Kort resumé

  • Fjernelse af hvepsebo er den mest effektive metode til at bekæmpe hvepse i haven.
  • Hvepsebo bør fjernes forår eller tidlig sommer og sen aften eller nat.
  • Hvepse er nyttedyr, da de bestøver planter og spiser skadedyr.

Er hvepse nyttige?

Selv om hvepse kan være generende, er de også nyttedyr i haven.

De er med til at bestøve planter, og de fortærer fluer og sommerfuglelarver, som går i køkkenhavens planter.

Derfor bør du kun bekæmpe hvepse, hvis de for alvor generer dig.

Bliver du generet af hvepse, når du sidder på terrassen, er den mest effektive bekæmpelse at finde frem til hvepseboet og fjerne eller uskadeliggøre det. Du kan enten selv gøre det, bede et skadedyrsfirma om at fjerne boet eller prøve at kontakte en lokal biavler (evt. gennem Danmarks Biavlerforening).

Hvordan finder man hvepsebo?

Den nemmeste måde at finde et hvepsebo på er at lægge mærke til, hvor hvepsene flyver hen. Hvepse bygger ofte hvepsebo et beskyttet sted, som de samtidig nemt kan flyve ind i udefra – fx i/på:

  • Ubeboede bygninger som skure, garager og legehuse
  • Tagudhæng
  • Fuglehuse
  • Lofter.

Fjernelse af hvepsebo

Hvis du kan finde frem til hvepseboet, kan du fjerne det ved at putte en affaldssæk rundt om boet og pille det ned. Men vær forsigtig og tag nedenstående forholdsregler. Vi advarer mod bekæmpelse af hvepse, hvis du er allergisk overfor hvepsenes gift.

I videoen herunder viser biavler Susanna Hansen, hvordan du fjerner et frithængende hvepsebo.

Klæd dig ordentlig på, hvis du skal fjerne et hvepsebo:

  • Tag en kraftig, tyk trøje på.
  • Pak din hals ind i et tykt halstørklæde.
  • Tag kraftige handsker på. Træk evt. trøjens ærmer ned over toppen af handskerne og sæt en elastik eller tape omkring, så du er sikker på, at hvepsene ikke kan komme ind under dine trøje.
  • Brug en hat med bred skygge, som du beklæder med et myggenet, så du ikke bliver stukket i ansigtet.

Brug en kraftig affaldssæk. Sørg for at gøre den klar, så du hurtigt kan få den rundt om hvepseboet og lukke til. Du kan se i videoen, hvordan du gør.

Slå knude på sækken, så snart du har pillet boet ned. Læg sækken i fryseren. Det er en human måde at aflive hvepsene, og efter et par dage kan du blot smide sækken med hvepseboet til skrald.

Hvis hvepseboet hænger frit, kan du også uskadeliggøre det ved at sprøjte insektgift direkte op i indgangshullet i bundet af boet. Det vil hurtigt slå hvepsene ihjel, og efter 10-15 minutter kan du fjerne hvepseboet.

Hvornår bør man fjerne hvepsebo?

Hunnerne går normalt i gang med at bygge deres eget hvepsebo i midten af april. Det nye hvepsebo starter ud med at have størrelse svarende til en valnød, men bliver større og større hen over sommeren. Når hvepseboet er størst, kan det rumme flere tusinde hvepse.

Fjernelse af hvepsebo er nemmest, hvis du gør det tidligt på sæsonen – i foråret eller først på sommeren – hvor det ikke er så stort og er hjem for færre hvepse.

Du bør fjerne boet om aftenen eller om natten. Her er alle individer hjemme i boet, og hvepsene er ikke lige så aktive, som de er om dagen. Mørket og de lavere temperaturer lægger en dæmper på hvepsenes aggressivitet.

Du kan også fjerne et hvepsebo om vinteren, men det vil ingen effekt have på antallet af hvepse om sommeren, da det vil være tomt. 

Sådan bygger hvepse deres bo

Hvepse bygger deres bo af en slags papir, som de selv laver. Hvepsene gnaver små stykker af tørt træ og blander det med spyt, så det bliver til en flydende masse. 

Materialet bruges enten til at forme de sekskantede celler, hvor dronningen lægger sine æg, eller til de tynde lag, som skærmer cellerne for vind og vejr og udgør hvepseboets ydre. 

Hvepse bygger ofte deres bo i hule vægge eller under udhæng på bygninger, fordi det giver beskyttelse mod regn og rovdyr.

Kilde: Statens Naturhistoriske Museum

Bekæmpelse af skjulte hvepsebo

Hvis det viser sig, at hvepseboet er skjult – fx i en hulmur i dit hus – så du ikke kan pille det ned eller sprøjte insektgift ind i det, må du ikke stoppe hvepsenes indgange til. Det vil få hvepsene til at søge efter andre veje ind og ud, og det kan betyde, at hvepsene kommer ind i dit hus.

I stedet kan du pudre med insektgift de steder, hvor hvepsene flyver ind og ud. På den måde tager hvepsene selv giften med tilbage til hvepseboet. Husk at bruge insektgift, der er godkendt til at bekæmpe flyvende insekter. Du kan tjekke, om et middel er godkendt, i Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddeldatabase.

Denne bekæmpelse skal som regel gentages nogle aftener i træk. Det er mest hensigtsmæssigt at gøre i aftentimerne, når hvepsene er mindre aktive og aggressive end i dagtimerne. 

Hvis du opdager et hvepsebo på loftet, i en hulmur eller lignende, er det en god idé at lukke for hvepsenes adgang til stedet hen på efteråret, når hvepsene er døde, men inden næste forår. På den måde forhindrer du næste generation af hvepse-dronninger i at starte et nyt  hvepsebo i dit hus. 

Forskellige arter af hvepse

I Danmark findes der syv forskellige arter af hvepse, som egentlig hedder gedehamse. Den mest almindelige art har det latinske navn Vespula vulgaris. Vulgaris er latinsk for ”almindelig” og derfor hedder den også almindelig gedehams på godt dansk. Arbejderhvepsense har typisk en størrelse på 11-14 mm.

I Danmark findes også den store gedehams – Vespa crabro - der kan blive op mod 25 mm.

Hvepse-samfund består af dronninger, hanner og arbejdere, der bo i et fælles hvepsebo.

Kilde: pestium.dk