Op på loftet

Inspiration |  Publiceret: mandag 20. marts 2006

Etablering eller ombygning af en loftetage kan være løsningen på behovet for mere plads, hvis man ikke har mulighed for at bygge til eller kan udnytte kælderen på en anden måde.

En tagetage rummer mange kvaliteter: mulighed for et godt, naturligt lysindtag i form af kviste, ovenlysvinduer og rytterlys (vinduer i kip) med masser af himmellys, et godt udsyn/udkig, spændende og interessante rum med mulighed for alternativ udnyttelse af kvadratmeterne og mulighed for fred og ro fra det øvrige liv i underetagen. Men at få udnyttelsen af kvadratmeterne til at gå op med trappe, repos, gangareal og funktion kan være en udfordring, som jeg vil tage op i denne artikel.

Jeg er ikke særlig høj, men har altid ønsket at være det. Måske er det derfor, jeg holder meget af tagetager og det at komme op og se ud over landskabet. Tagetager og de rumlige oplevelser, de kan give os, kan løfte kvaliteten i en bolig. Dels fordi det giver mulighed for flere rum, dels fordi det giver mulighed for karakterfulde rum. Men nogle helt basale overvejelser skal der til.

Hvad skal loftetagen bruges til?

Det første, der skal besluttes, er, hvad denne loftetage skal bruges til. Når der skabes mulighed for flere rum ovenpå, vil det indvirke på "logistikken" i huset. Måske skal placeringen af de funktioner, som I troede, skulle blive i underetagen, måske overvejes endnu en gang. Det bedste er at tage et stort overblik og vurdere: Skal vores underetage hovedsageligt være fællesområder - altså køkken, køkken/alrum, spiseområde, dagligstue, adgang til en computer? Skal 1.-salen så fungere som det sted, man kan trække sig tilbage, fordybe sig, være alene eller sammen med en kammerat? Eller skal der være en stor repos med tv-kiggeri i store flydemøbler, dvs. et fællesområde? Disse overvejelser er meget vigtige, fordi det kræver, at I sætter jer ind i, hvad der sker med resten af jeres bolig, når I etablere en 1.-sal.

Placering af trappen

At få placeret trappen er det næste skridt. En trappe er en boligs "rygrad" - et meget vigtigt funktionelt og arkitektonisk element. Funktionelt, fordi det er adgangsvejen til og fra loftetagen og derfor meget afgørende for, hvorledes og hvor ofte denne loftetage bliver brugt, og fordi den skal fordele adgangen til værelser på 1. sal. Arkitektonisk, fordi en trappe er en del af konstruktionen i en bolig med flere etager og kan være et skulpturelt indslag i et rum. Man skal være opmærksom på, at det ikke blot er trappen, der tager plads i rummet, men også de ganglinjer og dermed den uro, der kommer med trafikken til og fra trappen. Udformningen af trappen tager udgangspunkt i, dels hvilken type hus det drejer sig om, dels om trappen er fritstående eller løber langs med en væg.

Udnyttelse af en repos

En repos kan bruges til mange forskellige formål og skal ikke nødvendigvis altid være så lille som mulig

t. Den kan udnyttes til arbejdsplads, fællesrum til børnene, tv-kiggeri, læsehjørne, lektielæsning osv. Fordelen ved en repos er, at man kan trække sig tilbage uden at være isoleret fra den øvrige bolig.

Skunke og skråvægge

En skunk kan umiddelbart virke begrænsende for gulvarealet. Men faktisk kan skunke udnyttes, f.eks. giver det bedre mulighed for møblering og opbevaring i form af indbyggede reoler. Skråvæggene giver dels rummet karakter og understreger, at vi er højt oppe under taget, dels giver det mulighed for at skabe nogle spændende nicher, alkover og arbejdsområder.

Kviste og ovenlys

Det kan være svært at udnytte sin loftetage optimalt pga. skråvægge og det faktum, at det effektive areal, der kan anvendes med fuld højde, ofte er ganske smalt. Her kan løsningen være kviste og ovenlys, der øger højden og lyset i rummet.

Hens eller åbent til kip?

En mulighed for at øge udnyttelsen af loftetagen er at etablere en hems. En hems kan anvendes som et spændende legested for børnene eller til at sove på. Dette kræver dog, at der er plads til en trappe, evt. blot i "hønsestigeformat".

Såfremt der ikke skal etableres en hems, kan det overvejes, om der skal være loft helt til kip. Dette er med til at understrege rummets geometri og særlige kvalitet - at være et rum under taget.

Kolofon / Send feedback

Af Louise Boel, indretningsarkitekt

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen