Tilbygning gav lys og syv udgange til haven

Inspiration |  Publiceret: onsdag 31. oktober 2007

Med tre piger i alderen 7, 11 og 13 år kunne familien Røgind i Farum forudse, at ét bad i huset ikke ville være nok. Tilbygning på 50 kvadratmeter gav plads til både bad, soveværelse og kontor.

 

- Vi har tre piger og havde kun et badeværelse. Så vi tænkte, det holder ikke. Der skal ske noget. 

Sådan siger Henrik Røgind om de planer, der har gjort familiens hus 50 kvadratmeter større og både et kontor, soveværelse og badeværelse rigere.

Åben køkken alrum

Familien fik dispensation til tilbygning i træ

Den nye tilbygning er lavet i samme proportioner som selve huset og er beklædt med træ, som er malet sort, ligesom alt andet udvendigt træværk på huset.

Ifølge lokalplanen skulle de ekstra kvadratmeter egentlig være i gule mursten ligesom resten af huset. Men efter en nabohøring fik familien dispensation til at opføre tilbygningen i træ.

1960'er stil skulle bevares

- Vi kunne have skiftet hele facaden ud med lærketræ, men det er meget bevidst, at huset stadig ligner et 1960'er hus med en tilbygning. Jeg er lidt puritansk. Man må godt kunne se, at det er et hus fra 60'erne, siger den 43-årige familiefar.

Taget valgte familien at lave i tagpap.

- Det er ikke nogen dyr løsning, men den giver nogle flotte flader. Meget diskret og lidt inde i ånden, mener Henrik Røgind. 

Ny_Boligreportage2_2.jpg

Tagrenderne på det nye tag er af zink.

Syv udgange til haven

Et af punkterne på ønskelisten til den nye tilbygning var, at den skulle supplere husets tre udgange til haven med endnu flere. Derfor er der i dag hele syv udgange.

- Vi havde tre udgange i det gamle hus, og vi brugte dem alle tre meget.

Så selv om haven ikke er helt færdig endnu, er planerne for den klar og har været det allerede, inden tilbygningen stod færdig.

Ny_Billede_061102 006.jpg

- Når vi "åd" så meget af haven, var det vigtigt, at vi kunne se, at det ville virke. Vi har arbejdet meget med at dele haven op i rum, fortæller Henrik Røgind.

Funkisvindue som i Farfars kontor

I kontoret, som er et af de tre nye rum, som tilbygningen gav mulighed for, er der et stort hjørnevindue. Det har Henrik Røgind valgt efter et kært barndomsminde.

- Min farfar havde en funkisvilla i Skodsborg. Her havde han et kontor med et hjørnevindue i og udsigt ud over Øresund, husker han.

Ny_Boligreportage7.jpg

I familiens parcel i Farum er der hæk uden for hjørnevinduet frem for hav. Men det gør alligevel rummet til noget særligt.

- Man får himmellyset ned i rummet, og det er rigtigt dejligt, fortæller han.

Skydedøre giver lys

- Det jeg er blevet mest positivt overrasket over er vores soverum. Det er endnu mere lyst, end vi havde håbet. Tror det skyldes, at vi valgte en skydedørsløsning.

- Døren kan lukkes, hvis det er nødvendigt. Men den tager ingen vægplads, så vi kan møblere omkring den. Men det kræver selvfølgelig, at man er ordensmenneske, supplerer Henrik Røgind.

Køkkenet, som blev skiftet ud i samme ombæring, er familien også blevet meget glade for.

- Modsat hvad alle andre foreslog, er der hverken vask eller komfur på kogeøen. Det tager ikke lys og er blevet et sted, hvor det hele foregår. Og så er det et fantastisk buffetbord, hvad vi netop har afprøvet i weekenden!

Mange valg ved tilbygning

Når familien i dag ser på resultatet, er der ikke meget, de ville have gjort anderledes.

- Det er i småtingsafdelingen. Det drejer sig måske om to procent, vurderer Henrik Røgind. Et eksempel er det indbyggede "træk og slip" på det nye badeværelse.

- Der ville vi have valgt en mindre løsning, men det var slet ikke udspecificeret i aftalen, så det valgte vi ikke selv. Det sad der bare pludselig en dag, forklarer han.

Ny_Boligreportage6.jpg

- Det er det, som er enormt anstrengende, når man vil bygge til. Man skal tage mange valg undervejs. Mange gange er det entreprenøren, som vælger småtingene. Som hvilke dørbeslag eller kontakter der skal i.

Hus ombygget for 2,5 millioner kr.

Det har kostet 2,5 millioner at føre huset op til den stand, det står i i dag. Udover tilbygningen dækker beløbet bl.a. over nyt tag, nye vinduer og nyt gasfyr. På grund af de mange ekstra kvadratmeter måtte gasfyret nemlig også skiftes ud med et større.

- Det er enormt mange penge, men de er givet godt ud. Desuden købte vi huset i 1993, hvor det var meget billigt, så vi har en stor friværdi, som vi kunne tage lån i, og det har vi gjort, siger Henrik Røgind.

Når vi nu alligevel er i gang..

En af de udgifter, som er løbet op, er de "afledte" udgifter.

- Det er sådan noget som ny sofa, lamper, potteplanter, reoler og haven, den skal også plantes til. Det løber alt sammen op. Vi har sagt mange gange til os selv, "når vi nu alligevel er i gang...". Men vi kunne ikke have fået et tilsvarende hus til samme pris, vurderer Henrik Røgind.

- Her har vi fået det, som vi ville have det.

Ny_Billede_061102 004.jpg

Tilbygning til glæde for børnene

Samtidig var familien også opsat på at få det hus, de ville have, mens børnene stadig boede hjemme.

- Vores piger er 7, 11 og 13 år. Det skulle være nu, hvis alle skulle nå at have glæde af ombygningen. Nu har vi en 6-8 år, hvor alle sammen kan bo her.

Fakta om tilbygningen i Farum

Med den nye tilbygning på 50 kvadratmeter, der stod færdig i marts, er parcelhuset på i alt 207 kvadratmeter. Huset er oprindeligt et Høm typehus fra 1966, og familien købte det i 1993.

Tilbygningen består af et lille fordelingsrum med et kontor på 17 kvadratmeter på den ende side og et soveværelse på 17 kvadratmeter og et badeværelse på 10 kvadrameter på den anden side.

Samtidig med tilbygningen fik huset nyt tag, og der blev etableret ovenlys i henholdsvis køkkenet og det lille fordelingsrum. Køkkenet og alle vinduer i den gamle del af huset, blev også skiftet ud.

Tilbygningen er tegnet af arkitekt Ricardo Labarca fra Bolius i samarbejde med familien.

Forventet pris: 1,95 millioner kr.

Endelig pris: ca. 2,5 millioner kr. alt inkl.

I huset bor Henrik Røgind (43 år) speciallæge i gigtsygdomme og Jane Sax Røgind (42 år), afdelingssygeplejerske på en hjerteafdeling sammen med deres tre børn Marie (13 år), Signe (11 år) og Anne (7 år).

Kolofon / Send feedback

Af 
Lisette Lykke Andersen, lla@bolius.dk
Foto: Lisbeth Holten

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen