Lyd skræmmer ikke skadedyr væk
Rotter, mus, myg og muldvarpe lader sig ikke skræmme væk af elektroniske produkter, der udsender lyd. Ingen af dem har nogen effekt, siger skadedyrseksperter.
Det lyder forjættende, når annoncer lokker med ”100 procent giftfri og effektive” elektroniske dimser, der med båndede dyreskrig eller ultralyd skræmmer skadedyr som rotter og muldvarpe væk. Helt uden gift, fælder, lokkemad, død og andre ubehageligheder.
Der er bare én lille hage ved de elektroniske skræmmeprodukter: De virker ikke. Det gælder, uanset om dit mål er at smide rotter, mus, mår, muldvarpe, mosegrise eller myg på porten, siger en række skadedyrsforskere til Bolius.
P3 lige så god til at skræmme skadedyr
– Til dato har jeg ikke prøvet et eneste elektronisk skræmmeprodukt, der var i stand til at holde mus eller rotter væk i mere end allerhøjst et døgn af gangen, siger Jens Lodal, biolog og seniorrådgiver på Skadedyrslaboratoriet under Aarhus Universitet.
– Dyrene finder hurtigt ud af, at dimsen ikke er farlig. Herefter ignorerer de den totalt, siger Jens Lodal.
Han tilføjer, at han i forsøg har konstateret ”præcis samme skræmmeeffekt med en radio, der var tunet ind på P3”.
Mår og muldvarp kommer også igen
På samme måde tyder intet på, at en mår lader sig påvirke af elektroniske skræmmere i mere end et ganske kort stykke tid – det vil sige, indtil de har vænnet sig til apparatets tilstedeværelse og de nye lyde.
Det samme gør sig gældende med muldvarpe, der ifølge nogle producenter kan smides ud af haven med produkter, der enten spreder meget høj- eller lavfrekvente lyde gennem mulden.
Højfrekvent lyd kan ikke genere muldvarpe
–Tager vi de højfrekvente lyde først, så dæmpes de hurtigt af jorden og har derfor meget ringe udbredelse. Derfor kan ultralyd ikke have nogen skræmmeeffekt af betydning under jorden - det er ren fysik, konstaterer biolog og seniorforsker Henrik Skovgaard fra Skadedyrslaboratoriet.
Derimod kunne lavfrekvente lyde i princippet godt fungere som muldvarpeskræmmere, da lyde i det helt lave frekvensspektrum har meget lang rækkevidde gennem jord, siger Henrik Skovgaard.
”Der er jo også muldvarpe ved motorvejen”
– I så fald ville vi dog ikke se muldvarpeskud nær motorveje, hvor der jo er masser af lavfrekvent støj i de øverste jordlag, forklarer han.
– Men også her og nær andre store færdselsårer trives muldvarpene i bedste velgående, hvilket enhver jo kan konstatere ved at køre en tur. Det tyder alt andet lige på, at lavfrekvent lyd ikke er meget bevendt som muldvarpeskræmmer, siger Henrik Skovgaard.
Lyd uden effekt på mosegrise
Heller ikke mosegrise kan smides ud med lyd. Det siger forskningschef Axel Bro Madsen, Danmarks Miljøundersøgelser.
– Tyske forskere har foretaget nogle meget grundige forsøg med elektroniske skræmmeprodukter, der entydigt konstaterer, at produkterne ikke har nogen effekt over for mosegrise, siger Axel Bro Madsen.
Han konstaterer, at de tyske resultater er så overbevisende, at Danmarks Miljøundersøgelser ”har besluttet ikke at udføre tilsvarende forsøg. Det ville være spild af tid og penge.”
Myg komplet ligeglade ultralyd
Der er heller ikke noget at komme efter, hvis du satser på en hyggelig grillaften uden anden myggebeskyttelse end en lille elektronisk dims, der udsender den – for mennesker uhørlige – ultralyd eller lyde, der f.eks. gengiver frekvenser svarende til andre mygs vingeslag.
– Hunmyggen – der jo er den, der stikker – er ret ligeglad med lyd og hører faktisk temmelig dårligt. Derfor forstår jeg ikke helt, hvorfor nogen har fået den idé at skræmme myg med lyd. For det virker simpelthen ikke, siger seniorforsker Michael Christensen fra Skadedyrslaboratoriet.
10 forsøg fastslår, at elektroniske myggeskræmmere ikke virker
Han bakkes op af en artikel fra årets første udgave af det internationalt anerkendte sundhedsfaglige magasin, The Cochrane Library.
Her konstaterer forfatterne i deres gennemgang af ti, uafhængige forsøg foretaget af forskningsinstitutioner forskellige steder i verden, at intet tyder på, at elektroniske myggeskræmmere af hverken den ene eller anden slags har nogen som helst effekt.
Forfatterne til en brasiliansk forskningsrapport om emnet foreslår decideret, at lydskræmmerne forbydes, da de kan give mennesker i tropiske og subtropiske områder en falsk tryghed i forhold til risikoen for at blive stukket af en malariamyg.
Traditionel bekæmpelse er vejen frem
Vil du undgå myggestik, er der altså ingen vej uden om tykt tøj og myggemiddel i lange baner, hvis du vil nyde de lune sommeraftener, vi forhåbentlig har i vente senere på året.
Ligeledes er der med de øvrige skadedyr ingen vej uden om at anvende traditionel forebyggelse og gennemprøvede bekæmpelsesmidler.
|
Tjek, hvordan du undgår skadedyr Læs mere om, hvordan du undgår skadedyr på Skadedyrslaboratoriets hjemmeside. Du kan også få gratis, telefonisk rådgivning på Skadedyrslaboratoriets konsultation alle hverdage mellem 9 og 12 på telefon 45 87 80 55. |
|
Undersøgelser om myggeskræmmere I de to nedenstående undersøgelser kan du læse mere om myggeskræmmere, der ikke virker:
|
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer