Midt i en juletid indretter vi sommerhus

Inspiration |  Publiceret: søndag 11. december 2005

"Det skete i de dage, hvor kong Bolius skrev om boligindretning …" - nej, det klinger ikke. Godt nok er det årets sidste artikel - men jeg skriver altså ikke om julen! Til gengæld vil jeg skrive om noget, vi måske alle sammen kunne bruge mere af på denne så mørke og kolde tid på året: eventyret om sommerhuset. Om sommerliv og lysere dage, udeliv og ugler i mosen, om mosekonen, der brygger, og elverpiger i morgendisen - og om indretning af sommerhuset.

Der var engang, hvor de gamle, slidte møbler røg i sommerhuset. Alt det, man ikke kunne bruge derhjemme. Køkken og bad var gamle og lidt primitive rum - på den helt autentiske måde! Sådan er det ikke mere. I dag lægges der næsten lige så meget vægt på indretning af sommerhuset som af helårsboligen. Der investeres i sommerhuset og dets planlægning og indretning. 

Fri og uafhængig

Min erfaring er, at vi tør mere i sommerhusets indretning end i vores faste bolig. Vi eksperimenterer mere og er mere fleksible og kan derfor afprøve mange alternative løsninger i vores indretning. Vi er mere frie af de gængse opfattelser af, hvordan det bør være. Derfor leves der et fantastisk liv rundt omkring i sommerhusene - uafhængigt af de konforme måder at tænke på. Det at komme ud af de vante rammer betyder også, at vi generelt bliver lidt mere kreative i forhold til indretning af sommerhuset.

Drømmen

  Mange drømme skal indfries i et sommerhus i dag. Drømmen om et liv uden tidsfornemmelse og stress og jag, et liv i pagt med naturen om omgivelserne. Her skal et liv i ro og mag iscenesættes og det forjagede liv forlades for en tid. Én af måderne at gøre det på er at bryde de traditionelle rammer, som vi lever i til hverdag. Men inden vi gør det, er det nødvendigt at fastslå de basale behov, der er i et sommerhus.

Det nødvendige

  • Det skal være let og komme ud og ind af huset, hav gerne døre ud mod det fri i flere rum.
  • Sørg for at have en vandhane udenfor.
  • Placer køkkenet, så det er i god kontakt med uderum. På den måde kan megen tilberedning foregå udenfor - evt. ved et udekøkken. Det behøver ikke at være meget mere end et bord med et par mursten under og en grill. Det vigtigste er vandet udenfor.
  • Et stort køleskab til kolde drikkevarer og mad til de mange gæster, man af en eller anden grund får inviteret.
  • Et skur til opbevaring af havemøbler, redskaber, malerbøtter m.m.
  • Hav brusebad både inde og ude. Bruseren kan evt. bare stikkes ud gennem et vindue, vinduet skal være placeret, så man kan nå ind og regulere på vandet.
  • Brændeovn, pejs eller bålplads er et must - og plads til brænde.
  • Et overdækket uderum, så man kan sidde i regnen eller sove ude.
  • Mygge/fluenet.
  • Møbler let - det er vigtigt at kunne bevæge sig frit i rummene, der er så meget renderi og pakken ud og ind. Det er irriterende, hvis man ikke kan komme ordentligt til.
  • Alle møbler skal vælges, så de er nemme at flytte ud og ind - man skal i princippet kunne flytte helt ud på grunden!
  • Soverummene kan godt være små, man opholder sig jo ikke så meget inde.
  • Bruger I sommerhuset om vinteren, skal der også være god garderobeplads, om sommeren kan gummistøvler og regnfrakker hænge i skuret.
  • Indret med møbler og tæpper, der kan vaskes.

Materialevalget

Ærlige rå materialer kan med fordel bruges i sommerhuse.
I et sommerhus står dørene altid meget åbne. Man går meget ud og ind og lever lige så meget ude som inde. Derfor skal man tænke praktisk i forhold til gulvmaterialer. Gulvene skal være nemme at gøre rene, og det skal være okay, at der ligger græsstrå og andet godt fra haven. Det skal falde ind i omgivelserne, ellers bliver man vanvittig, hvis man hele tiden skal gå og fjerne nips. Så materialevalget kan sagtens være meget uforarbejdet og rustikt.

I takt med at alt bliver mere og mere raffineret i vores boliger - pga. den megen fokus på boligindretning de senere år - har vi brug for kontrasten til det mere rå og upolerede materiale i vores sommerhuse. Komforten er der stadig, men det at kunne fornemme og dufte det originale materiale - som f.eks. træ - hører med til en oplevelse af livskvalitet og ro. Vi har tid til at kunne nyde "det enkle" i sommerhuset. Man kan derfor med fordel - hvis et træ alligevel skal fældes - sagtens få fire nye gode taburetter ved blot at fjerne barken, slibe træstubbene godt ned og give dem en gang bivoks. Fine siddepladser både inde og ude. Spisebordet og sofabordet (hvis et sådant overhovedet skal bruges) kan stamme fra samme træ (eller naboens!) og få samme behandling. Det at bruge det forhåndenværende materiale giver ligeledes en god tilknytning til stedet/grunden/omgivelserne, hvilket er et meget vigtigt element for livet i et sommerhus.

Elverpigerne

Den frihed og lethed, vi kommer så let til i vores sommerhuse - den næsten fuldstændige overgivelse til land, vand, udsigt og natur, skal der værnes om. Lad ikke komforten, kompleksiteten og de mange maskiner overtage også dette liv - i sommerhuset! Forsøg at være helt enkle og ligetil - skærp jeres sanser for derigennem at komme til ro og afklaring - stort set i det øjenblik, I træder ud på jeres sommerhusgrund. Prøv at se, hvor langt I kan drive denne følelse - dette princip - uden at give afkald på funktionaliteten.

Og med hensyn til elverpigerne … det lader jeg være op til jer og jeres julehumør!

Glædelig jul!

Kommentarer

Ingen kommentarer



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen