Udlejning af sommerhus
Du må udleje dit sommerhus 30 uger om året. Du kan lade et bureau stå for udlejningen, men du skal selv huske at opgive indtægten til SKAT.
Hvornår må du leje dit sommerhus ud?
Udlejningen skal primært foregå i sommerhalvåret, dvs. perioden fra 1. april til 30. september. I vinterhalvåret, perioden 1. oktober til 31. marts, må husejer og lejer maksimalt have i alt 91 overnatninger i sommerhuset. Overnatningerne i vinterhalvåret må højst vare fire uger ad gangen, og der skal være minimum fire døgn mellem hver overnatningsperiode, hvor sommerhuset slet ikke bruges.
Hvordan fungerer udlejning via et bureau?
Der er ca. 120 store og små bureauer, der udlejer sommerhuse i Danmark. Du kan finde et bureau via internettet, spørge venner og bekendte, eller du kan kontakte de kontorer, som udlejningsbureauerne typisk har i sommerhusområderne.
Hvad kræver bureauet?
For at et bureau vil tage sig af udlejningen af et sommerhus, skal sommerhuset som oftest være af en vis standard.
- Huset skal være minimum 45 m2 med to separate soverum.
- Der skal være vand, toilet og bad.
- Der skal kunne laves varm mad.
- Huset skal være møbleret med borde, stole, sofagruppe, senge og havemøbler.

De vil også kræve, at du selv gør huset helt klart (oprydning og rengøring) inden sæsonens start. Mod betaling kan du få bureauet til at stå for rengøringen.
Fordelen ved at udleje gennem et bureau er, at det sørger for at udlevere nøgler og tjekke huset, når det har været lejet ud.
Hvor meget skal bureauet have som betaling?
Den service, som udlejningsbureauerne tilbyder, er naturligvis ikke gratis. De tager en del af lejeindtægten som modydelse.
- De mindre bureauer tager et sted mellem 25 og 40 procent af lejeindtægten.
- De store bureauer tager ca. 40 procent af lejeindtægten.
Nogle bureauer opkræver dobbelt så meget for forbrug af el, varme etc., som det reelt koster. I de tilfælde bør du måske forhandle om bureauets pris på udlejning.
Når du lejer dit sommerhus ud gennem et bureau, binder du dig til bureauet for et år ad gangen. Hvis du ønsker at ophæve kontrakten i utide, kan bureauet i henhold til kontrakten kræve, at du betaler omkostningerne for annoncering etc.
Nogle bureauer tilbyder at betale dig en forventet lejeindtægt. Du får typisk beløbet på forhånd, og viser det sig, at sommerhuset ikke bliver lejet ud som forventet, er det bureauet, der mister penge på det. På samme måde er det bureauet, der får de ekstra penge, hvis sommerhuset bliver udlejet mere end forventet.
Hvordan kan du selv stå for udlejningen?
En anden mulighed er, at du selv står for udlejningen. Det kræver en lidt større indsats fra din side, f.eks. bør du ofte tilse huset og holde øje med forbruget af bl.a. vand og el. Til gengæld sparer du de store avancer, som udlejningsbureauerne tager.
Når du skal leje dit sommerhus ud, kan du sætte en annonce i f.eks. Den Blå Avis eller på internettet. Hvis du er ansat i et større firma eller er medlem af en forening, er der ofte et intranet, hvor du kan annoncere. Endelig kan du forsøge dig gennem familie, venner og bekendte.
Hvor meget skal du tage i leje?
Du kan se, hvilke priser udlejningsbureauerne tager, og lægge dit niveau tæt op ad eller lidt lavere. Efter den første sæson har du en bedre fornemmelse af, om prisniveauet var det rigtige.
Det vil nok være en stor hjælp for dig, hvis du kan alliere dig med en lokal i området, der kan se til huset i ny og næ. Vedkommende kan hjælpe til, hvis der opstår akutte problemer, f.eks. installationer, der ikke virker, utætheder etc.
Læs mere i Bolius Fakta: Helårsbeboelse i sommerhus.
Er indtægten skattepligtig?
Lejeindtægten, som du modtager for sommerhuset, er skattepligtig, uanset om du udlejer gennem et bureau eller selv står for udlejningen. Der er to forskellige fradragsmetoder ved udlejning af et sommerhus, og du kan selv vælge, hvilken du vil beskattes efter.
Den ene metode går ud på, at du har et fast fradrag i lejeindtægten. Ved den anden metode får du fradrag for visse dokumenterede udgifter efter en regnskabsmæssig opgørelse af indtægter og udgifter.
Du kan læse mere og se eksempler på de to fradragsmetoder på SKATs hjemmeside .
Hvis du ikke indberetter lejeindtægten til SKAT, er det skattesvig, der kan give bøde, hæfte eller fængsel i op til to år. Som tommelfingerregel vil en lejeindtægt på under 100.000 kr. give en bøde, der er dobbelt så stor som lejeindtægten. Hvis lejeindtægten over 100.000 kr., vil det som udgangspunkt betyde frihedsstraf og bøde. Der gælder en særlig lang forældelsesfrist på 10 år i sager om skattesvig.
Forsikring ved udlejning
Indtægten ved at leje sit sommerhus ud er god at have, men der kan desværre også følge nogle ulemper med. For eksempel kan der opstå skader eller tyveri i forbindelse med udlejningen. Som udgangspunkt er det din egen fritidshusforsikring, der skal betale for skader eller tyveri. Du bør dog kontakte dit forsikringsselskab og høre dem, hvordan du står forsikringsmæssigt, hvis der sker skader eller bliver stjålet noget i forbindelse med en udlejning. Nogle forsikringsselskaber dækker ikke tyveri, hvis der ikke er tydelige tegn på indbrud.
Publiceret: mandag 30. oktober 2006
Kolofon / Send feedback
Kristine Virén, videnformidlingschef
Lisette Lykke Andersen, journalist
Kilder
Kilder
"Politikens gør det selv - Sommerhuset" | Bog af Peter Nordholm Andersen, Flemming Nielsen & Flemming Rasmussen | Politikens Forlag 2005
Danmark.dk
Forbrugerstyrelsens hjemmeside
SKATs hjemmeside
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer
Kommentar til at I skriver:
Under "Hvor meget skal bureauet have som betaling?" står der:
"Nogle bureauer opkræver dobbelt så meget for forbrug af el, varme etc., som det reelt koster"
Vi har udlejet vores sommerhus de sidste 13 år, og ALDRIG fået indtægter for el-forbrug, som det vi skal betale, da indtægter for el-forbrug ikke indgår i den del der er fradrag for, men beskattes i top-skatten.
Så selvom lejeren skulle betaler 3 x el-prisen til udlejningsfirmaet, lejeren får halvdelen dvs. 1,5 x el-prisen før skat, så er der stadig underskud, da skatten er højere end 33%!
Det er derfor ikke helt korrekt at skrive: "som det reelt koster".
Alle forbrug (POOL/VAND/EL) i sommerhuse er en underskudsforretning for udlejeren (ikke for udlejningsfirmaet).
Mvh,
-Svend Lauszus