Parcelhus fik en etage ovenpå
Multirum, badeværelse, værelser, tagterrasse, en elegant trappe og en fantastisk rumoplevelse. Se flotte billeder af etplans-huset, der fik 1. sal.
21 billeder Åben hele serien BILLEDSERIE
Med en helt ny 1. sal har en familie i Greve Strand fået en langt større bolig, der byder på spændende rumoplevelser.
Familien ville ikke ændre stueplanet i parcelhuset fra 1960’erne væsentligt ved at inddrage et rum til gennemgang til en tilbygning, så de valgte at bygge opad. Med en enkel tagkonstruktion har familien fået et stort, fleksibelt multirum på 1. sal uden bærende skillevægge. Huset har fået trempelspær, som giver bedre udnyttelse af 1. salen.
Dobbelthøjt rum åbner opad mod lys og himmel

- Med sin dobbelthøjde får stuen masser af lys og luft.

- Multirummet på 1. sal har bl.a. denne sofakrog.
Via et dobbelthøjt trapperum er der skabt god kontakt mellem stueplan og 1.sal. Der er taget nogle kvadratmeter fra 1. salen til det dobbelthøje rum, men samtidig giver det flere kubikmeter og en fantastisk rumoplevelse - både set fra 1. salens multirum og fra stuen, hvor der er blevet højt til loftet.
I multirummet har familien både langbord til kontorbrug og en sofa-/tv-afdeling. Desuden indeholder den nye 1. sal badeværelse, to værelser og en tagterrasse.
Familie blev boende, mens ny 1. sal blev lavet
Hele 1. salens konstruktion blev rejst på en eftermiddag. Det gamle etplanshus står næsten uberørt, og familien har kunnet bo i huset under hele byggeforløbet, bortset fra til sidst da det dobbelthøje rum skulle etableres.
Stueplanet er løbende blevet istandsat af de tidligere ejere, bl.a. er der nye vinduer i, så huset er i rigtig god stand.
Men også stueplanet er dog blevet moderniseret. Alle husets vægge og lofter er nymalet, og både de gamle gulve i stueplan og det nye gulv på 1. sal er blevet slebet og hvidpigmenteret.
Trappe som møbel i stue
I dagligstuen har familien fået ny gaspejs og skydedør mod haven. Trappen er i et hjørne af spisestuen og indgår med sit rækværk i stål og glas som et elegant møbel i den dobbelthøje stue.

- Det oprindelige hus med de nye tagspær monteret.

- Den nye gavl, der er beklædt med lærketræ.
Fakta om parcelhuset med den nye 1. sal
- Huset har fået ny 1. sal med nye spær og 250 mm isolering.
- Taget er beklædt med tagpap med listetækning og har Velux vinduer.
- Der er nyt trægulv af ask på 1. salen.
- Den nye 1. sal indeholder et stort multirum med udgang til tagterrasse med integreret solafskærmning, to nye soveværelser med hemse og et badeværelse.
- Udvendigt er husets facade blevet filtset og gavlfacaden er beklædt med lærketræ på klink.
- Huset var oprindeligt på 127 kvadratmeter. Med den nye 1. sal er den udvidet med 85 kvadratmeter: I alt 212 kvadratmeter.
- Det tog et halvt år at bygge den nye første sal.
- Projektet kostede i alt ca. 1.625.000 kr.
Kolofon / Send feedback
journalist Lene Jarbøl
arkitekt, maa Lotte Raabo Larsen
fotograf Torben Klint
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer