Tyve finder designmøbler i boligannoncer
Indbrudstyve bruger boligannoncer på nettet, når de skal finde tyvekoster. Fordobling i tyverier af designermøbler fra private hjem.
Der er blevet stjålet langt flere designermøbler i private hjem i det seneste år, skriver 24timer.
Ifølge politiassistent Keld Jacobsen fra Nordsjælland Politis afdeling for Operativ Planlægning og Analyse, hænger stigningen i indbrud sammen med den eksplosive udvikling af boligannoncer på nettet
Boligannoncer er varekatalog for tyve
- Tyvene går simpelthen ind på nettets mange boligsider og bruger de flotte billeder og 360 graders visninger af boligerne til at kigge efter dyrt design. Det er et rent varekatalog for tyve, siger han til 24timer.
Fyns Politi og Nordsjælland Politi har haft mere end en fordobling i tyveri af designermøbler i private hjem fra 1. januar til 3. november i forhold til samme periode sidste år. Østjylland Politi har haft 201 designtyverier mod 158 i samme måneder sidste år.
Ejendomsmæglerne bør tage større ansvar
En intern analyse i Nordsjælland Politi viser, at cirka hvert tredje tyveri af design, PH-lamper og Bang & Olufsen sker i villaer, som er sat til salg på nettet.
- Jeg synes, at ejendomsmæglerne løber fra deres ansvar. Jeg har været i kontakt med flere ofre for indbrud, der specifikt havde frabedt sig billeder af deres design på nettet. Alligevel var der lagt billeder af det på nettet. Ejendomsmæglerne skal altid spørge sælgeren, om der skal lægges billeder af design ud og selvfølgelig gøre som sælgeren siger, forklarer Keld Jacobsen til 24timer.
Formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening, Steen Winter-Petersen, erkender, at mæglerne skal aftale med sælgeren, om der må vises billeder af deres design på salgsannoncen. Han vil nu indskærpe over for mæglerne, at de skal overholde reglerne.
Kilde: 24timer tirsdag 4. november
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer