Sikkerhed, når du arbejder med motorsav
En motorsav kan være et farligt stykke værktøj, især hvis man er uøvet. Her får du gode råd om, hvordan du kan undgå ulykker med motorsaven.

- Det er en rigtig god idé at bruge sikkerhedsudstyr, når du arbejder med en motorsav. Det kan f.eks. være sikkerhedsbukser, sikkerhedssko, sikkerhedshandsker og hjelm med visir og høreværn.
Hvordan kan du undgå ulykker med motorsaven?
Motorsave er medvirkende til mange alvorlige ulykker, hvor personer er blevet ramt eller har rørt ved den savende kæde på motorsaven.
Mange skærer sig f.eks. i venstre hånd, fordi de har holdt motorsaven med højre hånd og holdt det emne, som de savede i, fast med venstre hånd. Du skal altid holde på saven med begge hænder. Venstre hånd skal holde på savens forreste håndtag, så du har bedre styr på saven.
Hvis du bruger motorsaven meget, risikere du også at få kroniske føleforstyrrelser i hænderne (hvide fingre) på grund af savens vibrationer. Og du kan også få høretab eller høreforstyrrelser (tinnitus) på grund af det høje støjniveau, som mange motorsave har (100-110 dB).
Det er altid en god idé at læse motorsavens brugsanvisning, før du går i gang med arbejdet. I den er der som regel mange gode tips til, hvordan du bruger den model, du har, på en sikker måde. Det er også en rigtig god idé, hvis du kan få en instruktion af en person, som har erfaring med at arbejde med en motorsav.
Hvis du lejer motorsaven hos et byggemarked, skal du huske at sikre dig, at du får ordentlige instrukser omkring sikkerhed. Du skal f.eks. sørge for at få motorsavens brugsanvisning med dig hjem.
Ulykker med tilbageslag
En af de farligste situationer, du kan komme ud for, når du arbejder med motorsaven, er et tilbageslag. Et tilbageslag kan opstå, hvis enden af motorsavens sværd rører en genstand, f.eks. det træ, du er ved at save i. Det kan resultere i, at savspidsen lynhurtigt ryger i vejret og bliver slynget bagover mod dig.
Tilbageslag kan også ske, hvis træet lukker sammen om og klemmer savkæden i snittet. Det kan skubbe saven hurtigt tilbage mod den, der bruger saven.
Du kan undgå tilbageslag, hvis du er forberedt. Tag et godt greb om saven med begge hænder, højre hånd på det bageste håndtag og venstre på det forreste håndtag, når motoren kører. Du skal omslutte motorsavens håndtag med et fast greb med tommelfingre og fingre, for det vil hjælpe dig med at bevare kontrollen over motorsaven.
Regler for sikker brug af motorsaven
Arbejdsmiljøloven stiller en lang række krav for arbejdet med motorsave, og disse regler gælder også, når du selv arbejder i din privat have:
- Fjern aldrig sikkerhedsskjoldet på motorsaven.
- Brug begge hænder til at holde på motorsaven. Venstre hånd skal altid holde på savens forreste håndtag, så du kan styre saven.
- Stå sikkert på fødderne og sørg for, at der er tilstrækkelig plads omkring dig.
- Sørg for, at motorsavens håndtag er tørre og rene, så du har et fast greb om dem.
- Sørg for, at ingen opholder sig i det område, hvor de kan blive ramt af motorsaven.
- Stop altid motorsaven, når du sætter den fra dig eller flytter rundt med den.
- Sav aldrig i noget, der befinder sig over din skulderhøjde. Der findes en særlig stangsav til det formål.
- Stå aldrig på en stige, når du bruger motorsaven.
- Brug aldrig en motorsav, hvis du har drukket alkohol.
Hvordan vedligeholder du saven, så den er sikker?
Det er vigtigt for sikkerheden, at motorsaven er vedligeholdt korrekt. Du skal bl.a. sikre dig:
- At du har rengjort motorsavens bremse.
- At du har efterset og filet kæden.
- At du har kontrolleret, at kædebremsen fungerer.
Det vil ofte fremgå af brugsanvisningen, hvordan du vedligeholder motorsaven. Du kan se et eksempel på en betjeningsvejledning for en motorsav på firmaet Zenoah Komat'sus hjemmeside (se under henvisninger), men det er selvfølgelig bedre at læse i den brugsanvisning, der følger med din motorsav. På jonsered.dk kan du finde en vejledning i, hvordan du selv kan file kæden på motorsaven.
Hvordan afprøver du motorsavens kædebremse?
Kædebremsen er motorsavens vigtigste sikkerhedsforanstaltning. Kædebremsen skal kunne udløses med et let tryk fremad på den såkaldte parerbøjle (se illustrationen). Du kan afprøve bremsen ved at starte motoren på fuld gas og trykke fremad på parerbøjlen. Savkæden skal standse øjeblikkeligt, når du trykker på parerbøjlen.
På nyere motorsave kan kædebremsen udløses automatisk, f.eks. hvis motorsaven bliver revet ud af hænderne på dig. Du kan tjekke automatikken ved at standse motorsavens motor og lade sværdspidsen falde ned mod et stykke træ. Det ryk, der kommer opad i sværdspidsen, skal udløse kædebremsen.
Du skal rengøre kædebremsen og evt. udskifte slidte dele, hvis der er fejl ved kædebremsen.

- Sikkerhedsudstyr er en god måde til at forbygge ulykker med motorsaven.
Hvilken slags sikkerhedsudstyr skal du bruge?
Du bør bruge både hjelm, høreværn, øjenværn, benværn og fodværn, når du arbejder med en motorsav. Sikkerhedsudstyret kan evt. lejes i byggemarkedet, men hvis du selv har en motorsav, er det en god idé også at anskaffe sig det tilhørende sikkerhedsudstyr.
- En hjelm sikrer dig mod at blive ramt i hovedet - både af saven og af det, du saver i. Du bør bruge en hjelm uden kant (tagrende), så hjelmen ikke bliver slået af, hvis kanten bliver ramt af en gren el.lign. Vælg en hjelm med høreværn og visir.
- Høreværnet sikrer dig mod høreskader. Motorsave støjer meget, ofte mellem 100 og 110 dB.
- Øjenværnet beskytter dine øjne mod spåner og splinter, der bliver slynget op fra saven. Øjenværnet kan være et visir af trådnet, plast eller glas.
- Benværnet og fodværnet sikrer dine ben og fødder mod at blive skadet af motorsavens kæde. Benværnet kan være sikkerhedsbukser med skærehæmmende materiale foran på benene. Fodværnet kan være støvler af skærehæmmende materiale med stålnæser og skridsikre såler, som samtidig sikrer, at du står fast. Bukser og støvler skal overlappe, så dit ben ikke er ubeskyttet ved støvlekanten.
Publiceret: torsdag 14. februar 2008, ajourført: onsdag 22. juni 2011
Kolofon / Send feedback
Kilder
Arbejdstilsynet
Zenoah Komat'su
Jonsered
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer