Hvis dit toilet løber, bør du straks ordne det. Et løbende toilet kan nemlig koste mange penge på vandregningen, og det er samtidigt rent drikkevand, som bare går til spilde.

Hvorfor løber toilettet?

Der er typisk to ting, der kan være i vejen, når et toilet løber:

  • Bundventilen er utæt. Dvs., at en pakning er blevet gammel og mør.
  • Vandtilførslen har samlet småsten fra vandanlægget.

Sådan gør du, hvis toilettet løber:

  1. Luk for vandet til toilettet, inden du begynder at rode med det. Afspærringsventilen/ballofixen sidder typisk lige bag wc'et.

  2. Tag skylknappen af. Brug en tynd skruetrækker. Tryk ned på skylknappen, og dyk samtidig skruetrækkeren ned i den anden side og hjælp knappen op vha. skruetrækkeren. Tag plastikskålen op.

  3. Skru møtrikken, der sidder under knappen, af. Nedenunder møtrikken sidder 2 plastiklåse (”vinger”). Skub til siden, så du kan få plastikskålen op, og tag porcelænlåget af.

  4. Tjek vandtilførslen til wc'et. Tjek, om vandtilførslen er defekt:

    1. Pil vippearmen af. Vær nænsom, da den er lavet af plastik.
    2. Skub vippearmen ned og træk det gule (eller nogle gange blå) ventilstempel ud. Det er småt og ligner en engangsøreprop. Ventilstemplet styrer vandtilførslen, og der er flere ting ved det, der kan være galt:
      A: Pakningen i midten eller for enden er blevet mør, eller der er kommet småsten i klemme. Småstenene kan fjernes med fingrene og pakningen kan skiftes.
      B: Ventilstemplet er skadet, og så må du skifte den. Det er meget nemt at skifte den, da den bare skal skubbes ind i hullet, hvor den gamle sad.
    3. Sæt herefter vippearmen på plads - igen pas på - det er af plastik.
  5. Tjek bundventilen i toilettet. Er det bundventilen, den er gal med, skal udløbsventilen ud. 

    1. Tag en stor skruetrækker. Bank forsigtigt på skruetrækkerens ende af grebet med en hammer. Pas på, det er plastik.
    2. Hiv udløbsventilen op. 
  6. Tjek bundpakningen. Problemet er typisk i bundpakningen, som tit vil være kalket til og godt mør. Så den skal skiftes.

    1. Vip bundpakningen af ved at hive forsigtigt i den.
    2. Sæt den nye pakning, kaldes også ventilring til bundventilen, der, hvor den gamle sad.
    3. Når udløbsventilen skal i toilettet igen, skal krydset i bunden af cisternen matches med krydset i stemplet, så den sidder fast. Når den er på, skal den ind i stemplet og vippes op.
  7. Sæt porcelænlåget på. Sæt herefter plastikskålen i. Spænd møtrikken så meget, at den siger klik.

  8. Klik skylknappen på.

  9. Luk op for vandet det samme sted, som du lukkede for det i starten.

Afkalkning af cisterne

Hvis der opstår meget kalk i din cisterne, kan du afkalke den. Du kan fx i byggemarkeder købe 'cisternerens'. Følg anvisningerne på produktet. Du bør dog følge ovenstående guide først, hvis toilettet løber, da afkalkningen ikke hjælper, hvis der er noget galt med pakningen eller ventilen.

Hvis toilettet stadig løber

Hvis de nævnte ting ikke får toilettet til at holde op med at løbe, kan der være andre ting, som er defekte. Kontakt en VVS'er, så du kan få hjælp til, hvad der er problemet.