Muligheder i ældre huse, en eksempelsamling

Fakta | 

Mange boligkøbere falder for charmen og atmosfæren i et ældre hus, men har måske svært ved at se, hvordan huset kan indrettes, så det lever op til nutidens indretningsbehov. Her få du inspiration til, hvordan man kan lave en vellykket ombygning af ældre huse.

 

Hvordan kan du få et køkken-alrum i et ældre hus?

Et stort køkken-alrum, der kan samle hele familien om forskellige aktiviteter: madlavning, lektielæsning, tv-kigning m.m. Det er et stort ønske hos mange boligkøbere. Men i modsætning hertil har mange ældre huse små køkkener, som før i tiden var husmoderens eller husholderskens domæne, mens spisestuen var der, hvor man samledes om måltiderne. Her viser vi fire eksempler på ombygninger af ældre huse, der har givet plads til drømmen om det store køkken-alrum.

Stort køkken-alrum i ældre landhus

I dette ældre landhus har ejerne fået et stort moderne køkken-alrum ud af ombygningen. Bondehusets charme er stadig intakt med de små bondehusvinduer, den lave lofthøjde og de synlige bjælker i loftet, som er blevet meget flot malet med hvid, helblank maling. Der er lagt nyt gulv, og hele rummet har været igennem en større renovering, inden køkkenet er blevet installeret.

Ny_image3_2.jpg

Nyt landkøkken med flisegulv

Dette ældre stråtækte landhus har også fået et nyt stort, moderne køkken. Her er den gamle loftkonstruktion ligeledes synlig med de gamle hvidmalede loftbrædder og gråmalede loftbjælker. Gulvet har fået nyt flisegulv, og rundt om husets skorsten er ovne m.m. blevet samlet.

Det er det samme hus, der har hems og gangbro under taget (se længere nede i artiklen).

Ny_489W8181-2.jpg


Nyt køkken med stuk i hus fra 1920

Dette køkken-alrum ligger i et hus, der er bygget i 1920'erne. En større ombygning og istandsættelse af huset har givet plads til et stort, aflangt rum, hvor der er plads til både køkken og et stort spisebord. Ejerne har bevaret husets oprindelige stuk, paneler og dørindfatninger. De er blot blevet renoveret og malet.

Ny_489W7858-2.jpg

Køkken med kogeø

Det sidste køkkeneksempel er fra et hus fra 1892. Her har ejerne fjernet en skillevæg og har derved fået et stort rum på 33 m2. Det har givet plads til en stor arkitekttegnet kogeø beklædt med egefinér.

Den gamle gulvkonstruktion er fjernet, og i stedet er der støbt et nyt betongulv med gulvvarme. Gulvet er efterbehandlet med slibning og oliering.

Vægge og lofter er renset ned, og væggene er pudset. I loftet er der skruet gipsplader direkte op i etagedækket. Pladerne er derefter spartlet ud og malet med limfarve, der giver en fantastisk flot refleksion af lyset.

Ny_clip_image002.jpg

Hvordan kan du udnytte tagetagen bedre i et ældre hus?

Under taget på en del ældre huse er der masser af plads, som blot venter på at blive udnyttet. Her viser vi tre eksempler på, hvordan tagrummet kan udnyttes bedre, så man får glæde af den plads, der findes her.

Et stort opholdsrum på loftet med masser af lys

I dette hus fra 1892 var der før ombygningen et værelse i hver gavl og derimellem et loftrum med små tagvinduer af jern, nærmest som gamle staldvinduer, bare mindre.

Ny_loftrum.jpg

I dag er tagetagen bygget om, så loftet har fået et stort opholdsrum, hvor der er plads til mange forskellige aktiviteter. I den ene tagflade er der bygget en stor kvist (til venstre i billedet), og i den anden tagflade er der indsat et stort ateliervindue. Det giver både masser af lys og mulighed for at kigge ud.

De gamle hanebånd er stadig synlige. De har fået en ordentlig omgang med rystepudseren, så overfladen er blevet ren og glat. Det har været nødvendigt at skifte enkelte af hanebåndene ud, da de var meget svækkede af borebiller. De fleste vægge er beklædt med brædder af østrigsk fyrretræ (egentlig gulvbrædder). Gavle og de resterende vægge er beklædt med gips, der er spartlet, tapetseret og malet. De gamle gulvbrædder er bevaret og malet hvide.

Hvidmalet 1. sal med to kviste

I dette ældre landhus er 1. sal blevet istandsat smukt. Alt er malet hvidt, også hanebåndene. Gulvene er skiftet ud med nye flotte plankegulve, og der er sat kviste i hver side af tagfladen, så der kommer masser af lys ind både på 1. sal og gennem trappeløbet ned til stueetagen.

Ny_489W7445_2.jpg

Hems under taget i stråtækt landhus

Pladsen under taget er i dette ældre, stråtækte landhus udnyttet ved at bygge en hems. For at bevare åbningen til kip fra stueetagen har man her valgt kun at udnytte en del af tagrummet til hemsen. Derved får man mere lys og fornemmelse af rummelighed i stueetagen, men samtidig er der blevet plads til et lille "værelse" under taget. Adgangen til hemsen går via en smal gangbro, der tager så lidt af lyset som muligt. Rækværket omkring gangbroen har af samme grund en meget let karakter.

Ny_489W8155-2.jpg

Hvordan kan du få et stort badeværelse i et ældre hus?

Mange moderne familier vil gerne have et stort badeværelse. Men det kan være svært at få plads til i et ældre hus. En løsning kan være at flytte badet ned i kælderen.

Det er gjort meget vellykket i dette ældre hus, hvor der i kælderen er bygget et stort baderum med god plads til hele familien. Hele rummet har fået nyt flisegulv, og i midten er der bygget en stor, dejlig brusekabine af glasbyggesten, så lyset ikke holdes ude. Af den synlige loftkonstruktion med træbjælker kan man stadig se, at baderummet ligger i et ældre hus.

Ny_billede 7_2.jpg



 

 

 

Publiceret: torsdag 26. april 2007

Kolofon / Send feedback

Af 
Charlotte Algreen, arkitekt maa
Gusta Clasen, journalist
Jan Bo Felland, videnformidlingschef

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen