Oversvømmelser i kælderen – sådan undgår du dem bedst
Der er mange måder at undgå oversvømmelse i dit hus på. Læs, hvilke der er bedst, og hvad de koster.

- Få gode råd til at ruste din bolig mod efterårets byger og skybrud.
Der er masser af muligheder, hvis du vil undgå oversvømmelser i dit hus. Hvilke der er bedst afhænger af, hvordan din bolig, grund og området er.
LÆS OGSÅ: Sådan forebygger du vandskade i kælderen
Derfor får du vand i kælderen
– Oversvømmelse i kælderen kan skyldes 2 ting: at grundvandet stiger og siver ind, eller at kloakken ikke kan aftage mængden af vand hurtigt nok fx ved skybrud. Så trænger det beskidte vand op gennem afløbet eller toilettet og ind i boligen, siger Morten K. Mathiasen, bygningsingeniør og rådgiver i Bolius:
– Du er ikke i tvivl om, hvilken slags vand det er - kloakvandet lugter forfærdeligt og er sort eller brunt, mens vandet fra jorden som regel er rent og filtreret.
Billigst og mest sikkert at lukke afløb i kælderen
Er problemet, at der trænger kloakvand op i kælderen, er det billigste og mest effektive ganske enkelt at lukke afløbet til – hvis du altså ikke bruger afløbet og har toilet i kælderen.
– Mange kældre har gamle afløb, som ikke længere benyttes, derfor kan man med fordel lukke dem én gang for alle, forklarer Morten K. Mathiasen.
LÆS OGSÅ: Vedligeholdelse af afløb
– Så har man garanti mod utætheder og oversvømmelser med kloakvand. Det kan også være en fordel pga. rottefare, her er det blot vigtigt at huske, at man skal have lukket afløbsstrengen, hvor den slutter, typisk ved egen hovedbrønd, siger Morten K. Mathiasen.
Det koster ca. 10.000 kr. at få lukket et afløb. Arbejdet skal udføres af en autoriseret kloakmester, som også lukker af ude ved hovedstrengen.
Højvandslukke lader ikke kloakvand slippe ind
Hvis du bruger toilet eller gulvafløb i kælderen, er de mest brugte løsninger at få installeret højvandslukke eller tilbageløbsstop – eller måske en pumpebrønd, der adskiller dine afløbssystemer fra det offentlige kloaknet ved at sørge for, at vandet kun transporteres én vej.
– Et højvandslukke er en indretning med to klapper, som tillader spildevandet at komme ud af husets afløb, men ikke ind igen, fortæller Morten K. Mathiasen.
Et højvandslukke koster mellem 10.000 og 30.000 kr. at få installeret, alt efter om den beskytter mod spildevand fra bad og den almindelige husholdning, eller om den skal beskytte mod det ulækre spildevand fra toilettet.
Højvandslukke effektiv i ferietiden
– Højvandslukke er mest effektiv, fordi den ene klap kan låses fast, hvis man fx er ude at rejse i juni eller juli, hvor det kan regne meget, siger Morten K. Mathiasen.
Det er lovpligtigt, at mindst ét toilet i husstanden ikke er tilkoblet højvandslukket, så der altid er mindst et toilet, der kan benyttes – det er typisk toiletter i stueplan eller på 1. sal.
LÆS OGSÅ: Højvandslukke
Højvandslukke ikke optimalt alle steder
Højvandslukke er dog ikke en patentløsning, der kan afhjælpe problemer i alle boliger.
Er kloaknettet på grunden fx gammelt – eller af anden grund svækket – kan rørene muligvis ikke holde tæt, når højvandslukket klapper i, mens trykket i rørene stiger.
Det kan i værste fald betyde, at kloakvandet så bare trænger ud gennem rørene og gennem kældergulvet i stedet.
Derfor er det vigtigt, at en kloakmester foretager en grundig vurdering af, om rørsystemet under boligen kan holde eller ej. Hvis ikke det er tilfældet, kan en pumpebrønd være løsningen.
Tilbageløbsstop beskytter hele huset
– Den anden ofte brugte løsning mod opstigende kloakvand er et tilbageløbsstop, som er en indretning med en form for flyder, som automatisk lukker for returventilen, hvis vandet flyder den forkerte vej. Den beskytter hele huset, mens højvandslukket kun beskytter det enkelte afløb, forklarer Morten K. Mathiasen.
Han tilføjer, at der dog altid skal være mindst ét toilet i boligen, som ikke er tilkoblet tilbageløbsstoppet.
Alarm forhindrer indvendig oversvømmelse
Fordelen ved tilbageløbsstop er, at det sættes på længere ude på husets kloakstreng. Når tilbageløbsstoppet installeres, skal der samtidig installeres en alarm, som går i gang, når stoppet er aktiveret.
Alarmen gør boligejeren opmærksom på, at tilbageløbsstoppet er klappet i, og at man – for at forhindre en indvendig oversvømmelse – ikke må anvende tilkoblede toiletter eller afløb imens. Et tilbageløbsstop koster 15.000-40.000 kr. at få installeret.
LÆS OGSÅ: Tilbageløbsstop
Pumpebrønd holder spildevand væk
En effektiv løsning, som ikke kun afhjælper opstigende kloakvand, men også mod indtrængende regnvand – i kombination med et omfangsdræn – er en pumpebrønd.
Kloakmester Kristian Rasmussen rådgiver ofte husejerne til at få installeret en pumpebrønd.
– Efter min mening er det i de fleste tilfælde den bedste løsning, fordi du fuldstændig afskærer det kommunale spildevand fra dit eget system. Der er ingen spjæld eller ventiler, som kan stoppe til, og som man har glemt at vedligeholde, når uheldet er ude.
LÆS OGSÅ: Pumpebrønd
Pris afhænger af belægning
En pumpebrønd koster typisk mellem 25.000 og 70.000 kr. afhængigt af type, og om den skal kunne håndtere regnvand, spildevand eller begge dele.
Desuden afhænger prisen af den belægning, pumpebrønden skal graves ned i. Det billigste er at få gravet den ned i græsplænen, mens det er dyrest i en chausséstenbelægning.
Omfangsdræn er effektiv – men dyr
Er problemet udelukkende indtrængende grund- og regnvand i kælderen, er omfangsdræn en effektiv, men dyr løsning, som typisk koster omkring 250.000 kr. for et almindeligt hus.
Omfangsdrænet består af en rende, som graves omkring huset med et drænende materiale, helt ned til niveau eller lige under kældergulvet. Omfangsdræn behøver ikke nødvendigvis at gå hele vejen rundt om huset, men evt. kun om et udsat hjørne eller en side af huset, og så er prisen selvfølgelig en anden.
– Får du lavet omfangsdræn, skal evt. huller og revner i kældermurene lukkes, og væggene pudses op. Samtidig skal væggene pakkes ind i plastikplader eller smøres i en tjæremembran, som holder tæt mod indsivende vand, forklarer Morten K. Mathiasen fra Bolius.
Forebyggelse kræver autoriseret kloakmester
Både højvandslukke, tilbageløbsstop, pumpebrønd og omfangsdræn kræver en autoriseret kloakmester til at udføre arbejdet. Højvandslukke, tilbageløbsstop og pumpebrønd kræver desuden en serviceaftale med et årligt eftersyn af den udførende kloakmester.
Uanset, hvilken løsning du vælger, er det vigtigt, at du tænker på rengøring og vedligeholdelse – ellers er det ikke sikkert, at installationen hjælper, når vandet kommer væltende.
- Det er meget vigtigt, at man rengør og vedligeholder både højvandslukke og tilbageløbsstop. Sidder højvandslukket eksempelvis ved en vaskemaskine, kan sæberester m.v. hurtigt sætte en installation ud af drift, forklarer Morten Mathiasen.
14 billeder Åben hele serien BILLEDSERIE
Kolofon / Send feedback
journalist Katrine Wochner
journalist Michael C. Svendsen
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
Læs mere her: www.haandvaerkerfradrag.dk
Der står ofte vand i kælderen, hvilket vi tror er pga. grundvandet. Vi er dog i tvivl om hvilket forarbejde vi skal gøre forinden opfyldning. Skal vi fjerne kældergulvet, som er er af beton eller vil det blot betyde at der trænger mere vand op? Eller vil det betyde at vandet kan sive væk? Eller er det en tredje løsning?