Drømmen om en patriciervilla kan blive dyr
Store, stilfulde patriciervillaer har altid tiltrukket huskøbere, men medaljen har også en bagside. Det kan være et meget stort og bekosteligt arbejde at vedligeholde en patriciervilla.
Mange boligkøbere drømmer om en herskabelig patriciervilla, men det er klogt at lade det blive ved drømmen og i stedet købe et praktisk parcelhus eller et nyt hus. I følge arkitekt Kristine Virén fra Bolius kan det blive dyrt at gøre drømmen om en patriciervilla til virkelighed.
- En patriciervilla er både dyr at købe, dyr at ombygge og dyr at vedligeholde. Mange af husets materialer er eksklusive og kræver desuden en meget stor arbejdsindsats, når de skal istandsættes. Og i dag er lønnen til håndværkere ikke så lav, som den var i slutningen af 1800-tallet, konstaterer Kristine Virén.
Patriciervilla er ikke indrettet til nutidens familier
I følge Kristine Virén er en patriciervilla heller ikke indrettet særligt familievenligt.
- Patriciervillaen er nærmest bygget modsat af, hvordan vi gerne vil indrette os i dag. Den har f.eks. et lille, afsidesliggende køkken i stedet for det store køkken-alrum, som mange ønsker sig. Og som regel er der kun ét stort børneværelse. Da huset blev bygget var det nemlig almindeligt, at de fine familiers børn delte et stort værelse og havde en barnepige, der boede i et lille kammer ved siden af. Mens de fleste familier i dag vil foretrække to eller flere lige store børneværelser, siger hun.
Byggerådgiver Tine Rensch Sode fra Bolius er helt enig.
- En patriciervilla ser godt ud udefra, men den er ikke så praktisk indrettet. 1. salen er tit noget rod med mange underlige vinkler, og der mangler næsten altid et toilet, siger hun.
Villa er vanskelig at bygge om
Samtidig er patriciervillaen ret svær at bygge om, hvis det ikke skal gå ud over villaens storslåede stil.
- Huset har nogle fantastiske rum med højt til loftet og masse af lys. Og det klæder huset, at rummene er så store. Hvis et af husets store rum deles op i flere mindre rum, bliver rummets proportioner helt forkerte. Så man kan ikke bare smække en gipsvæg op, hvis resultatet skal blive ordentligt, mener Kristine Virén.
Dyrt at vedligeholde villaens fine detaljer
- En patriciervilla er også meget dyr at vedligeholde, fordi den er så gammel og stor. Men også fordi den har mange fine detaljer, som det er arbejdskrævende at istandsætte. Der er blevet kælet for detaljerne, fortæller Tine Rensch Sode.
Hun remser nogle af de mange renoveringsopgaver op:
-
Patriciervillaer har pudsede facader, som skal vedligeholdes mindst hvert 10 år.
-
Det tager lang tid at male de småsprossede vinduer.
-
Høje paneler, flotte fyldningsdøre og husets mange andre fine detaljer er besværlige at renovere og dyre at skifte ud.
-
De glaserede teglsten på taget er dyre at skifte ud.
Det forpligter at eje en patriciervilla
Mange patriciervillaer har allerede mistet noget af fortidens glans i forbindelse med istandsættelser.
F.eks. er spir og andre bygningsdele med kunstfærdig udsmykning blevet erstattet med mere almindelige bygningsdele, eller husets tagrender og nedløbsrør af kobber er blevet udskiftet med zink eller plastik. Det er synd, mener Tine Rensch Sode.
- Når man køber en patriciervilla, gør man det jo, fordi huset har et helt særligt udseende, og det skal man sørge for at bevare. En patriciervilla ser helt forkert ud med glatte døre eller store vinduesflader uden sprosser, siger hun.
Patriciervilla er ideel til juletræ og familiefester
Men på trods af alle ulemperne, forstår Kristine Virén og Tine Rensch Sode alligevel godt, hvorfor mange føler sig stærkt tiltrukket af patriciervillaen.
- Hvis man køber en patriciervilla, får man både god kvalitet og mange, fine detaljer, som er alle pengene værd. Man får også et hus med god plads til juletræet og de store familiefester. Man skal blot være klar over, at huset er lidt upraktisk i hverdagen og dyrt at vedligeholde og ombygge, før man gør boligdrømmen til virkelighed, råder Kristine Virén .
|
Hvad er en patriciervilla?En patriciervilla er en stor, herskabelig villa i klassisk stil bygget i perioden fra 1860 til 1930 og tegnet af den tids førende arkitekter. Huset er gerne hvidpudset og med sort tegltag. Det har enkle linjer og vinduerne er placeret efter streng orden og symmetri. Patriciervillaerne blev oprindeligt bygget til det bedre borgerskab i byerne med det formål at imponere og demonstrere ejerens betydning og rigdom. Derfor er villaerne bygget i de bedste og mest udsøgte materialer. Lønnen til håndværkeren var lav, når man selv sad på toppen af kransekagen, så det var ikke så afgørende, hvor mange timer der blev lagt i byggeriet. Derfor er patriciervillaen rig på kunstfærdige detaljer både inde og ude. Ordet patricier stammer fra Romerriget, hvor en patricier var en højtrangerende embedsmand i det romerske imperium. Læs mere i BOLIUS Fakta: Patriciervillaen |
Kolofon / Send feedback
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer