Varmetråde i tagrenden
Med varmetråde i tagrender og nedløbsrør kan du undgå istapper fra tagrenderne på dit hus, og at smeltevand trænger ind i muren og ødelægger murværket.

- Tagrender med og uden varmetråde.
Foto: Udlånt af Devi
Hvad er varmetråde i tagrenden?
Varmetråde til tagrenden er elkabler, som du lægger i bunden af tagrenden. Når kablerne er tændt, vil de smelte sne og is, så du undgår, at tagrenden fryser til, og der dannes istapper. Fryser tagrenden til, vil den ikke længere fungere efter hensigten. Begynder det at tø bare en lille smule, løber smeltevandet ud over tagrendens kant og danner istapper. Smeltevandet kan også løbe over tagrendens bagkant og trænge ind i husmuren og derved beskadige den.
Varmetråde i tagrenden er velegnede til huse, hvor det er svært at komme til at fjerne istapper, f.eks. etageejendomme. Det er dit ansvar som ejer af et hus, at ingen kommer til skade, hvis istapperne falder ned. Du skal enten fjerne dem helt eller sørge for, at de ikke udgør en risiko for forbipasserende. Hvis det ikke er muligt at fjerne istapperne, skal du sørge for, at der er spærret grundigt af.

- Tagrender med varmetråde kan være en god ide til etageejendomme, hvor det er svært at fjerne istapper.
Risikoen for, at snelaget smelter nedefra, er størst på ældre huse, der ikke har så meget isolering på loftet eller ikke har tilstrækkelig udluftning under taget. Det skyldes, at der trænger varme ud inde fra huset. På velisolerede huse er det solen, der får sneen på taget til at smelte, dvs. oppefra.
Skal der også være varmetråde i nedløbsrøret?
For at varmetrådene skal fungere ordentligt, er det nødvendigt, at de føres helt ned i nedløbsrøret, for at det ikke også fryser til. Varmetrådene skal føres hele vejen gennem nedløbsrøret og cirka 70 cm ned i den brønd, som nedløbsrøret ender i.
Hvilke fordele og ulemper er der ved varmetråde i tagrenden?
Der er både fordele og ulemper ved at have varmetråde i tagrenden.
Fordele
- Tagrende og nedløbsrør stoppes ikke af smeltet sne, der fryser igen.
- Du undgår, at tilfrosne tagrender forhindrer smeltevand i at blive ledt væk, så det i stedet løber over bagkanten og ind i muren bagved. En fugtig mur risikerer at blive frostsprængt.
- Du undgår, at smeltevand løber over tagrendens kanter og danner istapper.
- Du undgår at skulle fjerne is og sne fra tagrenderne.
- De forhindrer skader på tagrender, der ellers kan blive overbelastet af is og sne.
- Hvis taget på dit hus har skotrender, kan disse også sikres med varmetråde, så smeltevand kan løbe væk.
Ulemper
- Varmetrådene bruger strøm. Strømforbruget kan dog reduceres, hvis du køber et anlæg, der kan indstilles, så De kun kobles til, når der er brug for det.
- De gør det mere besværligt at rense tagrender og nedløbsrør, da du skal passe på ikke at beskadige dem.
Hvilke typer varmetråde findes på markedet?
Der er forskellige muligheder. Der findes varmetråde med to og fire ledere. Varmetråde med fire ledere kan dække en bredere tagrende. Nogle varmetråde er selvregulerende, dvs. at de varmer, når det er koldt og vådt i tagrenden. Andre typer varmetråde kræver en føler og termostat for ikke at varme hele tiden. Det er meget praktisk, at varmen kun tændes, når det er nødvendigt - dvs. når der er sne på taget, og varmegraderne ligger lige omkring frysepunktet. En elinstallatør kan rådgive dig om, hvilke der er bedst i dit tilfælde.
Er varmetråde i tagrenden dyre i drift?
Varmetråde i tagrenden koster ikke meget i strøm. Du kan halvere strømforbruget, hvis du etablerer en kombineret føler og termostat, der registrerer nedbør, fugtighed og temperatur. Så er varmetrådene kun varme, når der er brug for det.
Hvor kan du købe varmetråde til tagrenden?
Kontakt en elinstallatør, som kan give dig et samlet tilbud på elkabler og automatik til styring af varmen.
Kan og må du selv installere varmetråde i tagrenden?
Du må gerne selv montere varmetrådene, men husk at følge installationsanvisningen slavisk. Nogle varmetråde skal sættes fast med kabelholdere i tagrenden. Der er også forskellige krav til fastholdelse af varmetråde i nedløbsrør. Hvordan de skal monteres, afhænger af fabrikat og type.
Varmetråde og automatik til styring af varmen skal dog tilsluttes af en elinstallatør, som skal stå inde for, at elarbejdet er udført korrekt.
Publiceret: torsdag 1. november 2007
Kolofon / Send feedback
Kilder
"Varmekabler mod isdannelse i tagrender og nedløbsrør" | BYG-ERFA (37) 99 11 29
Devi
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer