Ny mariehøne kan ødelægge dine møbler
Hundredvis af harlekinmariehøns kan trænge ind i danske boliger, hvor de kan ”angribe” vægge og møbler. Risiko for, at de kan fortrænge almindelige mariehøns.

- Harlekinmariehøns laver lugtende pletter på tapet og møbler, som nærmest er umuligt at vaske af. Foto: Tove Steenberg.
Harlekinmariehønen, der kom til Danmark i 2006, er ikke kun et nyttigt dyr i haverne.
Om efteråret kan hundredvis af dem trænge ind i en bolig.
Harlekinmariehønen udskiller et flydende stof, som sætter sig på vægge og møbler. Det lugter og er nærmest umuligt at vaske af.
- Det bedste er at komme af med dem hurtigst muligt, når de er kommet ind i huset. Det klares bedst med støvsugeren, fortæller seniorforsker ved Skadedyrlaboratoriet ved Aarhus Universitet, Tove Steenberg.
Forsikring dækker ikke skader efter mariehøns
Hvis du er nødt til at skifte møbler og tapetsere om, er det for egen regning.
- Der er ikke noget at komme efter hos forsikringen, når det gælder harlekinmariehønen. Heller ikke hvis du har en tillægsdækning af insektangreb, da de kun dækker svækket bæreevne i konstruktionen. Det er en af den slags ting, du kan komme ud for som boligejer, fortæller Christian Skødt, chefkonsulent i Forsikringsoplysningen.
Harlekinmariehønen vil helst overvintre i huse

- Harlekinmariehønen kan se ud på så mange forskellige måder, at selv biologerne kan blive i tvivl. Her er et udpluk af varianter.
Harlekinmariehønen findes primært i byområder i Danmark, især i København, oplyser Hans Peter Ravn, seniorforsker ved Skov og Landskab på Københavns Universitet.
Harlekinmariehønen kommer oprindeligt fra Asien, hvor de søger de ind i klipper, men dem har vi ikke mange af i Danmark. De erstatter klipperne med huse og kravler ind gennem revner og sprækker. Derfor kan harlekinmariehøns kommer helt ind i boligen. Og det i stort antal.
- Den største indrapportering vi har haft i Danmark er på 200 mariehøns, men vi ved fra England og Tyskland, hvor de har været længere, at de kan komme i tusindtal, beretter Tove Steenberg.
Harlekinmariehøne spiser bladlus
I sommerhalvåret er harlekinmariehønen umiddelbart et nyttigt dyr i haverne på linje med andre mariehøns, da den guffer bladlus i sig med stor appetit.
- Men harlekinmariehønen er større og mere grådig end de andre mariehøns, som er normalt hjemmehørende i Danmark. Samtidig formerer de sig hurtigere end den almindelige 7-plettede danske mariehøne, som kun får et kuld om året, fortæller senior forsker ved Skadedyrlaboratoriet Tove Steenberg.
Harlekinmariehøns kan fortrænge danske mariehøns
Udover at spise bladlus, spiser harlekinmariehønen også andre mariehøns’ larver, så harlekinmariehønen kan, hvis de stadig vokser i antal, fortrænge de danske mariehøns.

- Det er den almindelige 7 plettede mariehøne, som kan finde på at bide for at skaffe væske. Men harlekinmariehøns kan fortrænge de oprindelige danske mariehøns. Foto: Tove Steenberg.
I følge Skadedyrlaboratoriet kendes tilfælde fra udlandet, hvor mennesker har udviklet allergi overfor harlekinmariehønen.
- Der vides kun meget lidt om, hvordan en harlekinmariehøneallergi opstår, og hvordan den udvikler sig, fortæller Dr. Helen Roy fra Centre for Ecology & Hydrology, England, hvor hun leder den britiske forskning i harlekinmariehønen.
- Vi kender kun til nogle få tilfælde af allergisk udslæt og bid fra mariehønen, så vi anser deres største trussel for at være, at de fortrænger andre mariehøns, uddyber Helen Roy.
Det er den almindelige mariehøne, som bider
Sidste år oplevede mange danskere at blive bidt af mariehøns, men det var den almindelige 7-plettede mariehøne.
- Tørstige mariehøns vil bide i hvad som helst for at få væske. Er der mennesker, så vil de også bide i os, forklarer Hans Peter Ravn.
Sådan kender du harlekinmariehønen
- Større en andre mariehøns (harlekinmariehønen er 5-8 mm lang – en almindelig sort mariehøne med røde prikker er kun 3-5 mm lang).
- Søger ind i huse i efteråret (i stort antal – ikke blot et par forvildede mariehøns).
- Kan have mange forskellige farver, så selv biologer kan blive i tvivl.
- Kan f.eks. både være rød med sorte prikker, sort med røde eller gule pletter eller gul med sorte pletter.
- Har 0-19 pletter.
- Er kuplet i formen.
- Set ovenfra er den mere rund end almindelige mariehøns.
Kilde: Skadedyrlaboratoriet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet; Skov- og Naturstyrelsen.
Fakta om harlekinmariehønen
- Kommer oprindeligt fra Asien.
- Blev importeret til Europa og USA som biologisk bekæmpelse af skadedyr.
- Er som andre mariehøns et rovdyr, der lever af bladlus, men harlekinmariehønen lever også af andre nyttige insekter, inkl. andre mariehønselarver.
- Fortrænger andre mariehøns og anses derfor som en såkaldt invasiv art.
- I USA, hvor den blev introduceret i 1988, er den allerede den dominerende art af mariehøne.
- Har ikke mange naturlige fjender, da den udskiller et stof, når den trues, der smager meget bittert.
- Kan begynde at spise frugt, hvis der mangler mad i sensommeren eller efteråret.
Kilde: Centre for Ecology & Hydrology, England og The Harlequin Ladybird Survey, England.
Indberet hvis du finder harlekinmariehøns
Harlekinmariehønen kom først til Danmark i 2006 og kendskabet til deres levevis i Danmark er ikke så stort endnu. Derfor hører Skadedyrlaboratoriet gerne fra dig, hvis du finder harlekinmariehøns.
Kolofon / Send feedback
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer