Caffelatte-kultur indtager de danske hjem
Med terrassevarmer og en kop caffelatte på cafébordet minder danskernes terrasser om en café. Måske et tegn på travlhed.
Cafelatte-kulturen er på vej til at indtage de danske hjem. Med en maskine i køkkenet, der kan lave alt fra espresso til cappuccino, og en terrasse med alskens udstyr, er der ved at blive skabt en anden form for hygge og samvær i, men specielt udenfor, de danske hjem.
Det mener adm. direktør i Dansk Arkitektur Center, Kent Martinussen.
Sydeuropæisk kultur ind i villakvartererne
- Nu er caffelatte-kulturen ikke kun blevet trukket ind i de mindre provinsbyer - den er også trængt ind i selve villakvartererne. Det er kulturen fra Sydeuropa, der er kommet til Danmark, siger Kent Martinussen.
Flere overdækkede terrasser
Terrasser, især overdækkede terrasser, var en tendenserne i Bolius Idépris 2007, hvor 1.213 danskerne havde sendt deres forslag ind i en af de tre kategorier:
-
60'er/70'er-huset
-
Ny tagetage
-
Bæredygtig bolig
- Dem der er færdige indendørs begynder at kigge udendørs. Det er noget, man kan gøre for en overskuelig økonomi og uden de store byggetekniske sværdslag. Udbuddet af produkter til terrassen og markedsføringen af dem gør, at vi bliver mere og mere opmærksomme på dem, siger rådgivningschef i Bolius og formand for dommerkomiteen i Bolius Idépris 2007, Michael Bloch.
Fra café til terrassen
Kent Martinussen, der også var medlem af dommerkomiteen i Bolius Idépris 2007, mener, at den øgede fokus på terrassen kan skyldes travlhed.
- Det kan være et tegn på, at man ikke har tid til at gå ud på cafeerne i det offentlige rum, og så skaber man sit eget mikroklima derhjemme med en caffelatte-maskine i køkkenet og et cafésæt og en terrassevarmer på terrassen. Man vil gerne have hygge og samvær med familien, forklarer han.
Gasvarmere indtager terrassen
Vejret kan imidlertid være et problem. For det er ikke så lunt som i Frankrig, Italien eller Spanien.
- Så det kan være, at boligejerne allerede har accepteret de globale klimaændringer. Men gasvarmere er nu også blevet en del af terrasserne, siger Kent Martinussen.
Udekøkken og udendørs brusebad
Ifølge Michael Bloch er der en klar tendens til, at folk arbejder meget med ude/inde-rummet.
- Der er terrasser, udekøkken, udendørs pejs, og nogle arbejder også med brusebade udendørs, fortæller han.
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer