Tage med bitumenplader
Bitumenplader bruges meget sjældent på helårshuse, men er meget anvendelige på mindre bygninger. Materialet minder om tagpap, og pladerne er udformet som bølgeeternitplader.

- Bitumenplader er tagplader, der minder meget om tagpap.
Hvad er et tag med bitumenplader?
Bitumenplader, også kaldet asfaltbølgeplader, er tagplader, der minder meget om tagpap. Bitumenplader er lavet af genbrugsmaterialer og asfalt, og det har de samme gode egenskaber som tagpap, f.eks. nem montage og ingen vedligeholdelse. Pladerne er lette og bløde, og de er udformet som bølgeplader af eternit. De skal monteres oppefra igennem huller, der bores i tagpladen.
Bitumenplader egner sig ikke til helårshuse, da de ikke har den tilstrækkelige holdbarhed. Men de passer rigtig godt til små bygninger som carporte, legehuse, redskabsskure og kolonihavehuse. Det er især en praktisk løsning på steder, hvor der er meget nedfald fra træer, da det vil være meget synligt på et klart tag af f.eks. plastikplader.
Bitumenplader er sorte med et mat udseende, der minder om tagpap. Farven ligger ikke blot på overfladen, men er imprægneret i pladen og derfor særdeles holdbar. Pladerne findes i to størrelser og vejer ikke mere, end de kan håndteres af én person.
Hvad skal du være opmærksom på i forhold til tagkonstruktionen?
Da bitumenplader er lette, behøver tagkonstruktionen ikke være særlig kraftig. Men producenterne anbefaler, at der er et undertag under pladerne, da de ikke er helt tætte. Den bedste løsning er at opbygge tagkonstruktionen med spær, undertag, afstandslister og lægter, som bitumenpladerne monteres på.
Taget skal desuden have en hældning på minimum 9 cm pr. meter.
Hvordan vedligeholder du et tag med bitumenplader?
Da bitumenplader er forholdsvis bløde, må du ikke gå på dem eller sætte en stige op ad dem, da de så vil gå i stykker. Du skal også være meget forsigtig med at rengøre dem. Brug en blød børste, evt. sat på haveslangen, og skrub pladerne forsigtigt. Når pladerne skal gøres rent, er det en god idé at bruge et rullestillads, så du kan stå der og spule vand ud over pladerne fra oven. Vaskes pladerne nedefra, er der stor risiko for, at vand presses op under og imellem pladerne med fare for, at der kommer vandskader eller skimmelsvamp.
Kan du selv lægge et tag med bitumenplader?
Bitumenplader er nemme at sætte op, da de ikke vejer ret meget. De egner sig rigtigt godt til gør det selv-folket.
Husk altid sikkerhedsforanstaltninger som rækværk, sikkerhedsline, stillads m.m., når tagbelægningen skal monteres.
Hvor længe holder et tag med bitumenplader?
De fleste leverandører garanterer, at taget kan holde minimum 15 år. Dette gælder naturligvis kun, hvis taget er korrekt monteret og vedligeholdt efter leverandørens anvisning.
Hvad koster bitumenplader?
Prisen på bitumenplader ligger i den billige ende, når det gælder tagbelægning. Du skal regne med ca. 100 kr. inkl. moms pr. kvadratmeter (juni 2008).
Publiceret: torsdag 11. september 2008
Kolofon / Send feedback
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Dea Lindegaard
redaktionschef Kristine Virén
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer