Skjulte tagrender

Fakta | 

Skjulte tagrender på parcelhuse fra 1960'erne og 70'erne er ofte årsag til fugtskader på huset. De kræver ekstra omhyggelig pasning eller kan med fordel bygges om til synlige, åbne tagrender.

Fladt tag med tagrenden bygget ind bag sternbeklædningen. Foto Jan Pasternak.
Fladt tag med tagrenden bygget ind bag sternbeklædningen.
Foto: Jan Pasternak.

Hvad er skjulte tagrender?

På huse fra 1960'erne og 1970'erne er det ret almindeligt, at tagrenderne er bygget ind i en slags lukket trækasse langs tagudhænget. Det var et arkitektonisk modefænomen. Man ønskede at skjule både tagrender og afslutningen på tagbelægningen med sternbrædder og beklædning, så huset fik mere rene linjer, end hvis tagrenden sad uden på sternbeklædningen.

Den skjulte tagrende kan være en traditionel tagrende, som altså bare er indbygget. Den kan også være en vandret fordybning, der er bygget op som en slags kar med bund og sider af krydsfinér, der efterfølgende er beklædt med zink eller bly.

Hvilke problemer kan der være med skjulte tagrender?

Det største problem ved skjulte tagrender er, at man ikke kan se, hvis der er noget galt med dem. Tagrenden kan være tilstoppet på grund af manglende rensning og løber derfor over, den kan være utæt, eller den har fået forkert fald bagud eller væk fra nedløbsrøret, så vandet løber ud, hvor det ikke skal.

Uanset hvad problemet skyldes, ledes regnvandet ikke væk fra taget på forsvarlig vis og ned i afløb eller faskine, men gør i stedet de omkringliggende trækonstruktioner fugtige - sternbrædder, spær, udhængsbrædder m.m. De vil med stor sandsynlighed efter et stykke tid begynde at rådne, hvis de fortsat udsættes for fugt. Udhængsbrædder og sternbrædder kan relativt nemt skiftes ud, men det er straks mere besværligt at udskifte dele af spærene, som bærer selve taget.

De defekte tagrender kan også give fugtproblemer andre steder i huset. Der kan opstå skimmelsvamp og fugtproblemer på ydervæggene, omkring vinduerne og ved fundament eller kælderydervægge. Defekte og dårligt vedligeholdte tagrender er generelt en af de hyppigste årsager til fugtskader på huse ifølge en undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut fra 2001.

Kan du forebygge problemer med skjulte tagrender?

Taget på et almindeligt parcelhus modtager hvert år i gennemsnit 100 tons regnvand og sne, som skal ledes ned i tagrenderne og videre gennem nedløbsrørene til afløb eller faskine.

Almindelige tagrender bør renses og efterses mindst en gang om året, men skjulte tagrender skal vedligeholdes oftere. Mindst hvert halve år skal tagrenderne renses for blade, grene, nåle og mos, og bagefter skal de og nedløbsrørene spules rene. Samtidig skal det omhyggeligt undersøges, om renderne er tætte, og om det omkringliggende træ har spor af fugtangreb eller råd.

Du kan tjekke, om tagrenderne er tætte, ved midlertidigt at stoppe nedløbet med f.eks. tape og så fylde renden op med haveslangen og se, om vandet bliver stående.

Læs mere om rensning og vedligeholdelse af tagrender i BOLIUS Fakta: Tjek husets tagrender.

Er det muligt at ombygge skjulte tagrender?

Tagfod før ombygning fra skjult til åben tagrende.
Tagfod før ombygning fra skjult til åben tagrende.
Tegning: Jan Pasternak.
Tegning: Jan Pasternak.|Tagfod efter ombygning fra skjult til åben tagrende.
Tagfod efter ombygning fra skjult til åben tagrende.
Tegning: Jan Pasternak.

Har du allerede haft problemer med skjulte tagrender, eller vil du forebygge problemer en gang for alle, er den bedste løsning at bygge de skjulte tagrender om til åbne tagrender. De åbne tagrender er meget lettere at vedligeholde, og eventuelle problemer er umiddelbart synlige. Skal du alligevel have udskiftet tagbelægningen, er det under alle omstændigheder meget fornuftigt, at du samtidig får bygget tagrenderne om.

Tagrender, sternbrædder og eventuel anden beklædning omkring renderne tages ned. Herefter skæres lidt af spærenderne, så de nye sternbrædder kan monteres bag ved tagrenderne. Herefter monteres nye tagrender og nedløb samt nyt fodblik, som er den kant, der leder vandet fra tagfladen ned i tagrenden.

Ombygningen er ikke så kompliceret, men det er vigtigt, at den udføres korrekt, så den bør normalt udføres af en tømrer eller et tagfirma.

Publiceret: tirsdag 2. juni 2009, ajourført: torsdag 8. september 2011

Kolofon / Send feedback

Af 
arkitekt mdd Jan Pasternak
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen