Gør ikke din terrasse for stor
En hyggelig terrasse må ikke være for stor, og den må gerne være alt andet end firkantet. Planter og hække kan skabe hyggelige rum på terrassen.
Terrasser bliver ofte anlagt, så de er alt for store til at være rigtigt hyggelige.

- Haveejere er tilbøjelige til at lave alt for store terrasser med for meget belægning. Men derved mister terrassen sin intimitet. Det er ikke ret rart at sidde til skue på en stor plads, siger Anne Stausholm.
Anlæg en hyggelig terrasse og hold fest på græsplænen
Kristine Virén mener, at du først og fremmest skal anlægge terrassen efter, hvordan den skal bruges til daglig.
- Hvis du ofte har mange gæster, er det fint at anlægge en terrasse, hvor der er plads til mange mennesker. Men hvis det kun sker én gang årligt, og terrassen hele resten af sommeren kun skal bruges af f.eks. fire mennesker, så kan sådan en stor terrasse komme til at virke for stor og ikke særlig hyggelig. Når du har mange gæster, kan du jo bare dække op på græsplænen, foreslår hun.
Terrasser behøver ikke være firkantede
Anne Stausholm mener, at haveejerne skal tænke mere utraditionelt, hvis de vil have en hyggelig terrasse.
- Folk er tilbøjelige til at tænke meget firkantet, når de anlægger en terrasse. De bliver tit helt forundrede, når vi f.eks. foreslår at dele terrassen op i to sektioner med et bed i midten, fortæller hun.
Skab rum på terrassen
I stedet for at anlægge en stor, firkantet terrasse, foreslår hun, at du skaber rum på din terrasse.
- Start med at finde ud af, hvor der er brug for en sti at gå på, og hvor det vil være fint at sætte havebordet og grillen. Derefter kan du lave bede med roser, stauder eller krydderurter på resten af området. Du kan også dele terrassen op med hække eller med bøg, der er formet som lave kasser. Eller du kan anlægge terrassen i flere niveauer, hvor dele af terrassen er hævet i forhold til resten, foreslår Anne Stausholm.
Kolofon / Send feedback
Henvisninger
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer