Edderkopper
I boligen er der flest edderkopper i kælderen og på loftet. De kommer ofte ind gennem revner og sprækker. De gør ingen skade og kommer typisk frem om efteråret.

- En edderkop har otte ben, hvor andre insekter typisk kun har seks.
Hvad er en edderkop?
Edderkoppen tilhører den orden, der hedder "edderkopper", som er i familie med bl.a. skorpioner.
Til forskel fra et insekt har en edderkop en todelt krop med otte ben, og den har ingen vinger, mens insekter er tredelte og ofte har seks ben og vinger. Derudover har edderkoppen spindevorter på bagkroppen, som den bruger, når den skal spinde spindelvæv, og gifttænder, som den dræber sit bytte med.
Edderkopper findes i mange forskellige størrelser fra 1 mm og op til de meget store fugleedderkopper med en diameter på 25 cm - med ben.
Der findes ca. 40.000 forskellige edderkopper i verden, som er inddelt i forskellige familier. De mest almindelige edderkoppefamilier er:

- De fleste edderkopper spinder tråde, som de bruger til at fange deres bytte.
- Fugleedderkopper
- Jagtedderkopper
- Rovedderkopper
- Springedderkopper
- Tragtspindere
- Vandedderkopper.
Mange edderkopper lever typisk af insekter, sommerfugle og biller, mens fugleedderkopper også kan fange større dyr som mindre fugle og pattedyr.
De fleste edderkopper bruger spindelvæv, når de skal fange deres bytte. Spindelvævet kan have forskellige former og være af forskellige typer silke, og det er meget stærkt. Faktisk er spindetrådene stærkere end både kevlar og stål i forhold til edderkoppens vægt.
Edderkopper, der laver spindelvæv, har et tyndt lag olie på fødderne, så de kan bevæge sig frit rundt på spindelvævet. Når byttet sidder i nettet, spinder edderkoppen det ind og lammer det med sin gift. Herefter gylper edderkoppen mavesyre ud over byttet og suger saft og næring ud af det.
Andre edderkopper, f.eks. jagtedderkopper, løber deres bytte op og bider det ihjel.
Der findes edderkopper i Australien og Sydamerika, der er giftige og dødelige for mennesker.
Hvilke edderkopper findes i Danmark?
I Danmark findes der ca. 500 forskellige edderkopper. De mest almindelige er de hurtige jagtedderkopper og korsedderkopper (hjulspindere), der sidder i det velkendte ottekantede spindelvæv. Derudover findes husedderkoppen (tragtspinder) også mange steder. De kan blive ret store - op til 5-10 cm i diameter med ben.
Kan edderkopper gøre skade på boligen?
De edderkopper, der er i Danmark, kan ikke ødelægge materialer eller gøre anden skade på din bolig.
Dog vil nogle sikkert mene, at edderkoppens spindelvæv er irriterende at have i boligen, og at især dens silkebeholdere fulde af edderkoppeæg kan være en anelse ulækre.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Skadelige myrer og insekter og nyttedyr i haven.
Hvornår er der flest edderkopper i boligen?
De fleste edderkopper kommer ind i boligen i starten af efteråret. Det er en gammel skrøne, at edderkopper går indendørs, fordi det bliver koldere udenfor. De kommer frem fra deres skjulesteder i revner og sprækker, fordi de er blevet kønsmodne og derfor skal ud at søge en mage.
Hvor i boligen er der flest edderkopper?
Der er edderkopper i stort set hele boligen, men specielt i kælderen og på loftet, hvor der ikke kommer så mange mennesker, er der flest.
Husedderkopper findes ofte på lidt fugtige steder som f.eks. en gammel kælder. Det er også husedderkoppens spind, vi ofte finder i hjørnerne.
I mange gamle huse har edderkopper også ideelle betingelser i bjælkelaget mellem etagerne, i gamle lette ydervægge af træ og i udestuer. I huse af beton og mursten vil de ofte kunne findes oppe under sålbænke omkring vinduer og døre.
Du møder også tit edderkopper på badeværelset - især i håndvasken eller badekarret. Det skyldes, at de klatrer op igennem vand- og kloakrør.
Hvad kan du gøre for at forhindre edderkopper i at komme ind i boligen?
Edderkopper kommer ofte ind i boligen via små revner og sprækker. Det kan dog ikke anbefales at fuge alle revner og sprækker til, da huset så ikke kan ånde.
Men har du et hus, der ikke er vedligeholdt tilstrækkeligt, vil der nok være flere revner og sprækker, end der bør være, og du kan sagtens lukke nogle af dem, så du undgår alt for mange edderkopper inde i boligen.
I sommerhalvåret kommer edderkopper typisk ind i boligen gennem åbne døre, vinduer, ventilationskanaler etc. Ved at sætte insektnet op for vinduer og døre kan du forhindre dem i at komme ind den vej. Vil du slipper for edderkopper i håndvask og badekar, kan du evt. sætte proppen i afløbet, så de ikke kan komme op den vej.
Er edderkoppen kommet ind i huset, er det bedst forsigtigt at fange den og sætte den fri frem for at slå den ihjel. Edderkopperne er nyttedyr, der spiser mange af de langt mere generende insekter.
Publiceret: fredag 1. oktober 2010
Kolofon / Send feedback
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Dea Lindegaard
redaktionschef Kristine Virén
Henvisninger
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
Nnå men er lige flyttet til et stort hus på landet, med et stort ubenyttet loft, ja hvad tror i, er ikke helt færdig med indretningen og etableringen i det nye hus...
Men hvorfor er det bastarder over alt, i tøjkurvene i skabene ja selv mellem opvasken fandt jeg en, for ikke og nævne en i skraldeposen og toilettet, iiiiiiiih altså.
Jeg har prøvet at fjerne frygten for edderkopper ved at tage til en tidligere nabo som havde kæmpe skorpioner og en tarantel, altså en fugle edderkop, og ved i hvad, jeg startede med at løfte hans 2 meter kvæler slange, og der efter en kæmpe stor sort skorpion der var på str med hele min håndflade og over mit armled.. nå sidst men ikke mindst, kom turen så til hr. tarantel, og den var mega stor på str. med en dessert tallerken, og ved i hvad folkens jeg tog mig sammen og fik den op på min håndflade og stod med den i 5 min og beundrede den, smuk og fascinerende, men give gåsehud og myrekryb....
nå for ikke at gøre historien lang og kedelig kommer mit spørgsmål nu.....
hvorfor i alverden er jeg stadig bange for dem, og hader når de dukker op over alt, og hvordan bekæmper jeg dem, jeg kan se der er mange sprækker nogen steder i huset rundt omkring (ikke fordi huset er gammelt) men i det korte og det lange, de har sku green-card ind til huset idet der er en indre alt-mulig-rum inde i huset plus det store loft oven på.... hjææææææææælp hvad kan jeg gøre.... Den håbløse
Imorges måtte jeg selv nakke én...heldigvis en bette af slagsen...men nu venter jeg så på, at den nåede at hidkalde sin familie. Ellers ringer jeg i panik efter genboen....som første gang kom grinende over vejen...indtil han SÅ, hvor store de er her i mit hus...nu griner han ikke mere, men bruger et STORT stykke papir.
Stankelben er jeg rimeligt ligeglad med....og blev da helt glad, da en af dem åd en af de store den anden dag. MIN HELT!!!!
Kan kun sige, at jeg er SÅ ligeglad med alle tømmeres ord om, at edderkopper er et tegn på et sundt hus...JEG VIL IKKE BO SAMMEN MED DE MONSTRE!!!!
Jeg hilser dem velkommen i mít hjem, og vi lever ganske fredelig sammen.
Bliver spindelvævet for stort, bliver det fjernet med et "undskyld lille du".
Jeg elsker ikke eddderkopper specielt mere af den grund (vil helst nyde deres efterårsspind m/dugdråber i morgentimerne uden for), men er slet ikke bange for dem længere. Tak til Otto.
Jeg kan ikke li' at slå dyrene ihjel med en avis eller fluesmækker og se de små ben trække sig sammen i dødskramper. Men mit insektglas virker! Jeg har indfanget utallige edderkopper, stankelben, bier/hvepse, bænkebidere, natsværmere/sommerfugle oma. på denne måde i stedet for, og sat dem tilbage i naturen.
Kan man gøre noget, så de ikke kommer op af risten i badeværelset mv.?
Hilsen den skrækslagne