Måger snart et større problem end duer
Måger plager mange boligejere, og lige nu er det sidste chance for at slippe af med dem for i år. Læs, hvordan du gør.

- Måger søger i stigende grad væk fra de kystnære områder og ind til byerne. Udviklingen har stået på de seneste 30-40 år, og i Danmark giver mange borgere udtryk for at være plaget af den larmende fugl.
Måger er blevet en stor plage i flere danske byer, hvor de skriger så højt, at det kan være svært at sove, og hvor de kan finde på at gå til angreb på mennesker.
– Vi får efterhånden rigtig mange henvendelser om problemer med måger, og nogle steder opfattes de decideret som en større plage end duer, siger Claus Schultz, teknisk chef i Rentokil Skadedyrsbekæmpelse.
- Jeg ved ikke, om der er blevet flere måger, eller om de bare er søgt ind til byområderne i højere grad end før. Men mit indtryk er helt klart, at de bliver stadig frækkere og mere pågående. Måske i takt med, at de mister deres naturlige frygt for mennesker.
LÆS OGSÅ: Sådan slipper du for duer på din altan

- Om sommeren, når der er unger i reden, er problemet med aggressive og larmende måger størst.
Måger er aggressive og støjende
Aalborg Kommune modtog alene i sommeren 2010 mere end 400 klager fra mågeplagede borgere, og også i Aarhus er der flere steder problemer med de store fugle.
Problemerne er størst om sommeren, når der er unger i reden. Da går mågerne nemlig ofte til angreb på alt, hvad de opfatter som en trussel. Det går typisk ud over beboere, der opholder sig i baggårde, eller folk på åben gade, der tilfældigvis spadserer forbi en mågeunge, der er drattet ud af reden.
Svært at lægge børnene til at sove
– Måger kan være til alvorlig gene på flere måder, og navnlig går larmen mange mennesker på. For det kan være rigtig svært at lægge børnene til at sove, når et mågepar i nabolaget skriger store dele af døgnet for at holde kontakt med deres unger, siger miljøsagsbehandler Lars Stenvang Hansen fra Aarhus Kommune.
Desuden kan fuglenes krasse ekskrementer gøre varig skade på alt fra billak til tagpap og murværk, hvis klatterne får lov at blive siddende.

- Mågerne holder primært til i områder med lejlighedsbebyggelse, hvor flade tage, ubenyttede altaner og uforstyrrede afsatser er velegnede steder at bygge rede. For at mindske problemet med måger kan man inden yngletiden i januar-marts fjerne redematerialer.
Måger får folk til at flytte
Lars Stenvang Hansen hører ind i mellem fra mennesker, der ganske enkelt overvejer at flytte fra områder, hvor mågerne har slået sig ned.
– På den anden side er der sandsynligvis også rigtig mange mågeplagede borgere, vi ikke hører fra. Formentlig fordi de ved, at kommunen reelt ikke har mulighed for at gøre noget effektivt ved problemet, siger han.

- Der er masser af mad at finde på fortove og i skraldespande for måger i byområderne.
Byer er ideelle levesteder for måger
Naturvejleder og skytte Klaus Godiksen, Aalborg Kommune, mener, at byerne er indrettet, så mågerne har optimale livsbetingelser.
– Mange moderne bygninger har kæmpestore, flade tagarealer, hvor der står vandpytter store dele af året. Det minder til forveksling om strandengen, der er mågernes naturlige habitat. Men med den væsentlige bonus, at mågerne kan være i fred for større rovdyr som fx ræve, siger Klaus Godiksen.
Derfor er det især folk i lejligheder, der generes af måger. Derimod er der sjældent de samme problemer med måger i villakvartererne, hvor der både er mindre mad og langt færre velegnede, uforstyrrede redelokaliteter.
Masser af mågemad på åben gade
I byen er det også let at opfostre en velvoksen flok mågeunger, da fuglene let kan finde masser af fastfood-rester.

- Det er en rigtig dårlig idé at fodre fugle som måger og duer, som man ikke ønsker nær sin bopæl. Vænner de sig først til, at der er mad at finde, vil det også være her, de bygger rede.
– Desuden finder nogle mennesker glæde ved at fodre mågerne fra deres tagarealer eller lejligheder. Det er måske sødt tænkt, men reelt temmelig dumt og ubetænksomt, fordi du genererer hele nabolaget ved at trække fuglene til, understreger Klaus Godiksen.
Forebyg mågeplagen før den opstår
Lars Stenvang Hansen mener, at du til en vis grad kan forebygge plagen ved at sætte wirer og pigge op på flade tagområder, så mågerne ikke uden videre kan slå sig ned eller finde hvile, læ og gode redepladser.
– Til gengæld er det ikke særlig pænt at se på, hvis du plastrer din ejendom til med pigge og wires – og der er aldrig nogen garanti for, at det faktisk holder mågerne væk, tilføjer han.
Fjern mågernes reder nu
Den bedste måde at slippe for måger er at fjerne deres reder allerede i januar-marts, hvor de begynder at bygge rederne. Det er dog kun tilladt, inden de lægger æg.
– Men har mågerne først slået sig ned i nabolaget, er der desværre ikke nogen forholdsregler, der fungerer virkelig effektivt. For gør din ejerforening livet surt for mågerne på jeres eget tagareal, flytter de typisk bare over til naboejendommen, hvor man måske ikke har været helt så flittig, konstaterer Lars Stenvang Hansen.
I Aalborg skyder man måger
Aalborg Kommune har som den første danske kommune fået dispensation fra både den lokale politimester samt Naturstyrelsen til at bortskyde 50-80 gamle mågepar i midtbyen i løbet af foråret 2011.
– Vi håber at tage brodden af problemet ved at skyde de gamle ynglepar i midtbyen. Ideen er at begrænse antallet af unge måger, der vender tilbage for at yngle dér, hvor de selv blev klækket, forklarer naturvejleder og skytte Klaus Godiksen, Aalborg Kommune.
LÆS OGSÅ: Fakta om måger og bekæmpelse
Fakta om mågebekæmpelse
- Ved nybyg eller tagrenovering bør du gøre det svært for mågerne at finde hvile eller bygge rede. Læs fx mere hos Århus Kommune her.
- Du må uden videre fjerne mågernes redemateriale, før fuglene lægger æg. Her skal du være hyppigt ude i perioden januar-marts.
- Du skal have tilladelse fra Naturstyrelsen, hvis du vil fjerne mågernes æg eller unger – søg evt. råd hos kommunens miljø- og teknikforvaltning eller find nærmere information på naturstyrelsen.dk.
- Du skal have tilladelse fra både Naturstyrelsen og den lokale politimester, hvis du vil skyde måger fra et bestemt område, hvor de skønnes at udgøre en sikkerheds- eller hygiejnemæssig risiko. Tilladelsen er ikke helt nem at få, og du kan med fordel søge råd eller hjælp hos den kommunale miljø- og teknikforvaltning, den lokale jagtforening og/eller en skadedyrsbekæmpelsesvirksomhed med speciale i mågebekæmpelse.
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer