Styr hjemmet fra mobil og pc, mens du er på ferie
Nu kan du med din mobil og pc fjernstyre bl.a. alarmer, lys, ventilation og varme i dit hus, mens du er på ferie. Du kan også tjekke op på huset via overvågningskameraet. Læs her, hvordan du gør.
Du behøver ikke at være bange for at vende hjem til en oversvømmet kælder eller forsvundne smykker, når sommerferien er slut. Med de mange intelligente muligheder, der findes til at fjernstyre boligen, kan du kontrollere meget af hjemmets elektronik og holde øje med, hvordan det går i det tomme hus.
Styr tyverialarm med mobil og pc
Hos flere alarmselskaber kan du bruge både mobiltelefon og pc til at ændre koder, slå alarmen til og fra og lave nye koder til fx naboen, hvis han skal se efter dit hus i ferien.
– På vores system kan du bruge din mobil og pc til at følge med i alt, hvad der sker i dit hus, når du ikke er hjemme. Du får altid en sms, hvis der sker noget, og det kan naboen også få, fx i sommerferien, når du selv er ude at rejse, fortæller Per Bloch, privatmarkedschef hos G4S.
Dén løsning koster ca. 2.000-2.500 kr. i installation og 250-300 kr. i månedligt abonnement hos selskabet.

- Via computeren kan du tjekke, at alt er som det skal være i huset, mens du er væk. Foto udlånt af: Center for Energibesparelser

- At få installeret overvågningskamera er en kostbar løsning. Web- eller netkamera er dog udmærkede alternativer.
Hold øje med huset med overvågningskamera
Hvis du gerne vil holde øje med huset via pc eller telefon, mens du er væk, kan du også investere i et overvågningskamera.
Til det formål kan du entrere med et firma, der specialiserer sig i dén slags – hvilket ikke er helt gratis. Du kan også vælge den absolutte discountløsning: Nemlig at sætte et ganske almindeligt webcam op i stuen. Men det kræver, at din pc også er tændt – og at du har installeret det rette overvågningssoftware på den.
Hold øje med katten via netkamera
En god mellemvej er et dedikeret netværksopkoblet overvågningskamera, der kobler direkte op på dit hjemmenetværk og fungerer helt uden en pc. Der er rigtig mange af den slags kameraer på markedet, typisk til 1.500-3.000 kr.
Mange producenter har tilknyttet en online-tjeneste, som gør det muligt at ’se’ med live samt at optage filmsekvenser – som gemmes på en særlig webtjeneste – når det registrerer bevægelse i rummet. Nogle tjenester kan også sende sms eller mail, hvis de registrerer bevægelse.
Dyrere modeller kan optage højtopløselig video (HD) og kan i nogle tilfælde også fungere fint om natten eller under meget dårlige lysforhold.
Undgå oversvømmet kælder med vanddetektor

- En vanddetektor kan spare dig for at komme hjem til en våd og ubehagelig overraskelse.
De mange voldsomme regnskyl og skybrud, Danmark har oplevet de seneste somre, har gjort en del husejere bekymrede for at komme hjem til sejlende møbler eller en ødelagt kælder.
Hos nogle alarmselskaber er det derfor muligt at få en såkaldt ”vanddetektor”, som anbringes på gulvet, typisk i kælderen.
– Ved vandpåvirkning i mere end 10 sekunder, fx ved oversvømmelse eller vandskade, sendes en advarsel til os, og vi sender en sms videre til den tilmeldte mobiltelefon. På den måde bliver du advaret og kan hurtigt reagere, uanset hvor du befinder dig, fortæller Per Bloch fra G4S.
Vanddetektoren sælges typisk som del af et tyverialarmsabonnement og koster cirka 400 kr. og 20 kr. i abonnement pr. måned.
Intelligente hjem får huset til at se beboet ud
Elektronikken kan også få huset til at se mere beboet ud end de gammelkendte tænd-sluk ure er i stand til. Det øger sandsynligheden for, at tyve vælger et andet hus i nabolaget, der ser mere ferieramt ud.
Med intelligent boligstyring kan du styre din bolig, når ferien holdes langt fra hjemmet. Med mobilen og pc’en kan du bl.a. styre ventilation og solafskærmning, lys, varme og tyverialarm.
Lås op for hoveddøren med iPad og iPhone

- Med en app på IPhonen kan man let styre huset fra afstand. Foto: Tommy Verting
– Med en simpel app til din iPhone eller iPad kan du styre hele dit hus. Når du skal rejse, trykker du på ”Kuffert”-ikonet, og hele huset lukkes ned. Du kan selvfølgelig også tænde og slukke lyset pr. distance, fortæller salgsingeniør Karsten Andersen fra Wexøe, som sælger det intelligente boligstyringssystem KNX.
– Har du installeret dørkamera, kan du med din mobil se, hvem der ringer på døren og endda åbne den, tilføjer han.
Intelligent styring af boligen rummer uanede muligheder for individuelle løsninger, men er heller ikke gratis. En standardløsning koster således fra 15.000-30.000 kr. og op afhængig af, hvor kompleks en løsning du ønsker.
Google bager på fremtidens intelligente hjem
Ifølge det anerkendte amerikanske teknologimagasin Wired bliver det snart muligt at styre hele hjemmet med Android, Googles mobiloperativsystem.
Med det kommende Android@Home-projekt kan du via apps til tablet og mobil fx tænde og slukke opvaskemaskinen, ”tale” med køleskabet om den manglende mælk og aktivere husets alarmsystem, alt sammen uden at være til stede i hjemmet. Det kræver dog, at dine elektroniske apparater får indbygget Android, og dén slags produkter er det er der ikke mange af – endnu.
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer