Vedligeholdelsesfrit tag
Ingen tage er helt vedligeholdelsesfri. Men de fleste typer tage kræver næsten ingen vedligeholdelse. Alle tage bør dog tjekkes for utætheder årligt.

- Tagpaptag med ovenlys.
Hvilke typer tage er næsten vedligeholdelsesfrie?
De fleste tage er næsten vedligeholdelsesfrie. Det er ganske praktisk, for et tag kan være svært at komme til, og det er derfor ikke meningen, at du skal kravle rundt på det alt for ofte.
Tegltag
Et tegltag kræver normalt ikke anden vedligeholdelse, end at du en gang om året undersøger, om teglstenene er hele og uden revner, samt om de ligger fast. Efter en storm bør du også tjekke taget for at se, om teglstenene stadig ligger fast, og at der ingen utætheder er.
Tag med betontagsten
Betontagsten kræver samme vedligeholdelse som teglsten. Betontagsten skal kontrolleres årligt for afskalninger og revner, samt om de sidder ordentligt fast. Efter en storm bør du også kontrollere, at betontagstenene ligger, som de skal, så taget stadig er tæt.

- Naturskifertag med tagudluftning.
Naturskifertag
Et naturskifertag kræver heller ikke megen vedligeholdelse, men bør tjekkes årligt på nøjagtig samme måde som teglsten og betontagsten.
Tagpaptag
Et tagpaptag er så godt som vedligeholdelsesfrit, hvis det er lagt med hældning. Taget skal normalt kontrolleres for utætheder før og efter vinteren. Hvis der er utætheder, er det relativt nemt at lappe. Fordelen med et tagpaptag er, at der kan lægges et nyt lag tagpap oven på det gamle, når det gamle er nedslidt. Så undgår man, at huset skal stå uden tag i længere tid.
Stålpladetag
Et stålpladetag skal tjekkes en gang om året for utætheder.
Bølgeeternittag
Et bølgeeternittag skal tjekkes en gang om året for utætheder. Når taget begynder at skalle, er det det ved at være tid til en udskiftning.
Eternitskifertag
Et eternitskifertag skal vedligeholdes på samme måde som bølgeeternit, da det er fremstillet af samme materiale.
Stråtag
Et stråtag bør holdes fri for mos og lign., da disse vækster kan holde på fugt og dermed være med til at nedbryde taget. Hvis taget er nedslidt et enkelt sted, kan der lægges nye strå ind.
Lige meget hvilken type tag du har, er det en rigtig god idé at se det efter en gang om året. Du skal først og fremmest tjekke, om taget er tæt. Du bør også fjerne blade og mos m.m. Det er meget vigtigt, at du får undersøgt alle de steder, hvor taget ikke er en ubrudt flade, dvs. hvor:

- Kvist med zinkinddækninger i tegltag.
- Skorsten eller udluftninger kommer op gennem taget (inddækninger).
- Taget støder op mod ovenlys, vinduer er indbygget i tagfladen (Velux-vinduer), eller der er kviste.
- To tagflader støder sammen (skotrenden).
- Taget ender forneden, dvs. ved tagrenden (tagfod).
- Taget ender foroven (rygningen/kip).
- Taget ender i siderne (vindskeder).
Undersøg desuden undertagets tæthed, og om der er tilstrækkelig ventilation under taget.
Tagrender og nedløbsrør skal også holdes rene, så de ikke stopper til. For er de tilstoppede, kan der løbe vand ud over tagrendens kant og ind på træ- og murværk, som kan tage skade af fugten.
Hvordan begrænser du vedligeholdelsen af et eksisterende tag?
Det er svært at begrænse vedligeholdelsen af et eksisterende tag.
Et tegltag kan i meget tørre perioder børstes for mos og alger, men bør ikke højtryksspules el.lign., da det vil ødelægge tagets overflade, så det fremover nemmere tager mod snavs. Det samme gælder for betonteglsten, dvs. tagsten fremstillet af beton i stedet for brændt ler.

- Eternittag med udluftningshætte.
Mange firmaer tilbyder afrensning og maling af eternittage. Det er dog aldrig blevet bevist, at behandlingen forlænger tagets levetid. Der er dog tre umiddelbare fordele ved denne behandling. Den første er, at taget bliver pænere at se på, den anden at regnvandet lettere løber af, og den tredje, at det er sværere for mos og andre vækster at slå rod på taget. Hvis taget er fra før 1988, hvor asbest blev forbudt, skal taget renses af specialister. Læs mere i BOLIUS Fakta: Tagrensning og maling af eternittage .
Hvis du vil begrænse vedligeholdelsen af taget, skal du sørge for, at alle løse dele omkring taget er i god stand, dvs. træværk som sternbrædder og vindskeder. Da disse sidder ret udsat, kan det være en idé at erstatte dem med "kunstige" brædder af fibercement. Så slipper du for at skulle male dem med jævne mellemrum.
Du skal også sørge for, at zink i skotrender, omkring skorstenen og inddækninger andre steder på taget er i god stand. Tagrender og nedløbsrør skal også fungere perfekt. Det er tit disse steder og ikke på selve tagfladen, at der kommer problemer, som kræver jævnlig vedligeholdelse.
Hvordan vælger du det mest vedligeholdelsesfri tag til et nyt hus?
Hvis du vil have et tegltag eller et tag af betontagsten, skal du huske, at taget ikke er bedre end det undertag, det har. Hvis taget skal have en lang levetid og kræve så lidt vedligeholdelse som muligt, skal du vælge et godt undertag. Det bedste undertag er et fast undertag med tagpap. Det holder lige så længe som tegl- eller betontagsten.
Undertag af tagpap er den bedste løsning, men også den dyreste, hvis det er en kompliceret tagkonstruktion med f.eks. skråvægge på førstesal, loft til kip eller mange gennemføringer i taget omkring kviste og tag. Er taget mindre kompliceret, f.eks. et tag med et uudnyttet tagrum på et etplanshus, er kvaliteten af undertaget mindre væsentlig. I et sådan hus vil man altid kunne inspicere taget fra loftet og dermed opdage eventuelle utætheder i tide. Et undertag af lidt dårligere kvalitet har dog væsentlig kortere levetid end en tagbelægning af tegl- eller betonsten.
Når du skal vælge tagbelægning til dit hus, skal du ikke kun tænke på, hvor meget det skal vedligeholdes. Det er også vigtigt at tænke på tagets levetid, pris, tæthed og udseende.
Hvilke levetider og garantier har forskellige typer tage?
|
Tagtype |
Levetid |
Garanti |
|---|---|---|
|
Tegltag |
50-70 år |
30 år på materialefejl |
|
Betontagsten |
50-70 år |
15 år på materialefejl |
|
Naturskifertag |
70-90 år |
30 år på materialefejl |
|
Bølgeeternittag |
35-45 år |
15 år på materialefejl |
|
Skifereternittag |
35-40 år |
15 år på materialefejl |
|
Stålpladetag |
40-50 år |
Op til 30 år på materialefejl |
|
Tagpaptag |
30-50 år |
Op til 15 år på materialefejl |
|
Stråtag |
20-40 år |
5 år på lægning |
Publiceret: torsdag 31. juli 2008
Kolofon / Send feedback
Kilder
"Gode tage. Din genvej til god tagrenovering" | Temahæfte |Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse (BvB) 2005
Kulturarvsstyrelsen
"Tag. Inspiration, fornyelse og reparation" | Gør det selv-leksikon| Bonnier 2006
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer