Grønt på taget kan hjælpe mod oversvømmelser
Et grønt tag kan tilbageholde vand under kraftige regnskyl. Tag med vegetation kan fås på både nye og eksisterende huse.
Vegetation på taget kan være med til at forhindre voldsomme oversvømmelser ved kraftige regnskyl, hvor der på ganske få minutter falder store mængder regn.
Ifølge Zinco kan firmaets grønne tag Ecovegetal ophobe store mængder af nedbør.
- Kraftige regnskyl belaster kloaksystemet voldsomt og giver mange af de oversvømmelser, vi har set de seneste år. Med grønne tage tilbageholdes en stor del af vandet for en tid, for derefter i et roligt tempo at sive ned gennem beplantningens drænlag og derefter til nedløbsbrønd og kloak. Det betyder, at nedløbsbrønd og kloaksystemet modtager de store mængde nedbør i et tempo, kloakken meget bedre kan overkomme, siger ingeniør Ralph Walker fra Zinco.
En eng på taget
Ved første øjekast ligner Ecovegetal et stykke smukt engdrag, som det bliver vist frem på byggemessen Batimat 2007 i Paris. Men det er faktisk et billede af taget på et hus, der er beplantet med vegetation.
Det findes frodige græstage på flere sommerhuse i Danmark. Men Ecovegetal adskiller sig. Det grønne tag er beplantet med plantearten sedum (det latinske navn for stenurt). Planterne er korte i væksten, og det giver de grønne tage en meget ensartet flade og et meget skarpt og velordnet look, der får tagene til at passe til huse og bygninger i bybilledet.
Lave temperatursvingninger med grønne tage
De grønne tage har også andre fordele, fortæller export manager Karl-Heinz Braun fra tyske Zinco, som leverer og montere de grønne tage.
- Med vegetation på taget udlignes både temperatur- og fugtforholdene for huset og tagkonstruktionen. Planterne ligger i et tykt dræningslag af grus, herunder ligger en vandtæt membran oven på taget. Både planter og dræningslaget virker isolerende for huset, og gør at man ikke får store temperatur- og fugtudsving fra sol og regn. Det gavner tagkonstruktionen og materialerne.
- Vi har derfor efterset nogle af vores grønne tage, hvor der har været vegetation på taget i over 30 år. Tagkonstruktionen står som ny, så huset tager bestemt ikke skade af at have vegetation på taget, siger Karl-Heinz Braun.
Tilskud til grønne tage i flere byer i Tyskland
I Tyskland betales der i dag skat for det regnvand, boligejerne ubenyttet lader løbe ud i kloakken. Det betyder, at boligejere med grønne tage betaler mindre i skat for regnvandet.
Grønne tage er derfor blevet mere og mere udbredte blandt private boligejere i Tyskland. Flere byer ser store fordele ved, at flere boligejere etablere grønne tage, f.eks. i Stuttgart, hvor der gives et tilskud på 15 euro pr kvadratmeter grønt tag. Det er ca. halvdelen af etableringsomkostningerne i og med, at et tag med vegetation koster ca. 30 euro pr kvadratmeter.
Grønne tage på nye og "gamle" huse
- Vi har set en stigende interesse for grønne tage inde for de sidste fem år. Vi ser det både for nybyggede huse, hvor arkitekten indarbejder den grønne vegetation, som et vigtigt element for hele husets arkitektur, men vi ser også en interesse fra ejere af eksisterende huse, der dels vil etablere et meget smukt og holdbart tag og dels gøre noget godt for miljøet, fortæller Karl-Heinz Braun.
Det grønne tag Ecovegetal fra ZincoEcovegetal-taget vejer ca. 200-350 kilo pr kvadratmeter, og det skal taget naturligvis kunne bære. Vegetationen kan etableres på flade tage og på tage med hældning op til 35 grader. Vegetationen består af sedum (stenurt), som plantes i et 10-20 cm tykt drænlag bestående af flere forskellige grusarter. I Tyskland koster Ecovegetal ca. 30 euro pr kvadratmeter. |
Batimat 2007Batimat 2007 er Europas største byggemesse. Der er flere end 2.700 udstillere fra 141 lande på byggemessen, der holdes i Paris i år fra 5.-10. november. På messen vil der blive vist flere end 1.000 nye produkter og byggeløsninger. Hovedtemaet er bæredygtighed, og derfor er der bl.a. sat fokus på energistyring, renovering af bygninger og miljørigtige materialer. Det er også muligt at opleve nye materialer på trendområdet og forslag til fremtidens bolig. To af Bolius' fagredaktører, Kristine Virén og Casper Kjerumgaard, er som nogle af de eneste danskere med på Batimat. |
Kolofon / Send feedback
Henvisninger
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer