Fakta om måger og bekæmpelse
Måger er blevet en plage i flere byområder og svære at komme af med igen, hvis de først har slået sig ned i lokalområdet. Men du kan selv gøre noget for at forebygge nye kolonier, bl.a. ved at fjerne redemateriale i det tidlige forår.

- Med over 110.000 ynglepar er hættemågen den mest almindelige mågetype i Danmark.
Hvilke måger er almindelige i Danmark?
Den mest almindelige måge i Danmark er hættemågen, en mellemstor måge, der trods en vis tilbagegang stadig tæller over 110.000 ynglepar. Dernæst kommer sølvmågen med anslået 55-60.000 par og adskillige hundrede tusinde sølvmåger fra nabolandene, der overvintrer i kystnære danske områder. Desuden den lille stormmåge med 25-30.000 ynglepar.
Blandt de almindeligt udbredte - men trods alt knap så talrige - mågearter kan nævnes sildemågen med 4-6.000 ynglepar og svartbagen, der er en virkelig velvoksen krabat af en fugl med en længde på op til 70 cm og et vingefang på 1,5-1,7 meter. Det anslås, at den danske bestand af svartbage tæller ca. 2-3.000 ynglepar. Svartbagen kaldes også "havmåge".
Hvor lever måger?

- De fleste måger foretrækker hav og kystnære områder. Flere mågearter er dog de seneste år blevet et hyppigt syn i byerne, hvor de har vænnet sig til at leve tæt ved mennesker.
Enkelte mågearter, fx svartbagen, tilbringer næsten al sin tid til havs eller i kystnære områder, hvor de fanger fisk, jager andre fugles æg og yngel eller holder skarpt øje med fiskerbåde på vej ind. Det samme gælder i vidt omfang sildemågen.
De andre mågearter er mere alsidige og kan også findes langt inde i landet, hvor de - afhængigt af art - lever af alt fra insekter, orme og småfisk til andre fugles æg og unger.
Måger er endda blevet et hyppigt syn i byområderne, hvor navnlig sølv- og stormmågen gennem de seneste 30-40 år har formået at tilpasse sig menneskets tilstedeværelse i ganske imponerende grad. Hele mågekolonier slår sig fx gerne ned på flade tagarealer, der med deres spredte vandpytter og gode udsyn minder ganske meget om de strandenge, der er artens naturlige habitat - men med den betydelige fordel, at ræve ikke kan forstyrre kolonien.
Hvad lever måger af i byen?
Både sølv- og stormmågen har i endnu videre omfang end de øvrige mågearter formået at ændre spisevaner, så de kan drage fordel af de fødemæssige muligheder, mennesket tilbyder. Tidligere sås store flokke af måger fx på lossepladser, hvor de levede højt på madaffald. Det skønnes, at denne overflod af spiseligt affald grundlagde flere mågearters fremgang i den vestlige verden fra midten af det 20. århundrede og frem.
Den mulighed eksisterer ikke rigtig længere i Danmark, men til gengæld er de store fugle nu rykket helt ind i de centrale byområder. Her kan en lille flok måger lynhurtigt plyndre åbenstående skraldespande og containere samt "rydde op" på indkøbsstrøg og i forlystelseskvarterer, hvor rester af fastfood ligger frit tilgængeligt.
Mågerne finder også lynhurtigt frem til foderstof- og fødevareproducerende virksomheder, hvor de kan finde mad. Disse virksomheder er typisk nødt til at overdække udendørs arealer med net for at hindre de forslugne sølvmåger i at styrtdykke efter affald og andre godbidder.

- Selvom man har en pakke brød i overskud, er det en dårlig idé at forære den til mågerne.
Er det en god idé at fodre måger?
Nej.
Du kan gøre både dig selv og dine naboer en slem bjørnetjeneste ved at vænne de larmende fugle til, at de kan finde mad nær din bopæl. Det kan anspore dem til at bygge rede i området og over tid grundlægge en decideret koloni. Er det først sket, kan du godt forberede dig på, at mågerne år for år vil blive flere og flere i takt med, at de unge måger vokser op og selv bygger rede i nærheden af deres "barndomshjem".
Det kan endvidere være forbudt at fodre måger en række steder. Både kommuner, ejendomsforeninger og grundejerforeninger kan have regler mod fodring af måger.
Hvordan kan måger være til gene?
I byområder kan måger være til gene på flere måder. Først og fremmest larmer de voldsomt - især fra det sene forår og frem til eftersommeren, når der er unger i reden. Her holder unger og voksne nemlig kontakt ved at skrige til hinanden. Bogstaveligt talt fra tidlig morgen til sen aften.
I samme periode er mågerne ekstraordinært aggressive og på vagt over for alt, der kan opfattes som en trussel mod rede og unger. I den situation kan de store fugle finde på at flyve helt tæt på dyr eller mennesker, de opfatter som en trussel - eller endda anvende ekskrementer som "bombeskyts".
Mågerne raserer også gerne affaldscontainere og skraldespande, der ikke er blevet lukket ordentligt. Deres krasse (og rigelige!) ekskrementer kan desuden skade murværk, tagpap og billak, hvis de får lov at blive siddende.
Hvis mågernes redemateriale får lov at tilstoppe skorstene eller udluftningskanaler, kan det tillige udgøre en sikkerhedsmæssig risiko for mennesker eller skabe kimen til fugtproblemer.
Hvordan kan du forebygge dannelsen af mågekolonier?
Helt grundlæggende bør du selvsagt undlade at fodre måger, fjerne spiseligt affald og i øvrigt holde affaldscontainere lukket. Desuden bør bygherrer og entreprenører tænke mågeforebyggelsen med, når bygninger opføres eller renoveres. Læs mere herom i pjecer fra Aarhus og Aalborg Kommuner (se link nederst i artiklen).
Alle større og nogenlunde plane fremspring skal sikres med skråt siddende pigge, mens flade tagarealer, hvor der ikke dagligt færdes mennesker, kan sikres med wirer, så fuglene ikke uden videre kan slå sig ned.
Endelig bør man i ejendommen sørge for jævnligt at gennemgå taget og fjerne alle ansatser til mågereder i perioden januar-marts, hvor rederne bygges. Dette må man gøre uden nærmere tilladelse.

- Madaffald på lossepladser er guf for mågeflokke. Åbenstående skraldespande og containere i byområder har dog samme tiltrækkende effekt på de store fugle. Man skal derfor sørge for, at disse er lukkede.
Hvordan bekæmper du mågekolonier?
Gennem de seneste 30-40 år er storbymåger blevet et stigende problem i det meste af Europa. Man har forsøgt at bekæmpe fuglene med mange mere eller mindre fantasifulde og ambitiøse tiltag. Virkeligheden er dog, at fuglene ikke er så nemme at slippe af med, når de først har fået fodfæste i nærmiljøet.
Forebyggende tiltag som fx wirer eller pigge på tag og gesimser får ofte blot fuglene til at flytte til mere indbydende tagmiljøer i nabolaget. Forsøg med båndede advarselslyde eller automatiserede fugleskræmsler er sædvanligvis fuldstændig virkningsløse på længere sigt.

- Måger yngler ofte nær det område, hvor de selv er kommet til verden. For at undgå, at mågerne formerer sig, kan man fjerne redematerialer, inden mågernes yngletid går i gang.
Du må - som nævnt ovenfor - gerne fjerne redemateriale før yngletidens start i januar-marts. Dette kræver ikke tilladelse fra myndighederne.
Du kan også holde antallet nede ved at fjerne æg og unger. Men det kræver tilladelse fra Naturstyrelsen (tidligere Skov- og Naturstyrelsen), da mågerne er fredet i ynglesæsonen. Kontakt evt. Naturstyrelsen eller teknik- og miljøforvaltningen i din kommune for at få nærmere information. Undersøg også, om din kommune gør noget særligt i forbindelse med bekæmpelse af måger, som du kan drage fordel af. I nogle kommuner er regulering af måger endda en ydelse, som kommunen udfører uden omkostninger for den enkelte.
Du skal have tilladelse fra både Naturstyrelsen og den lokale politimester, hvis du vil skyde måger i et bestemt område, hvor de skønnes at udgøre en sikkerheds- eller hygiejnemæssig risiko. Tilladelsen er ikke helt nem at få, og du kan med fordel søge råd eller hjælp hos den kommunale miljø- og teknikforvaltning, den lokale jagtforening og/eller en skadedyrsvirksomhed med speciale i mågebekæmpelse.
Publiceret: tirsdag 15. marts 2011, ajourført: torsdag 15. marts 2012
Kolofon / Send feedback
Kilder
Danske-dyr.dk - Overvejende lukket site, men du kan typisk få adgang med kode fra dit lokale bibliotek.
Dofbasen.dk - Natur og fugle v. Dansk Ornitologisk Forening Lars Stenvang Hansen, miljøsagsbehandler, cand.scient., ph.d., Aarhus Kommune Klaus Godiksen, naturvejleder og skytte, Aalborg Kommune Claus Schultz, teknisk chef, Rentokil Skadedyrskontrol.
Henvisninger
Flere kommuner har udgivet gode pjecer om forebyggelse og bekæmpelse af måger i byzone. Se bl.a.:
"Duer og måger i Aalborg Kommune" | Pjece udgivet af Aalborg Kommune
"Måger i byen - når mågen bliver en uønsket tilflytter" | Pjece udgivet af Aarhus Kommune
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
i halvrimmen med snor og sølvpapir og skræmmeskud med luftgevær skuddene hade ingen effekt men sølvpapiret virkede --- men jeg har nu fået en politisag på nakken fordi nogle af naboerne mener det er ulovligt det jeg gør her ------mågerne har næsten ødelagt vandkvaliteten da de lukker meget skidt i vandet
algeene er 20 dobblet
råd ønskes ... takker på forhånd
Er der ikke en læser, der kan oplyse, hvilken lov der forbyder fodring?
pfh tak.