Pensionisters ret til helårsbeboelse i sommerhus usikker

Nyhed |  Publiceret: tirsdag 29. august 2006

Pensionister, som ønsker at bo hele året i deres sommerhus, er afhængige af kommunens velvilje. Sommerhuset skal leve op til de nye skrappe energiregler ? med mindre kommunen vælger at dispensere.

Selv om du er pensionist og har ejet dit sommerhus i otte år, har du ikke automatisk ret til at bo i det hele året. Det slår Erhvervs- og Byggestyrelsen fast efter usikkerhed om lovgivningen. Styrelsen vil nu pointere lovgivningen over for kommunerne, fortæller ingeniør Ove Nielsen.

Rettigheden ikke afhængig af planloven

Selv om en pensionist efter otte års ejerskab ifølge Planlovens paragraf 41 har ret til at bo i sit sommerhus hele året, så er der ved helårsbeboelse tale om en væsentlig ændring i benyttelsen af sommerhuset. Det betyder, at kommunerne skal behandle ansøgningen som en byggesag og derved skal sommerhuset leve op til de nye energiregler, som blev indført 1. april i år. Noget der ifølge flere fagfolk vil være fysisk umuligt for langt de fleste, selv nye sommerhuse. Pensionisterne vil derfor blive afhængige af, at kommunen vælger at dispensere fra energikravene.

Intet eftersyn

Ifølge flere bygningsinspektører, som Bolius har talt med, er det langt fra alle kommuner, som har været opmærksomme på, at de skal behandle pensionisters ansøgning om at bo hele året i sommerhuset som en byggesag. Ove Nielsen mener dog ikke, at pensionister, som allerede bor i sommerhus hele året skal frygte at blive smidt på gaden. Heller ikke selv om sommerhuset ikke levede op til de energiregler, som gjaldt, da det blev til helårsbolig. Erhvervs- og Byggestyrelsen vil nemlig ikke foretage sig noget, for at tjekke om kommunerne har overholdt lovgivningen indtil nu.

- Det har jo aldrig været sådan, at vi som lovgivere også går ud og tjekker, om kommunerne gør, som de skal, siger Ove Nielsen.

Afviser fra professor

Han afviser samtidig kritikken fra professor på Aarhus Universitet, dr.jur og specialist i offentlig ret, Ellen Margrethe Basse om, at Erhvervs- og Byggestyrelsen fejlfortolker Byggeloven og Bygningsreglementet i forhold til energikravene til sommerhuse. Ifølge to nye tillæg, som Erhvervs- og Byggestyrelsen har sendt ud, netop i forbindelse med de nye energiregler, er sommerhuse nemlig omfattet af energireglerne, når de bliver til helårsboliger, siger Ove Nielsen.

Men på baggrund af usikkerheden vil Erhvervs- og Byggestyrelsen nu sende et brev ud til landets kommuner for at pointere, at det ikke kun er Planloven, men også Byggeloven, som skal tages i betragtning, når pensionister ønsker at flytte i sommerhus hele året.

- Også af hensyn til pensionisterne selv. Flytter de ind i et hus, som ikke er ordentligt isoleret, får de jo skimmelsvamp med det samme og el-måleren vil løbe løbsk, siger Ove Nielsen.

Modstridende information

Samtidig vil en pjece fra Miljøministeriet om at bo i sommerhus som pensionist blive revideret, lover Ove Nielsen. I pjecen "Otium i sommerhuset" står der nemlig, at sommerhuset ikke behøver at opfylde de almindelige bygningsmæssige krav til helårsbeboelse, men blot skal have en vis standard. Men det er kun rigtigt, hvis kommunen vælger at dispensere fra energikravene.

- Vi er først nu blevet opmærksomme på, at der findes sådan en pjece. Derfor vil vi tage kontakt til Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet, for at det kan blive præciseret, hvad der gælder. Pjecen er ikke god nok, som den er nu, så der skal ske en udbygning af teksten, siger Ove Nielsen.

Så mange pensionister bor i sommerhus hele året

Ifølge Skov- og Naturstyrelsen var 7.024 sommerhuse i 2005 beboet af pensionister hele året.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af ældre, der flytter permanent i sommerhus er mere end fordoblet på ti år.



Kolofon / Send feedback

Af Lisette Lykke Andersen

Kommentarer

Ingen kommentarer



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen