Vejrets betydning, når du bygger

Fakta | 

Byggeri udendørs er i høj grad afhængig af, hvordan vejret arter sig. Omhyggelig planlægning og de rigtige foranstaltninger kan i høj grad sikre byggeriet mod skader og problemer.

Byggeri udendørs er i høj grad afhængig af, hvordan vejret arter sig.
Byggeri udendørs er i høj grad afhængig af, hvordan vejret arter sig.

Hvad kan regn betyde for dit byggeri?

Den ubetinget største årsag til skader på byggeri, nyt såvel som eksisterende, er fugt. Regn kan derfor give store problemer for udvendige byggearbejder, da byggematerialer og konstruktioner bliver fugtige. Det giver risiko for skimmelsvamp i det færdige byggeri, som igen giver et dårligt og potentielt sundhedsskadeligt indeklima.

Med fugtige byggematerialer opstår der også risiko for, at konstruktionerne svigter, fordi de kan deformere og blive angrebet af råd og svamp. Råd og svamp nedbryder og svækker med tiden organiske materialer som træ og træbaserede produkter.

Malerarbejder på facader og træværk må ikke udføres, hvis underlaget er vådt eller fugtigt. De yderste lag vil være mættet med fugt, og malingen kan ikke trænge ind i overfladen og hæfter derfor dårligt. Malingen eller træbeskyttelsen vil efterfølgende kunne krakelere og skalle af, og dens holdbarhed bliver kortere. Maler eller træbeskytter du fugtigt træ, spærres fugten inde i træværket, og du risikerer, at det bliver angrebet af råd og svamp.

Hvis der falder meget regn, kan byggepladsen blive forvandlet til mudder, og det kan være svært at færdes, grave og lave andet arbejde. I den kolde sæson, hvor fordampningen er lav, vil det desuden tage lang tid, før pladsen tørrer igen.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Undgå fugtproblemer, når du bygger.

Hvad kan sne og frost betyde for dit byggeri?

Undersøgelser tyder på, at vinterbyggeri generelt er af lige så god kvalitet som byggeri udført om sommeren. Ikke desto mindre byder den kolde periode på særlige udfordringer for udvendigt byggeri, ud over at det er ekstra hårdt og krævende for håndværkere og selvbyggere at færdes ude i koldt vejr.

Lave temperaturer giver problemer, når støbt beton og mørtel skal hærde, og i frostvejr kan den slags arbejder slet ikke udføres uden omfattende foranstaltninger. Frosten gør det også mere besværligt at udføre jordarbejder, f.eks. at grave ud til installationer og fundament.

Større mængder sne kan også give problemer. Fygesne kan trænge ind gennem alle åbninger og kan give vandskader, når den smelter. Hvis sneen lægger sig i tykke lag på ufærdige tage eller afdækninger, kan dens vægt også være et problem. Sne, der pludselig smelter, kan ligesom store mængder regn og sne forvandle byggepladsen til et rent pløre, hvor det er svært for mennesker og køretøjer at færdes.

Læs mere om vinterbyggeri i BOLIUS Fakta: At bygge om vinteren (vinterbyggeri).

Hvad kan storm betyde for dit byggeri?

Hård blæst og storme kan selvsagt være et stort problem på byggepladsen. Ikke alene er det farligt og ubehageligt at arbejde i stærk vind, men det ufærdige byggeri kan tage alvorlig skade, hvis de forskellige bygningsdele ikke er gjort helt fast. Især tag og tagkonstruktion kan tage skade, og løsrevne byggematerialer, der kastes rundt i stormen, kan anrette skade på bygningen og omkringliggende bygninger, køretøjer osv.

Midlertidige afdækninger, stilladser og oplagrede bygningsmaterialer er også meget udsatte i kraftig blæst og stormvejr.

Hvad kan stærk sol og varme betyde for dit byggeri?

Sommerhalvåret anses traditionelt for den bedste sæson for udvendige byggerier, men høj temperatur og direkte sol er ikke ideelt for visse arbejder.

Man må aldrig male eller give træbeskyttelse udvendigt i direkte sollys. Høj varme er også et problem, da malingen begynder at tørre, inden den trænger ordentligt ind i underlaget, og derudover får den en ujævn overflade eller trækker striber. Foråret og det tidlige efterår er bedre tidspunkter for udvendige malerarbejder.

Pudsarbejder foretages også bedst om efteråret. Er temperaturen for høj, vil pudsen tørre for hurtigt med risiko for revnedannelser og dårlig vedhæftning.

Hvordan sikrer du dig mod vejrets skadelige virkninger?

Ved større byggerier prøver man ofte at planlægge det således, at de udvendige dele af bygningen gøres færdige i sommerhalvåret, så de indvendige dele af huset kan gøres færdige i løbet af vintersæsonen.

Grundig planlægning af selve byggepladsen og af, hvornår det er mest hensigtsmæssigt at udføre de forskellige dele af byggeriet, er det vigtigste middel mod vejrets påvirkning. Derudover kan du træffe en række praktiske foranstaltninger i forbindelse med selve byggeriet:

  • Få leveret byggematerialer og byggevarer så sent som muligt i forhold til, hvornår de skal bruges. Det mindsker risikoen for skader på grund af regn og fugt.
  • Sørg for, at byggematerialerne opbevares overdækket i skure eller telte eller overdækket med presenninger. Det er især vigtigt for byggematerialer, der indeholder organiske materialer som træ, papir og pap, og som derfor er særlig udsat for skimmelvækst og for at deformere.
  • Dæk byggeriet omhyggeligt af undervejs, så der ikke kan trænge regnvand ind i de åbne konstruktioner.
  • Sørg for at få "lukket" byggeriet så hurtigt som muligt. Klimaskærmen, altså tag og facader inklusive døre og vinduer, skal gøres færdig så hurtigt som muligt i byggeprocessen.
  • Overvej en total afdækning af byggeriet, hvis der bygges i den våde sæson. En total afdækning kan være aktuel ved f.eks. vinterbyggeri, hvor merudgiften kan opvejes af, at det er billigere at bygge om vinteren, når der ikke er så meget pres på i byggebranchen.
  • Skal der støbes beton om vinteren, skal den nystøbte beton beskyttes mod frost med isolerende måtter. Det er desuden muligt at få leveret den flydende beton varm.

Hvis du har hyret en entreprenør til at udføre arbejdet, skal du sikre dig, at det klart fremgår af jeres aftale, at der skal træffes passende vejrligsforanstaltninger.

Hvad er vejrligsdage?

Når der arbejdes på de udvendige dele af et byggeri, f.eks. opbygning af råhuset, lægning af tag, isætning af vinduer, udvendige maler- og pudsearbejder, vil der være dage, hvor vejret er så dårligt, at håndværkerne ikke kan arbejde. Disse dage kaldes vejrligsdage.

Det er på forhånd fastlagt i Erhvervs- og Byggestyrelsens Vinterbekendtgørelse, hvor mange vejrligsdage der skal regnes med i forbindelse med forskellige typer arbejder, afhængigt af årstiden. Der regnes f.eks. ved tagdækningsarbejder i 1. kvartal med 24 vejrligsdage, i 2. kvartal med 16, med 15 i 3. kvartal og i 4. kvartal 18. For arbejdet med opbygningen af råhuset ved nybyggeri er de tilsvarende tal henholdsvis 15, 8, 6 og 12 vejrligsdage, da denne proces er mindre afhængig af vejret.

Hvem skal betale, når byggeriet bliver forsinket på grund af vejret?

Hvis du skal have udført et større byggearbejde, kan det stærkt anbefales at bruge AB 92 som grundlag for den aftale, du indgår med entreprenøren. AB 92 står for "Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed" og er et sæt standardbetingelser, som tager højde for mange af de problemer, som kan forekomme i et byggeprojekt, f.eks. forsinkelse af arbejdet.

Hvis der er tale om nedbør, lav temperatur, stærk vind eller andet vejrlig, som forhindrer eller forsinker arbejdet, i et omfang, som er væsentligt større end normalt for årstiden og egnen, har entreprenøren ret til en forlængelse af tidsfristen for arbejdet. Der skal altså være tale om forhold ud over de vejrligsdage, som normalt må påregnes.

Hvis entreprenøren mener, at han har ret til en forlængelse af tidsfristen på grund af dårligt vejr, skal han hurtigst muligt og skriftligt underrette dig som bygherre. Han skal kunne godtgøre over for dig eller din rådgiver, at der er tale om ekstraordinære forhold. Hvis betingelserne for en udsættelse er til stede, vil eventuelle udgifter som ekstra stilladsleje være bygherrens, altså dine.

Publiceret: tirsdag 5. maj 2009

Kolofon / Send feedback

Af 
arkitekt mdd Jan Pasternak
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen