Fra fluekapel til moderne gårdbolig
Dorthe og Erik Mailil har forvandlet gammel, ubeboet gård på 2.300 kvadratmeter til bolig og firma med store rum og masser af lys. Læs og se billederne af bl.a. den 8 meter høje glasfacade.
Klik på "Se stort billede" og se flere fotos fra gården.
Gården ligger som en retvinklet grafisk figur, helt enkel i en mørk grå farve, og danner en smuk kontrast til det nyudsprungne skovområde omkring os. Dorthe og Erik Mailil har i fem år boet i den store gård sammen med deres tre børn Joseph, William og Helena Cathalina, og driver også designvirksomheden Maileg herfra.
- Vi boede i Himmerland i en almindelig villa med en virksomhed, der optog mere og mere plads og tid. Vi havde nisser alle vegne, og det meste foregik fra stuen og fra kælderen. Vi manglede virkelig et sted med god plads og med muligheder, fortæller Erik.

- Sådan så gårdbygningen ud, før familien gik i gang.
Foto: Martin Sølyst

- Nu har huset to terrasser, der vender mod syd og vest, og familien nyder de fleste måltider udendørs om sommeren.
Foto: Martin Sølyst
2.300 kvadratmeter at boltre sig på
Gården har mere end opfyldt kravene om plads. Hele ejendommen andrager 2.300 kvadratmeter, men så er der også medregnet både lager, kontorer, showroom, et lille ”bed uden breakfast”, to værksteder og selve boligen.
Gården er bygget op i en slags H-form. Der var tidligere grise i den del, hvor der nu er kontorer.
Rum fyldt med fluer
- De fleste af længerne var fra 1960’erne og var bygget til den oprindelige gamle gård. Indtrykket var virkelig kedeligt, gården havde stået ubeboet i flere år, og et af rummene var så fyldt med fluer, at vi kalde det fluekapellet, siger Erik.
- Heldigvis er vi ikke sarte, og rumfordelingen og placeringen i området var nok til at sætte vores virkelyst og Dorthes kreativitet i spil. Vi boede i huset det meste af tiden, mens der blev bygget om, og de fleste af løsningerne har vi selv tegnet os frem til med hjælp fra en bygningssagkyndig.
Store rum med flytbare skillevægge
Familien kom fra en lille patriciervilla med små rum og kringlede trapper, og det de ønskede sig var det modsatte. De har derfor konstrueret meget store rum, hvor de har placeret skillevægge, der nemt kan flyttes rundt. På den måde kan rummene omdefineres afhængigt af behov.
Parret ville også gerne have masser af lys, ikke kun i værkstedsafdelingen men også i de private rum.

- Den flotte arkitektur er fantastisk, næsten uanset hvorfra man betragter rummene. Her fra førstesalen kig ned til stuen og terrassen.
Foto: Martin Sølyst
Glasfacade er 8 meter høj
I hovedrummet i stueetagen er alle funktioner slået sammen i et rum, som udgør både spisestue, dagligstue og køkken. Mod syd er rummet åbent ud mod naturen med en kæmpe glasfacade, der er over 8 meter høj.
Her åbner rummet op mod naturen, og det ydre rum bliver på denne måde bragt ind i stuerne. Terrasserne føles også som en del af stuerne pga. glaspartierne med skydedøre.
Vindeltrappe som skulptur på gård
Selve rummet er lagt rundt om en stor vindeltrappe op til den åbne første sal. Trappen, som Dorthe selv har designet i samarbejde med en bygningssagkyndig, står næsten som en skulptur og definerer rummet. På øverste etage ligger fjernsynsstuen med kig ned til køkken og stuer, familiens soverum og baderum. Samtidig er der via en dør åbnet adgang til de andre længer og til værkstederne, så familien kan bevæge sig ubesværet imellem de forskellige zoner.

- Dorthe i værkstedet. Stolene hedder Arper og er fra Inter Studio ligesom bordet.
Foto: Martin Sølyst
Nyt mikset med gammelt
- Jeg kan godt lide ro og enkelthed omkring os, da vi er en stor familie og har masser af personale omkring os i dagligdagen. Vores arbejde handler om brugskunst og dimser, og af og til kan det være befriende at have få ting omkring sig. Jeg går ikke så meget op i designernavne, men går mere op i selve designet og funktionen. Jeg kan dog godt lide mikset, når helt nye ting er placeret side om side med gamle. Overskriften for mig er nok at her skal være hyggeligt, fortæller Dorthe.
Værksted med nisser
Hyggeligt er her også - både når man besøger værkstederne med de mange sjove nisser og børnelegetøj og selve boligen. Selvom linjerne er rene, og der ikke er fyldt for meget på, brydes de enkelte rum af et stort gammelt skab med masser af porcelæn, eller af fine puder der lægger en blød linje ind i udtrykket.
Udenfor er de samme virkemidler brugt: Her er rene linjer med den smukt pudsede grå på hele bygningen som baggrund, mens naturen omkring huset og inde i gårdmiljøet danner en frodig farvepalet og stiller kontrasten op - det organiske imod det strømlinede.
Kolofon / Send feedback
Eva-Marie Wilken
Foto: Martin Sølyst
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer