Sikre låse og nøgler
Når du skal vælge nye låse, skal du sikre dig, at de er borebeskyttede og svære at dirke op. Se her, hvad du skal være opmærksom på, og hvornår det er en god idé at udskifte dine låse.
Hvilke krav stilles der til låse?
Der stilles ikke krav til private boligejere om, hvilke låse der skal være i husets døre - hverken med hensyn til alder, type eller mærke. Men dit hus skal være forsvarligt lukket og låst, hvilket vil sige, at dørene skal være lukket og låst, og vinduerne skal være lukket og/eller haspet. Har du særligt mange værdier, kan forsikringsselskabet stille specifikke krav til låse og eventuel alarm.
Alligevel kan det være en god idé at se nærmere på, hvordan dit hus er sikret med låse og nøgler.
Hvilke låse er lette at dirke op?
Det er vigtigt at tjekke låsene i dine yderdøre, både deres alder og type.

Det kan også være svært at få overblik over, hvor mange der har nøgle til døren, hvis der sidder en gammel lås. Er boligen handlet en eller flere gange med de samme låse, er der måske flere, end du tror, der har nøgle til dit hus.
Gode systemer som Ruko og Zeiss har også svagheder, hvis låsen er for gammel. Ældre Ruko-låse med nøgler med et rundt hoved har 5 stifter og er forholdsvis nemme at dirke op. Nye låse er mere dirke- og boresikre og laves typisk med 6 eller 11 stifter. Begge typer er gode, men den med 11 stifter er den sikreste (låsen med 6 stifter betegnes som 80 procent sikker i forhold til låsen med 11 stifter). For ældre Zeiss-låse ligger svagheden hovedsageligt i, at låsen ikke
er monteret godt nok og derfor er let at bore ud.
Forsikringsselskaberne anbefaler, at du får en låsesmed til at tjekke og evt. udskifte dine låse, hvis de er mere end 10 år gamle eller viser tegn på slid.
En gammel lås, der fungerer, som den skal, kan du supplere med en ny lås.
Hvordan vælger du låse?
Står du og skal have skiftet dine låse ud og gerne vil vælge sikre låse, kan du tage en snak med en låsesmed, som også vil kunne give dig vejledning på baggrund af de døre, du har i dit hus.
Du bør vælge låse:
- Der er borebeskyttede.
- Der har en høj dirkesikkerhed.
- Der har nøgler, der er sikret mod kopiering.
- En sikker lås skal have en borebeskyttelse i cylinderhuset, så den ikke kan bores op. Desuden sikrer borebeskyttelsen også mod, at låsen kan dirkes op.
I dag findes der flere nøgle- og låsesystemer, hvor nøglen ikke umiddelbart kan kopieres hos en låsesmed. Du skal medbringe nøglens id-nummer, og kopieringen registreres. Spørg en låsesmed om råd og vejledning, hvis du er i tvivl.
Dine yderdøre bør have to gode låse, hvoraf den ene skal kunne låses indefra med en nøgle. Hvis tyven er kommet ind gennem et vindue, vil han ikke kunne komme ud af huset gennem yderdøren, og derved hindrer du ham i at kunne gå derfra med store genstande som f.eks. et fjernsyn. Men husk at fjerne nøglen fra låsen. Hvis du skal have en ny yderdør, så overvej at købe en, der låser døren flere steder samtidig.
Ekstralåsen bør placeres mindst 40 cm fra den eksisterende lås. En lås, der sidder inde i døren, svækker den, fordi døren bliver udhulet der, hvor låsen skal sidde. Når låsene sættes med minimum 40 cm’s afstand, er de to udhulninger så langt fra hinanden, at de ikke påvirker dørens styrke ret meget.
Du kan se, hvordan en lås fungerer, på Rukos hjemmeside.
Hvilke låsetyper findes der?
Overordnet findes der tre kategorier af låse:
- Cylinderlåse.
- Tilholderlåse.
- Elektroniske låse.
Cylinderlåse
Cylinderlåse findes som kasselåse og indstukne låse.

Kasselåsen findes både med og uden smæklås. Kasselåsen skrues fast på dørens indvendige side og monteres ofte som lås nummer to. Låsen fås også med indvendige vridere. Når du drejer nøglen modsat i låsen, blokeres vrideren i smæklåsen, og på den måde øges låsens sikkerhed.
En indstukket lås sidder inde i døren ved håndtaget og kan også monteres i døren som lås nummer to. Cylinderen skal sikres med en cylinderring eller et sikkerhedslangskilt, der gør det vanskeligt at vride eller brække cylinderen af og åbne døren.
Tilholderlåse
Tilholderlåse sidder, ligesom en indstukket lås, inde i selve døren. Tilholderlåse har desværre den ulempe, at der ikke kan laves systemnøgler til dem. I dag anvendes tilholderlåse stort set ikke til døre (anvendes oftest til pengeskabe).
Elektroniske låse
I ejendomme med flere lejligheder er det en god idé at benytte elektroniske låsesystemer, hvor hver lejlighed får et låsekort. Låsekortene kan skræddersys med koder til de forskellige boliger, kældernedgange og opbevaringsrum, og koden ændres ved ud- og indflytning. På den måde undgår man, at der er nøgler i omløb hos folk uden tilknytning til ejendommen.
Hvordan sikres terrassedøre og kælderdøre?
Det er vigtigt, at du ikke kun tænker på hoveddøren, når du skal vælge låse. Ved en hurtig runde vil tyven hurtigt finde den indgang til huset, der er dårligst sikret, og er din terrassedør eller kælderdør ikke tilstrækkeligt sikret, er det her, indbrudstyven vil forsøge at komme ind.

Mange terrassedøre har ingen lås, men kun et indvendigt håndtag, og det er nemt for tyven at knuse en af ruderne, stikke hånden ind og åbne døren ved hjælp af håndtaget.
Du bør derfor have lås med nøgle i din terrassedør, så du kan låse døren indefra og fjerne nøglen. På den måde bliver det både vanskeligt for tyven at komme ind udefra og at komme ud igen gennem terrassedøren med favnen fuld af tyvekoster.
Kælderdøre
Alt for mange kælderdøre er ikke ordentligt sikrede, og ofte er hverken dør eller låse af tilstrækkelig kvalitet. Døren kan være en gammel fyldningsdør med gamle hængsler, og de er nemme at bryde op eller sparke ind. Derudover er låsen måske af ældre dato, som er nem at dirke op, eller der hænger en standardhængelås, der er nem at klippe over eller afmontere.
I stedet bør du anskaffe dig en solid dør. Du kan skifte den gamle dør ud eller forstærke den på indvendige side med en stålplade eller en krydsfinérplade.
Låsen bør være lige så sikker som låsen i din hoveddør og kan evt. suppleres med skudrigler eller en hængelås, hvor bøjletykkelsen er minimum 8 mm, så den er meget vanskelig at klippe over. Beslagene til hængelåsen bør monteres med kraftige beslag, evt. med møtrikker eller envejsskruer.
Hæve/skydedøre
Hæve/skydedøre kan sikres med et indvendigt beslag, der kan låses. Det kan give en ekstra tryghed at lægge et afsavet kosteskaft i glideskinnen. Det forhindrer, at døren kan åbnes udefra.
Hvad er god låsesikkerhed?
Her er nogle råd om, hvordan du opnår en god sikkerhed med låse og nøgler:
- Sørg for at udskifte eller omkode dine låse, når du flytter ind i en ny bolig.
- Sørg for at have lås på alle yderdøre og gerne to låse.
- Opbevar dine nøgler sikkert.
- Mærk aldrig nøglen med navn og adresse.
- Sæt ikke nøglerne til huset og bilen i samme nøglebundt.
- Tænk dig godt om, før du udleverer dine nøgler til andre.
- Gem ikke nøglen på "et sikkert sted" uden for huset.
Hvad koster det at udskifte alle husets låse?
Hvis du ønsker at forbedre din boligs låsesikkerhed, kan du omkode dine låse, udskifte låse eller montere ekstra låse (suppleringslåse).
Omkodning
Køber du nyt hus, eller ønsker du af anden grund at ændre låsene, kan du få låsene omkodet, hvis de er i ordentlig stand. En låsesmed tager ca. 800-1.000 kr. pr. lås inklusive arbejdsløn og tre nøgler.
Udskiftning af lås
Hvis din lås er defekt, viser tydelige tegn på slid eller er mere end 10 år gammel, er det en god idé at skifte den ud. Monteres den nye lås som en kasselås, der sidder på bagsiden af døren, ligger prisen typisk på 1.500 kr. Ønsker du en indstukket lås, der sidder inde i døren, koster arbejdet og låsen omkring 2.200 kr. Har du flere låse, der skal udskiftes på samme tid, vil prisen på de efterfølgende låse typisk være lavere.
Ekstra lås
Vil du have monteret en ekstra lås, f.eks. en udesikret (kan låses indefra med nøgle), varierer prisen fra 1.600 til 2.200 kr. Ønsker du at forøge sikkerheden på din kælderdør med en bedre lås, f.eks. en kasselås, eller få monteret en cylinderlås på din terrassedør, vil prisen typisk ligge på 1.000 kr.
Hvis dine nye låse skal have kopisikrede nøgler, f.eks. Ruko Garant 10, koster det 300-500 kr. ekstra pr. lås.
Alle priser er indhentet april 2010.
Publiceret: mandag 13. november 2006
Kolofon / Send feedback
Kristine Virén, videnformidlingschef
Dea Lindegaard, journalist
Jan Bo Felland, videnformidlingschef
Kilder
Kilder
Stopindbrud.dk
Det Kriminalpræventive Råd
HV låseteknik
Forsikringsoplysningen
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer