Tyverialarmer, videoovervågning og mærkning

Fakta | 

Ud over at have gode låse på dine døre kan du sikre din bolig mod indbrud med tyverialarmer og videoovervågning. Mærkning af dine værdigenstande kan også være en god idé.

Et overvågningskamera kan være en del af tyverisikringen af dit hjem.
Et overvågningskamera kan være en del af tyverisikringen af dit hjem.

Hvilke systemer til indbrudssikring findes der?

Tyverialarmer, videoovervågning og mærkning af værdier kan være et godt supplement til almindelige sikringsforanstaltninger som låse, beslag og forstærkning af døre og vinduer. Men inden du investerer i dette, bør du vurdere risikoen for indbrud i din bolig. De ekstra tekniske foranstaltninger gør det ikke vanskeligere at foretage et indbrud. Men en alarm tiltrækker opmærksomhed, og muligheden for, at et vagtselskab er på vej, vil stresse en indbrudstyv betydeligt.

Tyverialarmer

En tyverialarms primære formål er at tiltrække opmærksomhed. Tyverialarmer findes i mange varianter fra små enkle løsninger, du selv kan sætte op, til større og mere omfattende systemer, som en fagmand skal montere.

Hvilken type tyverialarm du skal vælge, afhænger af, hvor udsat din bolig er for indbrud, hvor mange værdier du har, og hvor godt du ønsker at sikre dig. Men som et minimum bør en tyverialarm omfatte følgende:

  • Detektorer, der reagerer på, at nogen bevæger sig i rummet. Detektorerne opsættes typisk i de rum, hvor der er ting at stjæle, samt i rum, hvor tyven typisk vil komme ind.
  • Hvis du har kæledyr, er det en fordel at have en kæledyrsfiltrering, der gør, at din hund eller kat ikke aktiverer alarmen.

Det er ofte også muligt at vælge flere ekstrafunktioner til:

  • Du kan tegne et abonnement på en vagtservice, så du betaler for, at en vagtpatrulje kører ud, når alarmen er gået i gang. Der er mange, der har en alarm uden forbindelse til en vagtservice, og hvor alarmen derfor kun bruges til at skræmme tyven væk.
  • Alarmen kan tilsluttes lyset, så det blinker, når alarmen aktiveres. Ud over støjen fra alarmen tiltrækker det også opmærksomhed.
  • Du kan montere kontakter, der reagerer på temperaturforskelle, dvs. hvis vinduer eller døre til det fri åbnes.

Derudover har mange af de lidt større og avancerede alarmer egenskaber og muligheder, der kan være bekvemme:

  • Alarmen kan inddeles i zoner, der kan programmeres hver for sig. Det kan være en fordel, hvis du sover på 1. sal og gerne vil sætte alarmen til i stueetagen.
  • Alarmen kan have indkodet telefonnumre til dig, kontaktpersoner eller vagtcentral, så der gives besked, når alarmen går i gang.
  • Alarmen kan have hukommelse, så du kan forprogrammere indstillinger, f.eks. til aften/nat, eller når du tager på ferie og er væk i længere tid.
  • Alarmen kan ringe op til et antal kontaktpersoner i en programmeret rækkefølge. Du kan samtidig programmere den til at ringe videre, hvis der er optaget hos den første.
  • Alarmen kan fjernbetjenes og fjernprogrammeres, hvis du glemmer at sætte den til, når du går.
Du kan sikre dit hus med en tyverialarm.
Du kan sikre dit hus med en tyverialarm.

Er du i tvivl om, hvilken tyverialarm du skal vælge, kan du kontakte dit forsikringsselskab. Flere forsikringsselskaber giver rabat på forsikringen, hvis du har installeret visse typer alarmer. Derudover kan du få mere information om tyverialarmer hos en installatør af tyverialarmer eller hos politiets kriminalpræventive afdelinger.

Se udvalgte tyverialarmer

I 2006 trådte en certificeringsordning for alarmsystemer og installatører af alarmer i kraft. Ordningen skal sikre, at alarmer installeres korrekt i henhold til forsikringsselskabernes anbefalinger. Ordningen er uvildig og forestås af Dansk Standard eller Teknologisk Institut, der kontrollerer installatørens kvalifikationer samt tager stikprøver af opsatte alarmer.

Samarbejdet er etableret mellem politiet, SikkerhedsBranchen (Den Danske Brancheforening for Sikkerhed og Sikring), Tekniq (de tekniske installatørers organisation) og Finansrådet.

Tågekanon
Du kan supplere din tyverialarm med tågekanoner. Tågekanoner aktiveres få sekunder, efter at alarmen går i gang. Herefter bliver rummet fyldt med så meget tyk og tør tåge/røg, at det næsten er umuligt at se noget. Tågen er helt uskadelig og består af en blanding af vand og glykol (et sukkerstof). Det er den samme type tåge/røg, som bruges på diskoteker. Men den er med til at vanskeliggøre indbruddet.

Et overvågningskamera kan afholde indbrudstyven fra at bryde ind i dit hjem.
Et overvågningskamera kan afholde indbrudstyven fra at bryde ind i dit hjem.

Videoovervågning

Du kan også supplere din tyverialarm med videoovervågning.

Videoovervågning kan med billeder og eventuel lyd bidrage til opklaring af et indbrud. Derudover kan det også have en præventiv effekt, ved at dit hus fravælges, når tyven ser, at der er videoovervågning.

Du skal vælge et videoovervågningssystem, hvor kvaliteten af optagelserne er god, så de reelt kan bruges i forbindelse med opklaring af et indbrud. Det er også muligt at få videoovervågning med indbygget mikrofon, så du kan høre, hvad der bliver sagt.

Derudover kan du også få snydekameraer, der ikke kan optage, men ligner et rigtigt overvågningskamera, og som lyser, når det "optager".

Generelt anbefaler Det Kriminalpræventive Råd ikke private at installere videoovervågning. Det skyldes, at andre tiltag såsom passiv indbrudssikring, naboovervågning, alarmsystemer osv. virker mere præventive i forhold til, hvor meget det koster at investere i videoovervågning.

Dog vurderer rådet, at videoovervågning kan være en værdifuld tilføjelse til de øvrige tiltag, hvis du bor i et meget øde område, føler dig meget utryg i forhold til indbrud eller har store værdier i dit hjem.

Mærkning

Du kan også mærke dine værdigenstande. På den måde bliver det vanskeligere for indbrudstyven at sælge dine ting, og de kan derfor dukke op igen som hittegods. Er dine ting mærket, har politiet også bedre mulighed for at spore dem og dermed en større chance for at opklare indbruddet.

Et foto, som viser genstandens serienummer, særlige kendetegn el.lign., gør det nemmere at finde frem til dig som ejer, hvis politiet finder genstanden. Nogle dyre produkter har indbygget en chip, som kan spores med GPS. Chipmærkningen bliver mere og mere udbredt.

Operation Mærkning
Operation Mærkning.

Der er mange måder at mærke sine ting på:

  • Usynligt blæk, som du skriver med direkte på genstanden, f.eks. med en uv-pen, og det skrevne kan kun ses under uv-lys.
  • Permanent blæk, som du skriver med direkte på genstanden og ikke kan fjerne igen. Anvendes typisk, hvor du ikke kan eller vil ridse eller brændemærke tingene.
  • Farvemærkning, hvor du pensler en farve ned i en skabelon, hvori din kode eller dit cpr-nummer er stanset ud.
  • Ridsepen, som du ridser dit navn eller et nummer med i en skabelon. Bruges typisk på mindre elektroniske ting.
  • Elektronisk gravørværktøj, som fungerer som en ridsepen. Kan anvendes på hårde materialer som metal, glas og keramik.
  • Brændemærkning med et elektrisk opvarmet stempel med din kode. Kan anvendes på træ, metal, plastic m.m.

Hvad skal mærkes?
Mærkning af værdigenstande kan hjælpe i tilfælde af indbrud. Det er vigtigt at mærke de ting, en indbrudstyv typisk vil forsøge at stjæle, fordi de er nemme at afsætte. Det vil sige musik- og tv-udstyr, telefoner, computere, kameraer, værktøj, cd'er og dvd'er.

Mærkningsudstyr kan lånes hos dit lokale politi. Du kan også vælge at købe dit eget udstyr, så det er nemmere at mærke ting, du løbende anskaffer dig.

Hvordan skal du mærke, og hvad skal du skrive?
Det er en god idé at skrive en kode eller et tal, som du kan bevise hører til dig. Det kan f.eks. være dit cpr-nummer, men kun hvis det ikke står synligt på tingene. Du kan også skrive et "kodeord" eller en talkombination, som kun du selv kender.

Når du låner eller køber mærkningsudstyr, får du også mærkater, som du kan sætte synlige steder, så en indbrudstyv kan se, at dine ting er mærket.

Det kan være en god idé at kontakte en fagmand og få ham til at mærke genstanden, hvis en eventuel "amatøragtigt" udført mærkning vil kunne forringe dens værdi. Det gælder navnlig genstande såsom smykker, kunst og designermøbler, der - modsat f.eks. elektronik - repræsenterer en blivende værdi.

