Grill

Fakta | 

En grill kan fås til kul og briketter, gas eller el. Skal den kunne bruges en eller mange gange, til to eller 10 personer, og skal den kunne tages med på skovturen? Tænk over dine behov, inden du køber ny grill.

Hvad skal grillen varmes op med?

At grille er indbegrebet af sommer og sommeraftener i det fri. Den gode - til tider brændte - smag, vi kender så godt, hører næsten med til aftensmaden på terrassen. For blot få år siden blev der stort set kun grillet over kul, men nu er udvalget blevet meget større og mere avanceret.

Bøffer på den klassiske kulgrill.
Bøffer på den klassiske kulgrill.

I dag kan du få en grill, der opvarmes me

  • Kul og briketter
  • Gas
  • El

Grill til trækul og briketter
En grill til kul og briketter består typisk af en bund, hvori der lægges kul eller briketter, og en rist ovenover, som maden lægges på.

Optænding
Kul og briketter til optænding af grillen har forskellige egenskaber. Kul brænder hurtigere end briketter, men kul kan være fint at bruge til kød og anden mad, det ikke tager så lang tid at stege.

De billigste kul og briketter kan være svære at få ild i, og de brænder heller ikke helt så længe og med helt så jævn varme som de lidt dyrere produkter. Det kan derfor vise sig, at det ikke er så meget dyrere at bruge de lidt dyrere kul og briketter end de billige produkter. Da de billige kul og briketter kræver en del tændvæske for at kunne antændes, kan du også risikere, at maden kommer til at smage lidt af tændvæske.

Hold dig fra de billigste kul - de lidt dyrere giver en længere og mere jævn varme.
Hold dig fra de billigste kul - de lidt dyrere giver en længere og mere jævn varme.

Madlavning på en grill med kul eller briketter skal foregå med en vis portion tålmodighed, da det tager ca. 15 minutter at få ild i kullene eller briketterne. Den nemmeste måde at få ild i dem på er ved at bruge en grillstarter.

Du kommer en passende mængde kul eller briketter i den sammen med et par optændingsblokke, hælder lidt tændvæske over og lader det stå og trække nogle minutter, inden du sætter ild til. Når der er ild i kullene eller briketterne, hælder du dem ud i grillen, og så bør du vente yderligere 20 minutter, så de er tilstrækkeligt gennemvarme. Kullene og briketterne er klar, når de begynder at bliver askegrå i kanterne.

Kul og briketter, som slukkes inden, de er brændt helt ud, kan tændes og bruges igen, næste gang du skal grille, evt. sammen med nye kul og briketter.

Justering af temperaturen
Temperaturen i en grill med kul eller briketter kan ikke så nemt justeres. Men kullene eller briketterne kan lægges lidt forskelligt i bunden af grillen. Hvis der kun er lidt eller slet ingen kul eller briketter, f.eks. ude i siderne, vil temperaturen der være lidt lavere. Derudover kan du regulere temperaturen ved at hæve eller sænke risten.

En gasgrill er hurtig at starte, og varmen er nem at justere.
En gasgrill er hurtig at starte, og varmen er nem at justere.

Gasgrill
En gasgrill fungerer med flaskegas eller mindre gasbeholdere, som sættes ind i grillen. Ved hjælp af en eller flere brændere opvarmes en lavasten eller keramiske sten i bunden af grillen. Det er varmen fra stenene, som maden steges over.

Optænding
En gasgrill er nem at starte op og anvende, og den er klar ganske få minutter, efter at den er blevet tændt. Det kan være en stor fordel for planlægningen og madlavningen.

Nogle grillentusiaster vil mene, at maden mangler noget af den velkendte røgede smag, men smagen af grill er bestemt at finde i maden.

Justering af temperaturen
Temperaturen er meget nem at justere på en gasgrill. Du kan nemt og hurtigt skrue op og ned for varmen. En gasgrill er derfor også hurtig kold efter brug.

En gasgrill har typisk flere brændere, hvilket er en fordel, hvis du kan tænde brænderne enkeltvis. På den måde kan du spare på gassen ved kun at tænde enkelte brændere en aften, hvor der kun skal grilles til to mennesker.

Elektrisk grill
En elektrisk grill sættes i stikkontakten, hvorefter et varmelegeme varmes op og fordeler varmen.

Optænding
En elektrisk grill bliver ligesom gasgrillen varm og klar til brug med det samme. Den ryger meget lidt og kan derfor også bruges indenfor. Desuden er mange elektriske grill nemme at skille ad, og flere af delene kan gå i opvaskemaskinen.

Justering af temperaturen
Temperaturen er nem at justere på en elektrisk grill, og den reagerer næsten lige så hurtigt som en gasgrill.

Den klassiske åbne grill.|Kuglegrill.
Den klassiske åbne grill.
Kuglegrill.

Hvilke typer grill findes der?

Der findes et stort udvalg af grill, lige fra den helt billige engangsgrill til meget avancerede modeller.

Engangsgrill
En engangsgrill er en foliebakke med kul og en rist over. Den er populær, fordi den er billig og nem at tage med på stranden eller skovturen. Men den har sine begrænsninger. Der er ikke så meget kul i bakken, og afstanden mellem kul og rist er meget lille.

Det betyder, at maden nemt bliver brændt på overfladen og dermed hård udenpå, mens den ikke er varmet ordentligt igennem. En engangsgrill er ikke særlig miljøvenlig, da den kun anvendes en gang og så smides væk. Foliebakken kan ikke nedbrydes naturligt, og det er især et problem, fordi mange lader engangsgrillen stå ude i naturen, når de har brugt den.

Transportabel grill
En transportabel grill er en lidt mindre grill, der nemt kan pakkes sammen og tages med på tur. Der findes et stort udvalg af transportable grill. De fleste er til kul og briketter, men de kan også fås med gas, hvilket kan være praktisk, da den hurtigt varm og kold igen, når den skal pakkes sammen.

Bordgrill
En bordgrill kan fås med både el og gas og i forskellige størrelser. En elektrisk grill kan også bruges indenfor.

Traditionel åben grill
Den traditionelle åbne grill, hvor der grilles over direkte varme fra kul eller briketter, findes i mange former, design og størrelser.

Kuglegrill
Kuglegrillen kan fungere som en traditionel grill. Men du har også mulighed for at tilberede maden under låg og derved stege maden ved indirekte varme. Kuglegrillen fås med forskellig diameter fra 37 cm til 57 cm og helt op til en ekstra stor model med en diameter på 98 cm.

Andre typer grill
Ud over de nævnte grill findes der andre muligheder for at tilberede mad over åben ild, f.eks. udendørs indbyggede pejse eller bål.

Hvad koster en grill?

Der er meget stor forskel på, hvad en grill koster, lige fra en lille engangsgrill til under 50 kr. til den helt store gasgrill til 20.000 kr.

En bordgrill og en transportabel grill kan fås fra ca. 1.500 kr. En traditionel grill til kul eller briketter er ofte ret enkel og kan købes for et par hundrede kroner og op til flere tusinde kroner, afhængigt af design og udstyr. En kuglegrill koster fra 1.000 kr. til 3.000, hvis du vil have bord og andet ekstra udstyr med. En gasgrill kan købes fra ca. 2.000 kr. (alle priser er inkl. moms fra maj 2008).

Hvilket tilbehør findes der til grillen?

I dag er det at grille meget andet end at anskaffe sig en helt almindelig grill med en rist over glødende kul. Der findes uendeligt meget udstyr til en grill.

Med grilltang og kødgaffel kan du let vende bøffer og koteletter på grillen.
Med grilltang og kødgaffel kan du let vende bøffer og koteletter på grillen.

Der findes tilbehør til selve grillen:

  • Sidebord og rullebord til at montere grillen i eller ved.
  • Betræk til at beskytte grillen, når den ikke bliver brugt.
  • Kulholder til opbevaring af kul og briketter.
  • Diverse grillstartere.

Med diverse tilbehør kan du grille de fleste madvarer:

  • Riste
  • Stegholder
  • Spareribsholder
  • Holder til hele kyllinger og brød
  • Grillplade til æg, bacon og kartofler
  • Pizzaholder
  • Grillspyd og fiskeholdere.

Der er også et stort udvalg af grillværktøj til at håndtere maden med:

  • Tang
  • Kødgafler
  • Paletter.

Hvad skal du tænke over, inden du køber en grill?

Det er en god idé at se på, hvordan du plejer at grille, hvad du griller, og hvad du evt. savner ved din nuværende grill. Er du typen, der laver hurtig mad og gerne vil kunne tænde og bruge grillen i løbet af 5-10 minutter, eller gør det ikke noget, at du skal starte kulgrillen op en halv til en hel time inden? Se også på, hvor stor en grill du har brug for. Skal den både kunne tilberede et par pølser, når I er to, og meget mad, når I er mange?

Hvordan vedligeholder du en grill?

En grill kræver ikke meget anden vedligeholdelse, end at du tømmer aske ud og sørger for at rense fedtaflejringer væk. Det er nemt at fjerne eventuelle mad- og fedtrester fra risten med en stålbørste, allerede mens grillen er varm. Genstridigt fedt på riste og holdere kan lettest fjernes, ved at de snavsede dele smøres ind i brun sæbe og pakkes ind i plast. Et døgn efter kan de lettere skrubbes rene.

Det er vigtigt, at grillen er lavet af solide materialer, der kan tåle at stå udenfor. Det kan de fleste grill, men det er ofte skruer, samlinger osv., der først ruster til eller går i stykker.

Sikkerhed, når du griller

Du skal tænke dig om og være forsigtig, når du griller, da temperaturen kan komme op på 500-600 grader. Derfor er der visse sikkerhedsregler, du bør følge:

  • Sørg for, at grillen står på et godt stabilt underlag. Det må ikke være brændbart, hvis grillen ikke har noget understel.
  • Sørg for, at den varme, der stiger op fra grillen, ikke kan antænde træer, markise eller parasol.
  • Anvend kun sprittabletter eller tændvæske og aldrig dieselolie, benzin el.lign., når du skal tænde grillen.
  • Anvend kun så meget tændvæske, at kullene eller briketterne kun lige akkurat bliver våde, og lad dem suge tændvæsken i et par minutter.
  • Anvend gerne pejsetændstikker eller andre lange tændstikker frem for en lighter.
  • Hvis briketterne ikke vil antænde, må du ikke hælde mere tændvæske på og prøve igen, før de er kølet helt ned.
  • Sørg for, at en tændt grill altid er under opsyn.
  • Sørg for at have vand stående parat. En forstøver til lidt for voldsomme flammer og en spand vand eller haveslange, hvis der er behov for at slukke grillen hurtigt.

Publiceret: torsdag 7. august 2008

Kolofon / Send feedback

Af 
redaktionschef Kristine Virén
journalist Dea Lindegaard

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen