Bølgeeternittages holdbarhed
Eternittagene på typehuse fra 60'erne og 70'erne bliver i disse år modne til udskiftning, men hvad er tegnene på, at taget er slidt op, og hvilke tagdækningsmaterialer kan bruges som erstatning?
Hvad er bølgeeternit?
Eternit er et produktnavn for plader fremstillet af fibercement. Plader formet som flade skifre eller bølgeplader bruges til tagdækning, men fibercementplader benyttes også til facadebeklædning og i visse sammenhænge som erstatning for træbrædder, typisk til beklædning og lign. på taget. Skiferplader har især været anvendt som erstatning for naturskifer til tage på byejendomme, mens bølgeplader mest anvendes på småhuse, landbrugs- og industribygninger.
Brugen af fibercement i Danmark går tilbage til første del af forrige århundrede, men det var først omkring midten af århundredet, at materialet for alvor slog igennem som et billigt alternativ til tagsten af tegl til enfamiliehuse. På det danske marked har virksomheden Dansk Eternit været næsten enerådende. Pladerne fremstilles af cement forstærket med fibre. Indtil 1984 var det asbestfibre, som udgjorde forstærkningen, men efter afsløringen af asbest som kræftfremkaldende stof blev det fjernet fra produktionen af eternitplader. En stor del af de typehuse, som opførtes i 60'erne og 70'erne, har tage af bølgeeternit.
Hvor længe holder tage af bølgeeternit?
Takket være asbestfibrene er de gamle eternittage meget holdbare. Den funktionelle levetid er mindst 40 år og vurderes at kunne være op til 60 år. Det betyder, at 60'er- og 70'er-husenes eternittage i disse år nærmer sig, eller har passeret, grænsen for deres levetid.
Selvom taget stadig holder tæt, kan der være æstetiske grunde til, at du ønsker at skifte taget ud. Bølgeeternitpladernes overflade bliver med tiden nedbrudt, og det giver et nedslidt og smuldrende udseende, som mange husejere ønsker at gøre noget ved.
Ny eternit uden asbest
I 1986 introducerede Dansk Eternit eternitplader med cellulosefibre som erstatning for asbestfibrene. Disse nye plader havde i en årrække alvorlige problemer med holdbarheden, men de eternitprodukter, der produceres i dag, sælges med 15 års garanti og vurderes at have en væsentligt bedre holdbarhed.
Hvordan kan du se, om dit tag af bølgeeternit bør udskiftes?
Der er ikke noget entydigt tegn på, at eternittaget er udskiftningsmodent. Eternitpladernes overflade kan se lidt nedbrudt og grim ud, uden at taget er utæt. Er taget imidlertid utæt, kan der ske omfattende råd- og svampeskader i tagkonstruktionen, inden utæthederne for alvor bliver synlige.
Med tiden bliver de gamle eternitplader hårde og sprøde og kan ikke længere optage de bevægelser, som skiftende temperaturer og fugtforhold medfører. Begyndende revnedannelser især i bølgepladernes top og bund er tegn på, at pladerne er ved at være nedslidte. Revnerne gør det muligt for fugten at trænge ind og giver risiko for frostsprængninger og dermed større utætheder.
Andre årsager til utæt tag
Selvom eternitpladerne er i god stand, er det ikke nogen garanti for, at taget er tæt. Fejl i konstruktion og udførelse eller problemer med taget, som er stødt til senere, kan i sig selv skabe utætheder, og jo mere kompliceret taget er i form af sammenskæringer og gennembrydninger (f.eks. ovenlys og kviste), desto mere sårbart er det. Forkert udførte inddækninger i samlinger er en hyppig årsag til utætheder. Er du det mindste i tvivl, bør du lade en fagmand - en arkitekt, konstruktør eller anden rådgiver - kigge på taget.
Kan du gøre noget for at forlænge tagets levetid?
Begroninger på taget i form af alger og mos har ifølge undersøgelser vist sig ikke at have større betydning for nedbrydning af tagdækningen, men mange foretrækker alligevel at få renset taget af kosmetiske hensyn.
Tagmaling
Det også populært at lade bølgeeternittaget male, hvis det er blevet grimt i overfladen. Malingen har ifølge Dansk Eternit dog ingen indflydelse på tagets levetid. Ifølge Dansk Eternit bør kun eternitplader, som oprindeligt har været overfladebehandlet males. På ubehandlede eternitplader kan malingen skabe spændinger, som medfører revnedannelser, så disse plader bør altså ikke males. Plader hvor kun overfladen er slidt kan godt males, mens revnede og afskallede plader bør udskiftes. Læs mere i BOLIUS Fakta: Tagrensning og maling af eternittage.
Særlige forhold omkring asbest
På grund af asbestens sundhedsskadelige virkninger har Arbejdstilsynet udformet et omfattende sæt regler for håndtering og nedrivning af asbestholdige eternitplader. Malearbejde er ikke omfattet af reglerne om asbest, medmindre der under arbejdet opstår asbeststøv, f.eks. hvis der slibes. Afrensning og maling af asbestholdige eternittage bør dog klart overlades til professionelle firmaer med speciale i området. Hvis dit eternittag er lagt før 1984, indeholder det med overvejende sandsynlighed asbest. Du kan knække et lille stykke af en tagplade og få det undersøgt på et akkrediteret miljølaboratorium for omkring 700 kr., hvis du er i tvivl.
Hvilke muligheder har du for at vælge ny tagbelægning?
Bølgeeternitplader hører ligesom tagpap og ståltage til kategorien "lette tage". Det vil derfor i de fleste tilfælde være problemfrit at udskifte det gamle eternittag med et nyt eternittag (bølgeeternit eller skifer), tagpap eller stålpladetag. Tunge tagbelægninger som beton og tegl kan give problemer, da både spær og de underliggende konstruktioner er dimensioneret til det lettere eternittag, men det vil normalt være muligt at forstærke konstruktionen om nødvendigt.
Taghældningen har også betydning for, hvilken tagbelægning du kan vælge, idet beton- og tegltage ikke kan lægges med helt så lav hældning som eternit-, stål- og paptage.
Nyt tag oven på det gamle og efterisolering af taget
Mange fabrikanter af stålpladetage fremhæver en renoveringsløsning, hvor det eksisterende bølgeeternittag bevares, og en ny belægning af stålplader simpelthen skrues oven på således, at det oprindelige tag fungerer som undertag. Løsningen er både billig og hurtig at udføre, og den kan foretages med et minimum af gener for beboerne, men den er ikke uden faldgruber.
Den nye og ekstra tagbelægning fylder noget i højden, og det tykkere tag vil således ændre husets udseende, hvilket vil være meget synligt i nogle tilfælde og mindre i andre.
Løsningen kan også være uheldig, hvis det gamle tag er defekt eller utæt. Her vil eventuelle problemer i tagkonstruktionen i form af råd og svampeskader blive overset og spærret inde under den nye tagbelægning - potentielt med store problemer til følge.
Endelig kræver bygningsreglementet, at taget bliver efterisoleret svarende til kravene for nybyggeri, når tagbelægningen skiftes ud. Hvis isoleringen ligger på det uudnyttede loft, er det ret nemt at efterisolere, men er der tale om et tag, hvor isoleringen ligger under tagbelægningen, er det umuligt at efterisolere i forbindelse med denne løsning.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Generelt om tagbelægning.
Kan det betale sig at bygge ny 1. sal i forbindelse med tagrenovering?
De fleste typehuse fra 60'erne og 70'erne er bygget i ét plan, og hvis der er behov for mere plads, er det derfor lige så naturligt at bygge til i højden i form af en 1. sal som at lave en tilbygning. Prisen pr. kvadratmeter er lavere for en 1. sal end for en tilbygning. Går du med overvejelser i den retning, er det klart en økonomisk og praktisk fordel at slå projektet sammen med en udskiftning af taget, men der vil selvsagt være tale om et helt andet og væsentligt dyrere projekt. Læs mere i BOLIUS Fakta: Generelt om at bygge 1. sal.
Publiceret: torsdag 1. marts 2007
Kolofon / Send feedback
Jan Pasternak, arkitekt MDD
Jan Bo Felland, videnformidlingschef
Kilder
Kilder
"Her halter huset", Ulrik A. Hovmand,Forlaget Huset Hovmand 2006
Dansk Eternit
BYG-ERFA
Miljøstyrelsen
Icopal
Fotos og illustrationer
Bolius
BYG-ERFA
OutrupVinduer & Døre
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer