Nu skal rotten ha’ da da

Nyhed |  Publiceret: fredag 3. september 2010

Miljøminister Karen Ellemann er klar til at erklære de danske rotter krig. Derfor barsler hun med en ny handlingsplan, hvor fokus flyttes fra bekæmpelse til forebyggelse. Se hovedtrækkene i planen her.

Ny rotteplan skal nedbringe antallet af rotter.
Ny rotteplan skal nedbringe antallet af rotter. Foto: Keld Skytte Petersen.

I dag skal rottefængeren komme på besøg hos alle i landzonerne, uanset om der er rotter eller ej. Men nu er der planer om at droppe de steder, hvor der ingen rotter er, og i stedet fokusere på bedre forebyggelse og bekæmpelse.

- Hvis rottefængeren efter et antal besøg ser, at der ingen rotter er, så kan der skæres i antallet af besøg, så indsatsen kan koncentreres, hvor der er anmeldelser om rotter, forklarer Thomas Bruun Jessen kontorchef hos By- og Landskabsstyrelsen.

Det er et af foreslagene i en ny rottehandlingsplan, som miljøminister Karen Ellemann (V) har sendt i høring indtil 6. september, hvorefter den endelige plan udarbejdes og sættes i værk. Rottehandlingsplanen skal nedbringe antallet af rotter, der plager mange boligejere. Sidste år fik kommunerne 137.141 anmeldelser om rotter.

Kommunerne skal have en rotteplan

En anden del af planen er, at alle kommuner skal have en rottebekæmpelsesplan.

- I dag er det mere reglen end undtagelsen, at kommunerne ikke har en rottebekæmpelsesplan, siger Miljøministeriets konsulent i rottebekæmpelse Peter Weile.

På den måde vil kommunerne få overblik over deres mål og dermed afsætte de nødvendige midler, f.eks. med ekstraindsats overfor de mere sårbare områder i kommunerne.

- Rottebekæmpelse foregår i udlicitering, og når man ikke har et samlet mål, vil det jo ofte være prisen og ikke kvaliteten, som er kommunernes parameter, når de skal vælge rottefænger. Vi ved jo godt, at vi ikke får en Gucci-taske for 25 kroner, og det samme gælder på rotteområdet, siger Peter Weile.

Rottespærring skal evalueres

De senere år er der mange steder opsat rottespærring i rørføringen for at forhindre rotter i at komme ind i boligen.

Københavns Kommune har været foregangskommune, og her skal der laves en storstilet evaluering.

- Vi regner med at have en evaluering klar i midten af 2011, fortæller miljøkontrollør i Københavns Kommune, Michael Møller.

Den svageste rottegift først

Rotter bliver stadigt mere modstandsdygtige overfor gift. For at forebygge resistensen lægger den nye plan op til, at den svageste gift skal bruges først. Men det vil fortsat gælde som i dag, at gift skal lægges ud af professionelle, og det ikke må ske inde i boligen.

Du har pligt til at anmelde rotter

Du har pligt til at anmelde mistanke om rotter i og omkring boligen. Anmeldelsen skal ske til kommunen, som derefter har pligt til at komme ud til din bopæl. Er rottefaren indendørs, skal rottefængere komme hurtigt, mens der udendørs kan gå op til 8 dage.

Når fejlen er fundet, har du som grundejer pligt til at udbedre fejlen. Kommunen kan udstede et påbud, hvis du ikke retter fejlen, men det sker kun ganske sjældent, da langt de fleste hellere end gerne vil af med rotterne.

Du har ret til hurtig og effektiv hjælp

Der vil komme mere information og vejledning om både rådgivning og bekæmpelse. På den måde vil du i højere grad kunne se, hvilken ydelse du har ret til.

Allerede i dag sætter By- og Landskabsstyrelsen pris på, når folk anmelder, hvis de ikke har fået den berettigede hjælp. Hvis du får rotter og ikke får den ydelse, du mener at have krav på, kan du henvende dig enten på styrelsens hjemmeside eller til Miljøministeriets rottekonsulenter.

Fakta om den nye plan mod rotter

  • Boligejerne kan anmelde 24 timer i døgnet.
  • Fokus på boliger med rotteproblemer frem for besøg hos alle i landzonerne.
  • Alle kommuner skal have en handlingsplan mod rotter.
  • Den svageste rottegift først så resistens mindskes.
  • Mere information og vejledning.
  • Tilsynet med private bekæmpelsesfirmaer skærpes.
  • Styrkelse af eksamen og autorisering af rottefængere.

Så mange rotter er der

  • Gennem de seneste to årtier har der været et stigende antal rotteanmeldelser.
  • I 2009 modtog kommunerne 137.141 rotteanmeldelser, i 2008 hvor det toppede lå tallet på 173.846 anmeldelser.
  • 2008 brugte de danske kommuner omtrent 80 millioner kroner på rottebekæmpelse.

Kilde: By- og Landskabsstyrelsen

 

Kommentarer

Ja, og så hedder det FORKERT ;-)
Keld Skytte Petersen | 03 Oct 2010
Miljøminister Karen Ellemann er klar til at erklærer de danske

Forket. Det hedder erklære
Annelise Rasmussen | 03 Sep 2010
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen