Terrassevarmer - hvilken skal du vælge?

Fakta | 

Er det dyrt at have en terrassevarmer stående til de kølige sommeraftner? Hvilken type varmer bedst, og hvilken er mest miljøvenlig? Bliv rustet til valg af terrassevarmer her.

Gasdreven terrassevarmer. Foto: www.terrassevarmer.dk

Terrassevarmere er inden for de seneste år blevet et meget mere almindeligt syn i private haver og er en dejlig måde at forlænge sommeren på.

Men terrassevarmere er i bund og grund også fyring for gråspurvene, og det ville være langt mere CO2-venligt at tage et ekstra par tæpper over skuldrene.

Overvejer du en varmekilde på terrassen er der groft sagt 3 typer du kan vælge i mellem – gasdrevne terrassevarmere, eldrevne terrassevarmere og terrassevarmere med brænde.

Se her, hvad der er bedst, billigst og mest miljøvenligt.

Hvilke typer terrassevarmere findes der?

De typer af terrassevarmere der findes på markedet kan deles op i 3 kategorier:

  • Gasdrevne terrassevarmere
  • Elektriske terrassevarmere
  • Terrassevarmere, der anvender brænde

Gasdrevne terrassevarmere

Den mest almindelige type gasdreven terrassevarmer er fritstående og har en fod/flaskeskjuler i bunden og en hat/reflektor i toppen.

Det er den type, du tit ser på caféer, og den er også blevet meget almindelig i de danske haver. Den findes også i mindre størrelser, som kan stå på et bord.

LÆS OGSÅ: Test: Hvordan fjerner du nemmest ukrudt mellem fliserne?

Hvordan virker en gasdreven terrassevarmer?

Den gasdrevne terrassevarmer fungerer ved, at gassen føres op i toppen af en gasbrænder, som er placeret inde i en stålcylinder. Gassen antændes, og flammen samt røggasserne varmer cylinderen op. Øverst sidder ”hatten”, som reflekterer varmestrålingen ned og ud.

Fælles for gasdrevne terrassevarmere er, at varmen spredes jævnt ud i en cirkel omkring terrassevarmeren. For at få det optimale ud af gasvarmeren, skal den derfor helst stå i midten blandt de, der skal nyde varmen.

Du kan også købe modeller af terrassevarmeren, hvor du kan opsætte en plade/reflektor på den ene side, så varmen samles der og ikke i en cirkel omkring standeren.

Typer til udendørs og indendørs brug

Gasdrevne terrassevarmere af ovenstående type må kun bruges udendørs. Både på grund af brandfaren, men især på grund af den kuldioxid der udvikles ved afbrændingen.

Der findes også mindre gasovne, som typisk bruges i telte eller udestuer. De fungerer som radiatorer, og de udnyttes bedst, hvis de står i helt eller delvist lukkede rum.

Husk - følg altid producentens anvisninger for afstande til brændbare overflader.

Energiforbrug for gasdrevne terrassevarmere

Det varierer en del, hvor meget energi, gasdrevne terrassevarmere bruger. Det afhænger af hvor varmt du vil have det.

Som tommelfingerregel bruger en terrassevarmer med gas ca. 1 kilo gas i timen. Prisen (2012-priser) er ca. 15 kr. for en time.

Fordele og ulemper ved gasdrevne terrassevarmere

En almindelig gasvarmer giver god varme inden for en rækkevidde af 5-10 meter. Det afhænger naturligvis af størrelsen. Du kan få gasvarmere, der dækker et større område.

Nogle vil mene, at gasbrænderen giver en hyggeligere stemning end eksempelvis en infrarød opvarmer, men den er også dyrere i drift.

Gasvarmeren kan placeres uden hensyntagen til om der er el. Gasflasken skal skiftes jævnligt, men selve brænderen og standeren har meget lang levetid.

En gasdrevet terrassevarmer forurener med omkring 3 kilo CO2 pr time. Til sammenligning forurener en eldrevet terrassevarmer ca. 1,1 kilo pr time via elværket.

Der er en del varmespild ved brug af terrassevarmere af gas, og hvis det blæser en smule, vil varmen forsvinde.

Priser for gasdrevne terrassevarmere

En typisk gasvarmer med en højde på omkring 2,2 meter og en reflektor med en diameter på omkring 80 cm koster ca. 1.000-2.500 kr. (2012-priser). De fås billigere på tilbud og dyrere, hvis du ønsker et mere usædvanligt design.

Gasbordvarmeren fås for omkring 800 kr.

LÆS OGSÅ: 7 tips til skygge på terrassen

Skal jeg vælge den gasdrevne terrassevarmer?

Hvis du har en terrasse med plads til den gasdrevene terrassevarmer, og hvis I ofte er mange samlet på terrassen, kan denne type terrassevarmer være god, da den har en stor rækkevidde.

Den gasdrevne terrassevarmer giver også en mere hyggelig belysning, end den eldrevne, da det er ild der giver varmen og lyset. Desuden får du lidt mere frihed med denne type terrassevarmer, da den ikke er afhængig af strøm og ledninger.

Infrarød eldreven terrassevarmer. Foto: www.terrassevarmer.dk

El-drevne terrassevarmere

Der findes 2 hovedtyper af eldrevne terrassevarmere:

  • Infrarøde varmere
  • Reflektorvarmere

Infrarøde terrassevarmere ligner almindelige lamper og findes i flere udformninger. De kan være både fritstående eller lamper, som hænger på væggen eller i loftet. Lyset, der kommer fra lamperne, er, som navnet indikerer, rødt.

Hvordan virker en infrarød terrassevarmer?

Den infrarøde varmer fungerer ved, at en lampe sender infrarøde stråler ud, og når strålerne rammer personer eller ting bliver disse varmet op.

I modsætning til reflektorvarmeren bruger den infrarøde varmer ikke meget energi på opvarmning af luften. Hovedparten af energien bruges på opvarmningen af de elementer, der bliver ramt af lyset/strålerne.

LÆS OGSÅ: 3 reparationer du selv kan lave på stenterrassen

Priser på infrarøde varmere

En elterrassevarmer med infrarød opvarmning koster ca. 2.000-4.000 kr.

Sådan virker reflektorvarmeren

På en reflektorvarmer kommer varmen fra et varmelegeme, der fungerer ved hjælp af en blank plade – en reflektor - som sender varme ud. Princippet er det sammen som en brødrister. Reflektorvarmeren bruger en del energi på at varme luften op frem for kun at opvarme personer og elementer som den infrarøde varmer.

Reflektorvarmeren er forholdsvis energikrævende og anvendes ikke så meget mere, da der er kommet mere energivenlige typer.

Elterrassevarmere kan benyttes både inden- og udendørs.

Priser på reflektorvarmere

En elterrassevarmer med reflektorvarmer koster omkring 200-500 kr.

Energiforbrug ved eldrevne terrassevarmere

Det varierer en del, hvor meget energi eldrevne terrassevarmere bruger. Det afhænger bl.a. af, hvor varmt du vil have det.

Som tommelfingerregel bruger en eldrevet terrassevarmer ca. 1,5 kWh i timen, og prisen for en times forbrug er ca. 3 kr. (2012-priser).

LÆS OGSÅ: Grill

Fordele og ulemper ved eldrevne terrassevarmere

Den infrarøde terrassevarmer opvarmer de elementer, som lyset rammer. Der er ikke så meget varmespild, og den kan også bruges, når det blæser. Du kan retningsbestemme lyset, så du får det optimale udbytte. Lampen er rød, og det kan for nogle være generende for nogle

En eldrevet terrassevarmer forurener ca. med 1,1 kg. CO2 pr time pr. time via elværket. Til sammenligning forurener en gasdrevet terrassevarmer med omkring 3 kg CO2 pr. time

Terrassevarmere med infrarødt lys er de billigste i drift, men de koster generelt lidt mere at købe end gasbrændere.

Rækkevidden for elvarmere er lidt mindre end en gasbrænders rækkevidde – de dækker fra 9 til 20 m2, hvor gasvarmeren kan dække fra 10 -50 m2. Levetiden for infrarøde varmere er ca. 7.000 timer.

Reflektorvarmeren har de samme ulemper mht. varmespild, som gasvarmeren, idet den varmer luften op. Hvis det blæser en smule, vil varmen forsvinde. Den kan retningsbestemmes, og varmen kommer hovedsalig ud fra en side.

Elvarmere kræver et stik eller en forlængerledning

Energiforbrug ved eldrevne terrassevarmere

Det varierer en del, hvor meget energi, der forbruges på terrassevarmere. Det afhænger af hvor varmt man vil have det.

Som tommelfingerregel bruger en eldrevet terrassevarmer ca. 1,5 kWh i timen og prisen ca. 3 kr. for en time. Prisen er fra 2012.

LÆS OGSÅ: Udekøkkener

Terrassepejs. Foto: www.terrassevarmer.dk

Bålfad, terrassepejs og lerbrændeovn

En tredje mulighed er terrassevarmere, der bruger brænde. Bål på terrassen er ikke den mest effektive opvarmningskilde, men kan være mere hyggeligt og en god madlavningsmulighed.

Terrassevarmere med brænde fx være:

  • Bålfad
  • Terrassepejs
  • Lerbrændeovn

Bålfad

Et bålfad er den mest simple terrassevarmer med brænde. Det er en stor jernskål, hvori du laver et bål.

Tænder du op i et flytbart bålfad med en brændemængde svarende til højst 50 liter eller 5-8 stykker almindeligt brænde, skal du stille det, så der er mindst 5 meter til nærmeste hus med fast tag

Et bålfad koster omkring 500 kr. (2012-priser).

Terrassepejse

Terrassepejse fylder meget i forhold til gas- og elvarmere, men kan til gengæld også bruges til madlavning. Der er en mindre skorsten på terrassepejsen, så røgen ledes op og væk fra terrassen.

Terrassepejsene, hvor du kan lave mad, koster fra 1800 kr. (2012-priser).

Husk at overholde producentens anbefalinger for placering i forhold til bygninger og brandfarlige materialer.

Lerbrændeovn

Der findes også små ”brændeovne” i ler (mexicanerovne) - de samler varmen lidt mere end et bålfad, og røgen spredes heller ikke så meget.

Små mexicanerovne koster fra 850 kr. (2012-priser)

Husk at overholde producentens anbefalinger for placering i forhold til bygninger og brandfarlige materialer.

Energiforbrug terrassevarmere

Det varierer en del, hvor meget energi terrassevarmere med brænde bruger. Det afhænger bl.a. af, hvor varmt du vil have det.

Som tommelfingerregel bruger en terrassevarmer med brænde ca. 4 kilo brænde i timen. Pris 5-10 kr. for en time (2012-priser).

Ulemper ved terrassevarmere med brænde

Ulempen ved at brug brænde som opvarmningskilde er, at det hurtigt bliver meget varmt tæt på - og køligt, når man trækker sig lidt væk fra ilden.

Fælles for terrassevarmere med brænde er desuden, at de kræver ret meget plads - dels fordi du ikke må have ild tæt på boligen, og dels fordi de bare fylder meget.

Husk, at holde korrekt afstand til din bolig, når du laver bål på din terrasse.

LÆS OGSÅ: Bål i haven – med sikkerheden i orden

Blæser det skal du være meget opmærksom på, at ilden ikke spreder sig, og det kan være svært at få gang i specielt bålfadet ved blæst.

Publiceret: tirsdag 19. juni 2012

Kommentarer




Skriv til Bolius’ brevkasse

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, kan du gratis spørge en af eksperterne i brevkassen Spørg Eksperten.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få hjælp af en fagekspert

Har du brug for mere hjælp indenfor dette felt? Så få besøg af en fagekspert fra Bolius. Vores ansvarlige på området er

  • Tine Sode
  • Fagekspert

Klik og få mere at vide

I disse tider med fokus på ressourceforbrug og CO2-udledning, forstår jeg ikke, at I gør reklame for terrassevarmere. I stedet kunne I opfordre folk til at undgå terrassevarmere og i stedet tage en sweater på og et tæppe omkring sig.
Anna Nørgaard | 30 Jun 2012
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Facebook
Annonce
Annonce
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os