælge at få den i mosaik, og så har du løst tre problemer på en gang: Det bryder stilen, du har god skridsikkerhed, og du har ingen problemer med faldopbygning til afløbet, siger han.

Skridsikre måtter forhindrer fald

Hvis din økonomi ikke er til at udskifte fliserne, har du flere alternative muligheder.

I dag findes der et stort, varieret udvalg af både skridsikre strimler og måtter til brusekabiner og badekar. De er gode til at forhindre, at du falder på de våde overflader.

Antiskrid gør fliser skridsikre

Antiskrid Foto: AntiSkrid

Der findes også et middel, du kan påføre dine fliser for at undgå, at de er lige så glatte som tidligere. Antiskrid, hedder det.

- Det virker rigtig godt. Og du kan oven i købet bruge kradse rengøringsmidler som f.eks. kalkfjerner ovenpå. Fliserne forbliver i almindelige badeværelser skridsikre i 3-5 år, siger Peter Klindt Jørgensen.

Michel Thorlacius, indehaver af firmaet Antiskrid, forklarer, hvordan midlet virker:

- Det er en overfladebehandling af flisen. AntiSkrid er ikke lokalirriterende eller ætsende, og kemisk er det svagere end opvaskemiddel. Men det efterlader nogle mikroskopiske ringe i overfladen, så flisen bliver skridsikker, siger han.

Baderist forhindrer glat badeværelsesgulv

Casper Kjerumgaard, bygningskonstruktør og tømrer samt fagredaktør i Bolius, har fået demonstreret AntiSkrid en enkelt gang.

- Hvis AntiSkrid er så effektivt, som det kunne tyde på, så er det da et rigtig godt alternativ.

- Men du kan jo også bare købe en baderist, som du lægger lige uden for brusekabinen. Den hjælper dig med at sørge for, at ikke hele badeværelset bliver vådt, når du trasker rundt, siger han.

Hold øje med små børn på badeværelset

Selvom der i dag findes mange forskellige mulighed til at undgå de glatte fliser i baderum, håber Casper Kjerumgaard, at folk vil bruge deres sunde fornuft.

- Et vådt baderum er som oftest glat. Og har du små børn, så lader du dem vel sjældent løbe rundt alene på glatte og våde fliser, siger han.

Sådan kan du undgå at skride på badeværelsegulvet

  • Hold dine fliser rene. Selv blanke fliser kan yde en vis skridsikkerhed og give et godt fodfæste, hvis de er rene. Sidder der derimod sæberester, eller bruger du et forkert rengøringsmiddel, der efterlader et lag 'film' henover flisen, kan de ofte være farlige at gå på.

  • Spred håndklæder ud på gulvet, så du ikke drypper og efterlader en masse vand på fliserne.

  • Brug skridstrimler, skridsikre måtter eller skridsikre bånd, som forhindrer dig at falde i badekarret eller i brusekabinen.

  • Brug en baderist foran brusekabinen, så du ikke drypper andre steder på badeværelset.

  • Brug AntiSkrid, der i følge ejeren holder normalt glatte fliser skridsikre i 3-5 år efter påføring.

  • Skift til fliser, der ikke er større end 15 x 15 cm, således at fødderne altid har berøring med en eller flere fuger, når du står på gulvet.

  • Brug teknisk definerede skridsikre fliser som i restaurationer og lignende steder.

 



Kolofon / Send feedback

Af Claus Henriksen

Kommentarer

Ingen kommentarer



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen