Duer

Fakta | 

Duer trives i vores byer og beboelseskvarterer, og de kan svine bygninger til, nedbryde mursten og mørtel, sprede sygdomme og ødelægge fx lofter med deres reder og ekskrementer.

Hvilke duearter lever i Danmark?

Ring-, tam- og til dels tyrkerduen er de mest almindelige duearter i Danmark. Navnlig optræder ringduen og tamduen i meget stort antal og har tilpasset sig livet i byerne og omkring mennesker. Men selvom duerne som art har stor gavn af de fremragende redefaciliteter og det spiselige affald, vores byer giver nem adgang til, så er de ikke lige populære overalt.

Nogle synes, at duerne er et hyggeligt indslag i bymiljøet, mens andre omtaler dem som "luftens rotter", hvilket ikke mindst skyldes deres veludviklede formeringsevne. Et par tamduer kan således få op til 9 kuld a 2 unger årligt under optimale forhold. Ringduerne er knap så hurtige på aftrækkeren og får - ligesom tyrkerduen - typisk kun 2-3 kuld årligt pr. par.

Duer lever primært af korn, frø og plantedele, men navnlig duer i byerne er ret alsidige og vænner sig hurtigt til at spise praktisk taget alt organisk materiale, de kan komme i nærheden af.

Hvordan kan duearterne kendes fra hinanden?

Ringduen med de karakteriske hvide pletter på halsen. Foto: Tommy Verting.
Ringduen med de karakteriske hvide pletter på halsen. Foto: Tommy Verting.

Ringduen - også kaldet skovduen - kendes dels på, at den har en stor hvid plet på hver side af halsen, dels på sin størrelse. Med en længde på op til 43 cm og et vingefang på op til 77 cm fylder den godt op i villahaven. Ringduen er vor mest almindelige due, og det skønnes, at der findes op mod en halv million ynglepar i Danmark, hvoraf mange lever på åbent land.

Tamduen er efterkommer af klippeduen, der lever vildt i bjergegne i Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten. Tamduen ligger rent størrelsesmæssigt mellem ring- og tyrkerduen, og dens fjerdragt kan næsten variere i det uendelige. Tamduen er i udpræget grad stationær, og kombineret med dens store formeringsevne betyder det, at en flok har tendens til at vokse temmelig ukontrollabelt, medmindre antallet reguleres af fødemangel, rovdyr eller målrettet bekæmpelse.

Tyrkerduen er den mindste af de almindelige duer. Den bliver typisk op til 32 cm lang og har en ensartet lys eller beige fjerdragt. Tyrkerduen er en køn fugl, der ikke optræder i nær samme antal som de to andre duearter og i øvrigt først blev almindelig Danmark op gennem 1960'erne. Tyrkerduen er sjældent til gene, men hannens ensformige kurren kan dog godt forekomme en smule enerverende.

Hvilke skader kan duer forårsage?

Alle de tre nævnte duearter er almindelige i byer og beboelseskvarterer. Men navnlig optræder den stationære - og særdeles fertile - tamdue i ret stort antal og er derfor den af arterne, der giver flest problemer.

Det største problem er duernes ekskrementer. De misfarver bygninger og kan desuden forårsage skader på sten og mørtel på grund af den høje koncentration af urinsyre, der over tid får bygninger til at forvitre. Dueklatter på biler kan også give lakskader.

Rent sundhedsmæssigt giver duernes ekskrementer en risiko for spredning af en halv snes smitsomme sygdomme og kan i større mængder, fx omkring rederne, give grobund for insektangreb eller andre gener i beboelsesbyggeri. Af samme årsag skal duer holdes langt fra fødevarefabrikation og salg af fødevarer.

Endelig larmer duerne en del, hvilket navnlig er irriterende, hvis de har besluttet at slå sig ned ude foran et vindue.

Misfarvende og sundhedsskadelige ekskrementer samt skræppende og støjende adfærd er nogle af de værste gener, som duer bringer med sig.
Misfarvende og sundhedsskadelige ekskrementer samt skræppende og støjende adfærd er nogle af de værste gener, som duer bringer med sig.

Hvordan forebygges duer i nabolaget?

Langt det mest effektive er at gøre nærmiljøet så ugæstfrit for duerne, at de finder et andet sted at slå sig ned.

Det vigtigste er at nægte duerne adgang til lofter, overdækkede terrasser og altaner eller andre højtliggende steder med læ, hvor de ynder at bygge rede. Det kan dels gøres ved almindeligt vedligehold, fx ved blot at reparere eller tildække alle åbninger, hvor de kan komme ind. Dels ved at spærre fx altanen af med en særlig slags grovmasket net, som duerne ikke kan komme igennem. Nogle ejendomme spænder endda net ud over hele baggården, så man slipper for at montere pigge osv. på tagrender og udhæng.

Et jordbærnet og 4 kroge kan være en effektiv måde at undgå duer på altanen.
Et jordbærnet og 4 kroge kan være en effektiv måde at undgå duer på altanen.

Dertil skal man sørge for at gøre opholdspladser og siddemuligheder så ugæstfrie som muligt. Man kan fx montere førnævnte pigge - også kaldet fakirer - eller fjederbelastede stålwirer ud, så det bliver ubehageligt eller decideret umuligt for duerne at sætte sig.

Som noget nyt er professionelle skadedyrsbekæmpere begyndt at montere strømførende, solcelledrevne skinner langs fx tagrender, så duerne får stød, når de sætter sig. Det er ganske vist ikke den billigste løsning, men den er diskret og effektiv. Desuden slipper man for et par gange årligt at rense pigge og wirer for blade og andet snavs.

Derimod har hverken flagrende foliestrimler, vinddrevne skræmmemekanismer og lign. opfindsomme mekanismer vist sig at have effekt i længere tid ad gangen. Duerne vænner sig hurtigt til forstyrrelserne og slår sig ned alligevel. Tilsvarende er apparater, der udsender skræmmeskrig eller ultralyd særligt virksomme. Det skyldes ikke mindst, at duer ikke hører specielt godt og snildt kan leve med en smule larm fra tid til anden.

Hvordan bekæmpes duer?

Tamduen - der er kilden til de fleste dueproblemer - er undtaget fra almindelige jagtbestemmelser og må slås ihjel året rundt. Man må også uden nærmere tilladelse gerne ødelægge dens reder og æg eller fange fuglene i fælder. Det er dog aldrig tilladt at anvende gift i bekæmpelsen af duer.

Tyrker- og ringduer må som udgangspunkt kun jages i deres respektive jagtperioder, aktuelt 1/11-31/12 (tyrkerdue) og 1/10-31/1 (ringdue).

Man kan dog - ligesom det er tilfældet med rådyr eller ræve - søge dispensation til bekæmpelse af både ring- og tyrkerduer som såkaldt "skadevoldende vildt" uden for jagtperioden. Det foregår digitalt på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside (se link under "Henvisninger" nedenfor).

Jagt i byzone kræver typisk særlig tilladelse fra en række myndigheder, hvorfor det bedst overlades til enten professionelle skadedyrsbekæmpere eller jægere med nøje kendskab til gældende regler. Spørg evt. det lokale politi til råds.

Publiceret: mandag 27. juni 2011

Kommentarer

Ingen kommentarer



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen