Ræven
Ræven er et af vores mest almindelige rovpattedyr og et kendt indslag i den danske natur. Læs, hvordan en ræv kan være farlig, og få gode råd til at få den væk fra haven.

- Ræven er et almindeligt dyr i Danmark.
Hvad kendetegner ræven?
Ræven (Vulpes vulpes) er et af de mest velkendte pattedyr i den danske natur, og alle danskere har fra tid til anden set en rødbrun "Mikkel" med den spidse snude, de trekantede ører og den buskede hale. Typisk om aftenen, når den krydser vejen eller løber væk i billygternes skær, eller en tidlig morgen, hvor den lister gennem haven. Ræven er altovervejende aktiv om natten og i skumringen.
Af statur er den voksne ræv spinkel. Den vejer 6-8 kilo, og dens krop er op til 70 cm lang. Dertil kommer den buskede hale, der måler knap en halv meter. Hannen er typisk en smule større end hunnen.
Dyrene parrer sig i januar/februar. Efter en drægtighedsperiode på godt 50 dage føder hunnen et kuld bestående af fire-syv unger. Ungerne begynder at skifte til voksenpels efter en lille måneds tid.
Ræven lever gerne i grave og huler, som den undertiden deler med grævlinge. Den opholder sig også under åben himmel og kan bl.a. overraskes i højt græs under en lur i solen.
Hvad lever ræven af?
Ræven er et rovdyr og lever overvejende af små gnavere, navnlig mus. Derfor er ræven i mange tilfælde til stor nytte, fordi den kan være med til at holde bestanden af mus (eller rotter) nede, så de små gnavere ikke bliver en plage. Men den er bestemt ingen kostforagter og spiser også gerne anden føde såsom fugle, egern, harer og spæde rålam.
Den har i tidens løb gjort sig stærkt upopulær blandt kanin- og hønseejere. Den spiser nemlig gerne de små husdyr, hvis den får held til at møve sig ind i deres bur eller indhegning. Ofte udarter et besøg fra en ræv sig til et regulært blodbad, da den i sin befippelse over det rigelige fødeudbud ender med at tage livet af langt flere husdyr, end den har mulighed for at spise.
Hvor udbredt er ræven?
Ræven er udbredt over hele landet, dog undtagen enkelte øer. Den findes f.eks. i så begrænset omfang på Bornholm, at den i årevis har været betragtet som udryddet af skab.
Ræven lever i langt de fleste naturtyper, men har også været fantastisk god til at tilpasse sig menneskers tilstedeværelse. Således kan man ikke blot træffe ræven i landdistrikterne, men også i parcelhuskvarterer og kolonihaveområder meget tæt på byerne.
Dog er rævebestanden i perioder i løbet af de seneste 20-30 år blevet decimeret voldsomt i forbindelse med udbrud af skab.

- Ræv med skab.
Foto: Skov- og Naturstyrelsen.
Hvad er skab?
De nordiske rævebestande har siden 1980’erne været under pres fra udbrud af skab. Skab er en 0,2-0,4 mm lang mide, der optræder som hudparasit hos en række pattedyr. Miden graver gange i huden, hvilket medfører en voldsom kløe, svækker hudens modstandskraft og giver grobund for sår og infektioner.
Angrebet forværres af, at ræven kradser og klør sig vedholdende for at komme irritationen til livs. Pelsen tager også skade og falder af i totter, primært fordi den underliggende hud ganske enkelt ødelægges. Typisk dør ræven efter få måneder af afkræftelse, sult og følgesygdomme.
I perioder har udbruddene haft nærmest epidemisk karakter. Formentlig fordi de nordiske rævebestande ikke har haft en naturlig modstandskraft mod miden, som det f.eks. ses i Mellemeuropa. Efter et voldsomt udbrud stiger modstandskraften over for miden i det pågældende område, og håbet er, at den danske bestand til sidst vil opnå en naturlig immunitet. Det er muligvis ved at ske i Jylland, hvor epidemien længe har været på retur. Miden har dog taget turen over Storebælt, hvorfor de sjællandske ræve siden 2003 er kommet under stigende pres.
Skab kan som nævnt angribe andre pattedyr, herunder også hunde og i mild form mennesker. Men sygdommen er meget nem at behandle. Søg dyrlæge (eller praktiserende læge) ved mistanke. Se links til flere oplysninger om skab nederst i denne tekst.
Kan ræven være til gene for haveejeren?
De fleste synes, at det er spændende fra tid til anden at have en ræv på gennemfart i haven. Men den kan naturligvis være til gene, hvis du holder mindre husdyr udenfor, f.eks. kaniner eller høns. Ellers er den stort set harmløs.
Har du ræve i haven, bør du dog være på vagt over for dens ekskrementer, da de kan være inficeret med æg fra en særlig bændelorm, som også kan angribe mennesker og hunde. Ormen kan i værste fald sætte sig i leveren og over tid være årsag til svulster. Dette er ganske vist ekstremt sjældent, men sørg alligevel for altid at vaske grøntsager og krydderurter grundigt, hvis du har ræve i haven.
Ræve kan også sprede rabies (hundegalskab), der ubehandlet kan være dødelig for dyr og mennesker. Er du så uheldig at blive bidt af en ræv, bør du dog ikke være specielt nervøs for rabies, medmindre sygdommen findes i lokalområdet. Ellers er rævebid ikke farligere end alle mulige andre dyrebid. Men såret bør naturligvis renses og behandles. Ligeledes bør du kontrollere med egen læge, om din stivkrampevaccination stadig er virksom. Hvis ikke, bør du få en ny med det samme!
Hvordan slipper du af med ræve i haven?
Ræven er som nævnt ikke til gene sammenlignet med de fleste andre dyr, vi opfatter som skadevoldende. Derfor bør de fleste fint kunne leve med at se ræven i haven indimellem. Men det er naturligvis værd at huske, at den er et vildt dyr, og at du derfor aldrig bør fodre den eller forsøge at gøre den tam.
Holder du kaniner, høns eller andre mindre husdyr udendørs, bør du selvsagt sørge for, at buret er hegnet grundigt af i både top, bund og sider, så ræven ikke kan komme ind. Brug tråd og hegn af en kraftig kvalitet, ikke kyllingetråd. Det kan ræven ret let bide eller flå sig igennem.
Desuden kan ræven være til gene, hvis den f.eks. har fået unger under dit hus, eller hvis den graver i haven eller efterlader sin afføring overalt.
Kommunen har ikke pligt til at hjælpe dig af med en generende ræv. Nogle kommuner har dog en aftale med den lokale jagtforening, der kan hjælpe dig af med rævene, typisk ved at sætte fælder op. Derimod er gift helt og aldeles forbudt, ligesom det heller ikke er lovligt at skyde dyrene i byzone.
Kontakt kommunens teknik- og miljøforvaltning eller nærmeste afdeling af Skov- og Naturstyrelsen, hvis du er i tvivl om, hvordan du griber problemet an på den bedste og mest skånsomme facon.
Publiceret: mandag 31. maj 2010
Kolofon / Send feedback
Kilder
Jan Kjærgaard, biolog og naturvejleder, Skov- og Naturstyrelsen
Danske-dyr.dk
Skovognatur.dk
Wikipedia.org
Sundhedsguiden.dk
Havenyt.dk
Henvisninger
Læs mere om skab på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside Dyrenes Beskyttelse har også en god side om skab Læs mere på Skov- og Naturstyrelsens side om ræve. På siden findes også links til artikler om relaterede emner, herunder om at leve med ræve i lokalområdet Læs mere om rævens biologi og adfærd på Danske-dyr.dk
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer
Men det syntes altså at virke!!!
Venligst
John Drage