Sådan undgår du indbrud i dit sommerhus
Mange bruger pengene forkert, når de vil sikre deres sommerhus mod indbrud. Du kan gøre meget, uden at det behøver at koste noget.
Du behøver ikke at bruge masser af penge på at sikre dit sommerhus mod indbrud. Det mener Bo Balschmidt, chefkonsulent i Forsikringsoplysningen.
- Meget af det, der er mest effektivt, er også gratis. Det handler nemlig meget om at få huset til at se uinteressant ud for indbrudstyve. Men har du nogle penge at bruge på sikkerhed, så er noget af det første, du bør sikre dig, at du har gode dørlåse, der er svære at dirke op.
- Du bør også sikre dig, at du har vinduer, der er fastholdt i 3-4 punkter og ikke bare i ét punkt. Og så er lyset, der selv tænder og slukker, meget effektivt. Hvis du gerne vil undgå indbrud, så start med at spørge dig selv, hvilken sikkerhed, du får for 1.000, 5.000 og 10.000 kr.? Kameraer og tyverialarmer er aldrig først på ønskelisten, siger Bo Balschmidt.
God dørlås holder tyven ude
Henning Maigaard, projektleder i Det Kriminalpræventive Råd, er enig.
- En tyverialarm holder ikke en indbrudstyv ude. Den kan muligvis stresse ham lidt. En god dørlås kan derimod forhindre ham i at komme ind, siger han.
Et fritidshus er ikke det sted, hvor du bør opbevare værdier, mener Bo Balschmidt.
- Tyvene er som regel efter tre ting. De vil have kontanter. De vil have stoffer eller spiritus. Og de vil have elektronik, de kan sælge videre, siger han
Tag fladskærmen med hjem
Hans kollega i Forsikringsoplysningen, Christian Skødt, mener, du skal gøre dit sommerhus uinteressant for tyve.
- Nøglen ligger i at sørge for, at en tyv ikke gider at interessere sig for dit sommerhus. Du kan stadig godt have det lækkert. Du kan sidde godt og have et glimrende køkken, men når du har valgt at slæbe fladskærm og stereoanlæg med op i sommerhuset, så tag det med hjem igen, siger han.
Træk gardinerne fra og åbn skabene
- Husk, at det, der er lækkert for dig, er også lækkert for tyvene. Hvis vi tager udgangspunkt i, at en tyv altid kigger ind ad vinduet, før han forsøger at bryde ind, og ikke kan han se, hverken fladskærm, computer eller stereoanlæg, kan du være heldig, at han mister interessen, siger Christian Skødt.
- Og har du oven i købet åbnet skabene, så han kan se, de er tomme, og at der ikke er noget at bryde ind for, så er der for ham ingen grund til at risikere uheld ved at bryde ind hos dig. Men har du derimod trukket gardinerne for, og lukket alt helt tæt, så kan det godt være, han lige vil ind og tjekke, om der gemmer sig noget, han kan bruge.
Få hjælp af naboen
En anden idé er at få huset til at se beboet ud.
- Du kan alliere dig med naboen eller én af dem, der er der i løbet af vinterhalvåret. Naboen kan måske parkere i din carport. Han kan fylde noget i skraldespanden. Han kan fjerne evt. blade og reklamer. Han kan i det hele taget få det til at se ud som om, du er der, siger Henning Maigaard fra Det Kriminalpræventive Råd.
- Du skal bruge din sunde fornuft. Gå lidt væk fra dit hus, og tænk som en tyv, når du kigger på det. Hvad ser interessant ud? Kan du få det til at se uinteressant ud? Og sørg så for at låse alle haveredskaber inde og fjerne løse mursten og den slags. Ellers har du bare givet tyven et godt stykke værktøj til at bryde ind med. Du vil gerne have, han går videre til næste hus, siger Christian Skødt.
Gode råd til at undgå indbrud i sommerhuset |
|---|
|
Kilde: Det Kriminalpræventive Råd |
Fakta om indbrud i sommerhuse |
|---|
Kilde: Stopindbrud.dk |
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
Der burde gøres mere til bekæmpelse af indbrud. Fx kampagner om det forkastelige i hæleri. Fx omtale af indbrud med meget fordømmende og negative ord. Ofte omtales indbrud og anden kriminalitet med positive ord, som "det lykkedes tyvene at slippe afsted med ...", "tyven skal nok en anden gang passe bedre på med ...".
Desuden er medierne stort set en informationskanal for tyve. Jeg så et år landets kommuner afbildet på TV op til jul med grønt i de kommuner, hvor der var mindst politi, og rødt i de andre. Altså grønt lys for tyvene. Jeg læste om en tyv, der havde stjålet en iPhone, som med GPS røbede, hvor tyven var. Desværre er kriminalitet et gode for medierne, der jo dermed får noget spændende at skrive om. Men der burde være krav om en fordømmende beskrivelse.
Gøres der nok for at fange hælere, og dermed tyvene? Statistikkerne viser jo en enorm omsætning.