Ting, der er svære at mærke, f.eks. smykker, bør du i stedet opbevare i et aflåst skab eller en boks. I udlandet har man gode erfaringer med at installere bokse i hele boligområder. Beboerne i disse områder er blevet enige om, at alle anskaffer sig en værdiboks til deres bolig. Det rygtes blandt tyvene, og det har mærkbart nedsat antallet af indbrud i de pågældende områder.

Publiceret: søndag 20. december 2009

Kolofon / Send feedback

Af 
journalist Dea Lindegaard
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Se dette Se udvalgte tyverialarmer er linket til DanDomain.dk
Moders Vilje | 06 Dec 2011
Det kriminalpræventive Råd er ikke i tvivl, den bedste forebyggelse imod indbrud er etablering af nabohjælp, enten gennem grundejerforeningen eller med hjælp fra venner og bekendte. Yderligere informationer kan findes på DKR' hjemmeside: http://www.dkr.dk/det_kriminalpraaventive_raad/emner/indbrud/composite-54.chtm

Mange boligejere har allerede fulgt DKR' råd og mange benytter ligeledes hjemmesiden naboor.dk til at holde orden på og styre nabohjælpen. Og så er det ikke uvæsentligt at hjemmesiden naboor.dk er GRATIS.
Bo Andersen | 24 Jun 2011
Jeg har kige set et "snydekamera" hos en forhandler. Det ligner den ægte vare, og fås i flere modeller til ca. 200 kr. Hvad mener i om det ?
Svend Sandbæk | 21 Jun 2011
Kommentar til Jacob:

Jeg har sensorer med dyretolerance og har ikke haft problemer i det ca. halve år, jeg har haft alarmen. Jeg er ikke i tvivl om, at der kan komme et par fejlalarmer alligevel. Derfor har jeg et lille videokamera tilkoblet alarmen, så jeg kan gå ind og se, om alarmen er reel.

Det med kun at sætte sensorer på dørene er jeg ikke tilhænger af. Argumentet med at de fleste tyve vil bruge hoveddøren, når de går er egentlig rimeligt nok, men for det første vil de i mange tilfælde kunne se, at der sidder en alarmgiver på døren og dermed undgå den. For det andet mister man jo alarmens fordel mht. at stresse tyven under indbruddet.

Jeg har købt en privatalarm hos TDC. Den var billig og er let at bruge. Kvaliteten virker rimelig god, og jeg kan fjernstyre alarmen og videoovervåge min bolig fra arbejdet.

Hvis alarmen går får jeg (og naboer) besked på SMS, telefon og mail og videokameraet optager en sekvens på ca. 30 sekunder. I mellemtiden kan jeg gå ind på mit kontrolpanel på nettet og se live video. Videostumpen på de 30 sekunder sendes til min mobil helt automatisk, så jeg kan se videoen med det samme. Jeg får også besked, hvis min Internetlinje bliver kappet, så jeg kan få nogen til lige at tage et kig over på huset.

Der medfølger 2 tænd/sluk-kontakter som ved alarm kan tænde lys, starte noget meget larmende eller lignende. Disse kan også fjernstyres via nettet.

Jeg synes, at systemet fungerer rigtig godt. Det er billigt og let at bruge, og det giver en masse muligheder. Selvfølgelig er der et par ting, som jeg gerne ville have systemet til at kunne, men til prisen er det rigtig godt.
Rasmus | 26 Feb 2011
Bare lige et godt råd til en dyresensor - don't do it! Det kan godt være producenterne af udstyret siger op til xx kg. Problemet er at moderne PIR-sensorer reagerer på både varme samt bevægelse. Det betyder i realiteten at et langt mindre dyr end producenten foreskriver, kan trigge alarmen ved at f.eks. hoppe op af døren, eller springe op i en sofa. Vælg i stedet at sætte dørkontakter op på alle døre. Langt de fleste tyve vælger døren når de skal ud - også selvom de er kommet ind af et vindue. Det er ikke nemt at slæbe et 40" TV ud af et vindue... For at få overblik over de forskellige udbydere kan jeg varmt anbefale - http://www.alarmoversigt.dk/alarmselskaber
Gå efter et firma der kommer ud og monterer alarmen - skal man sikres, kan man lige så godt gøre det ordentligt fra starten af!
Jacob Sønderskov | 26 Oct 2010
store roser og andre stikkende planter under/omring vinduer mm. hjælper også mod indbrud. Tyve kan ikke lide planter, der stikker og hvor de hænger fast i. Tyvene får således færre adgangsveje
camilla | 07 Jul 2010
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen