Arkitektoniske muligheder, når du bygger en 1. sal
Et nyt tag og en 1. sal vil ændre husets udseende og karakter markant. Der er mange muligheder, men det er vigtigt, at den løsning, du vælger, passer til huset og omgivelserne.
Skal det nye tag ligne det gamle eller være helt anderledes?
At taget betyder meget for husets karakter og udseende, bliver synligt for de fleste, når man ændrer på det og bygger en 1. sal på huset.
For at resultatet kan blive vellykket, skal du bl.a. tænke på følgende:
- Byggeprojektet skal leve op til reglerne, så det kan godkendes af kommunen.
- Husets nye udseende skal harmonere med det oprindelige hus og med omgivelserne.
- Den nye 1. sal skal opfylde de ønsker til rummenes funktion, som du har.
Noget af det første, du skal tage stilling til, er, om du vil vælge en løsning, der bygger videre på husets arkitektur, eller om du vil ændre husets udtryk fuldstændig. Dit hus? karakter og konstruktion vil ofte pege på den oplagte løsning.
Du kan læse om mere om, hvilke regler der gælder, i BOLIUS Fakta: Love og regler om at bygge 1. sal.
Nyere huse, f.eks. parcelhuse fra 1970'erne, har ofte en taghældning på cirka 30 grader, en konstruktion med gitterspær og en belægning med tagplader. Den slags huse har et ret moderne udtryk, som det er let at videreføre i en ny løsning med 1. sal. Det kan dog ikke undgås, at 1.-salen bliver noget mere dominerende end husets oprindelige tag.
Total forandring
For ældre etplanshuse vil det ofte være en meget stor forandring at bygge en 1. sal på. Det gælder især huse med fladt tag eller bungalower, der har en lav taghældning, som giver huset et spinkelt udtryk.
I disse år bliver mange bungalower fra 1930'erne og 1940'erne og statslånshuse fra 1940'erne og begyndelsen af 1950'erne bygget om med 1. sal. Husene er blevet for små og lever ikke op til de krav, som moderne familier stiller til deres bolig. Ud fra et arkitektonisk synspunkt er det synd, at mange af disse klassiske bungalower ændres radikalt, men på den anden side er det jo også godt, at de små, ældre boliger bliver opdateret og udvidet, så de passer til den moderne livsstil.
Hvilke typer tag kan du vælge imellem?
Der er mange forskellige muligheder, når du skal vælge tagkonstruktion til din nye 1. sal. Her gennemgår vi nogle af de forskellige tagkonstruktioner, du kan vælge imellem.
Saddeltag
Saddeltaget er en traditionel tagkonstruktion i Danmark. En løsning med saddeltag giver huset en meget anvendelig 1. sal. Da denne type tag er almindelig, vil huset som regel passe godt ind i kvarteret og til de omkringliggende huse.
Saddeltagets hældning bliver bl.a. bestemt af, hvilke tagmaterialer du vælger at bruge. Tagets hældning har også stor betydning for, hvor rummelig 1.-salen bliver.
Mansardtag
Et mansardtag er en gammel type tagkonstruktion, der giver en rigtig god udnyttelse af 1.-salen. Med denne løsning slipper du for skrå vægge og får derfor næsten en lige så stor grundplan på 1. sal som i stueplan.
Et mansardtag er dog et ret dominerende tag, fordi det rejser sig stejlt på alle fire sider. Et mansardtag passer derfor bedst til huse med en høj facadehøjde, f.eks. huse, hvor der også er høj kælder. Her kan et mansardtag være en rigtig flot løsning.
Pyramidetag/valmtag
Pyramidetaget kan arkitektonisk være en rigtig fin løsning til huse, der har en beskeden størrelse og et enkelt udtryk, f.eks. bungalower.
Ulempen er, at 1.-salen ikke får lige så mange kvadratmeter med ståhøjde, som en løsning med et saddeltag giver. Et par kviste kan dog til dels løse dette problem.
Ensidigt tag
Et ensidigt tag giver et meget moderne udtryk og kan derfor være en god løsning til et nyere parcelhus.
I en ensidig taghældning er tagets højde forskubbet til den ene side. Det kan f.eks. være en mulighed, hvis huset ligger tæt på skellet ind til naboen, og bygningsreglementets regler derfor ikke tillader det traditionelle saddeltag.
Ulempen ved denne løsning er, at 1.-salen ikke får så mange kvadratmeter med ståhøjde. En ensidig tagkonstruktion er særlig velegnet, hvis du gerne vil have en moderne løsning, hvor en del af huset har dobbelt lofthøjde, mens resten har 1. sal eller hems.
Tøndehvælv
Et tag med tøndehvælv er en særpræget, men rummelig tagkonstruktion. Tagkonstruktionen rejser sig stejlt i siderne og giver derfor mange kvadratmeter med god højde. Det er den løsning, hvor du får mest mulig plads i forhold til husets areal.
Det er dog en meget særlig konstruktion, og huset vil derfor både blive ændret markant og skille sig gevaldigt ud i kvarteret og i forhold til de omkringliggende huse.
Hvilken vej skal taget vende?
Hvis huset er rektangulært, giver det ofte sig selv, hvilken vej taget skal vende. Så vil det typisk være mest oplagt, at gavlen placeres på husets korte led. Hvis du derimod placerer gavlen på husets lange led, vil du få en form, der minder lidt om de schweiziske huse.
Mange bungalower har en næsten kvadratisk grundplan. Her kan du i princippet selv bestemme, hvilken vej taget skal vende. Du kan f.eks. lade forhold som udsigt, generende indblik fra naboer og orientering i forhold til solen spille en rolle.
Der er bedst at have soveværelser og badeværelser liggende med vinduer mod nord eller øst, mens stuer og opholdsrum ligger fint mod syd og vest.
Hvordan får du det bedste lys?
Lyset er umådelig vigtigt for vores velbefindende. Et interessant lysindfald og en god udsigt gør huset meget mere spændende og rart at opholde sig i. Lyset er med til at indrette rummet. Det bestemmer f.eks., hvor det er godt at sidde og slappe af, arbejde ved computer, se tv, lave lektier osv. Et godt lysindfald er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med så meget lys som muligt.
Når du skal i gang med at etablere din nye 1. sal, er det en god idé at tænke over, hvordan du får bedst mulig adgang til dagslys, udsigt og frisk luft. Du skal også tænke på, hvordan solen står på forskellige tidspunkter af dagen. Hvor er det f.eks. rart at stå op om morgenen, og hvor er det rart at sidde og drikke te om eftermiddagen?
Lys og luft kan hentes ind i boligen på mange måder.
Kviste
En eller flere kviste på taget giver både meget lys på 1. sal og skaber områder med mere gulvplads og højere til loftet i rum med lav lofthøjde og skråvægge.
Når du vælger kvist, skal du tænke på, hvordan den ser ud, når du ser på den udefra. En kvist er et dominerende element på et hus, og hvis den sidder yderligt på tagfladen eller på anden måde "mærkeligt", kan det helt ødelægge husets udseende.
For at sikre dig, at du får det optimale ud af pladsen, og at husets arkitektur ikke spoleres, kan du med fordel tale med en arkitekt om, hvordan kvisten skal udformes.
Ovenlys/rytterlys
Ovenlys eller rytterlys i tagfladen har ligesom kviste en stor indvirkning på husets ydre. Det skal derfor indarbejdes, så det er harmonisk og symmetrisk i forhold til husets ydre.
Du kan overveje at få loftet på 1.-salen ført til kip, hvor der så kan etableres en række ovenlys eller rytterlys.
Rum med dobbelt lofthøjde
Når du bygger en 1. sal, kan du samtidig vælge at bygge stueetagen om, så du får mere eller bedre lys her. Du kan f.eks. lade en del af boligen få dobbelt lofthøjde, der kan hente masser af godt lys ned i stueplan, eller du kan lave en god, stor åbning mellem stueplan og 1. sal i forbindelse med trappen, hvor der også kan komme en god portion lys ned i stueetagen.
Hvordan skal du indrette 1.-salen?
En tommelfingerregel siger, at arealet på 1. sal svarer til cirka 75 procent af stuearealet. Har du et etplanshus på 100 m2, vil 1.-salen altså blive på omkring 75 m2.
Du kan enten indrette 1.-salen med nye værelser eller opholdsrum, eller du kan flytte funktioner fra stueetagen op på 1. sal, så du får nye muligheder for at indrette din stueetage, så den passer bedre til dine behov.
I stueetagen kan du f.eks. lægge små rum sammen eller inddrage den mørke pistolgang i en af stuerne eller køkken-alrummet. Eller du kan ændre på ganglinjer og lign., så de oprindelige rum kommer til at fungere bedre.
På 1. sal kan du etablere en afdeling til dine børn, f.eks. i form af et par værelser og et fælles opholdsrum. Eller du kan indrette en opholdsstue, et stort arbejdsrum eller måske et atelier. Endelig kan 1.-salen indrettes til en selvstændig bolig, der kan lejes ud.
Større højde på facaden
De skrå vægge giver begrænsninger for, hvordan rummene kan placeres, og hvor store værelserne kan blive. Du kan som regel få en bedre 1. sal med større lofthøjde, hvis du øger facadens højde. Den løsning vil dog øge husets samlede højde betydeligt, så her er det særlig vigtigt, at du rådfører dig med din kommune, inden du kommer for langt med projektet.
Dobbelthøje rum/loft til kip
Hvis du ikke har brug for alle kvadratmeterne på 1. sal, kan du vælge en løsning med dobbelthøje rum med loft til kip på en del af arealet. Derved kan du skabe en spændende løsning med masser af lys og kig fra 1.-salen ned i stueplan.
Denne løsning kan løfte husets karakter og værdi meget, men du skal være klar over, at du får et helt anderledes hus, f.eks. vil lydforholdene (akustikken) ændre sig meget.
Billedtekst: Før og efterfoto af hus med ny 1. sal. Facadehøjden er blevet øget for at give bedre plads på 1. sal.
Trapperum og gangarealer
Det betyder også meget for indretningsmulighederne, hvor i rummet trappen placeres. Gangarealer er ofte spildt plads, og derfor er det som regel bedre at gøre en dyd ud af nødvendigheden og lade trappen ende i et større fællesareal på 1. sal. Rummet kan fungere som fordelingsrum med adgang til værelser, og du kan samtidig indrette det til f.eks. hjemmearbejdsplads, hyggekrog eller andet. På den måde kan du udnytte pladsen betydeligt bedre.
En trappe er et meget vigtigt element i huset? både visuelt og funktionelt. Trappen er derfor et af de elementer, der bør give anledning til mange overvejelser. Hvis du finder en god løsning, kan trappen blive et fantastisk flot element i din nyindrettede bolig.
Når du skal vælge trappe, skal du bl.a. tænke på følgende:
- Trappen skal være god at gå på. Det vil sige, at trinene skal have en tilpas dybde forhold til deres højde. Som tommelfingerregel siger man, at to stigninger (højden på to trin) og trinets dybde (trædeflade) lagt sammen skal give 61-63 cm. Det kan f.eks. være en trindybde på 26 cm og en stigning på 18 cm, der så giver 26 + 18 + 18 = 62 cm.
- Det er vigtigt, at der er god plads til trappen både forneden og foroven. Ellers vil trappen virke trang og ikke særlig indbydende.
- Det er ofte et problem at få tilstrækkelig lofthøjde over trappen der, hvor den ender på 1. sal, især hvis trappen er placeret ude langs facaden, hvor der er skrå vægge. Det problem kan evt. løses ved at placere en stor bred kvist der, hvor trappen kommer op på 1.-salen.
- Du skal også tænke på, at det rum i stueetagen, hvor trappen begynder, uvilkårligt vil blive et gennemgangsrum med væsentlig mere trafik end tidligere. På samme måde vil rummet på 1.-salen, hvor trappen ender, blive et fordelingsrum for værelserne her. En 1. sal vil ændre den måde, I bevæger jer rundt i huset på, og det er vigtigt at tænke over, når du planlægger projektet.
Publiceret: søndag 3. september 2006
Kolofon / Send feedback
Kristine Virén, videnformidlingschef
Gusta Clasen, journalist
Jan Bo Felland, videnformidlingschef
Kilder
Kilder
Farvel Parcel, Bolius 2004
Netarkitekten
Boligtorvet
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer