Under store skybrud bliver kloaknettet overbelastet, og hvis der ikke er 'plads nok' til vandet i kloakkerne, kan det i stedet blive presset op igennem dine afløb og toiletter og ud i din bolig.

Det kan du forebygge med de 6 muligheder, vi har skitseret herunder. Men har du ikke fået det på plads, og der er et skybrud på vej, kan du prøve disse to midlertidige løsninger, hvis der er risiko for, at kloakvand ender i din bolig:

  • Toilet: Prop et håndklæde ned i toilettet og sæt en stolpe ned i det og i spænd til loftet.
  • Afløb: Læg en plastikpose over afløbet og læg en sandsæk ovenpå. Sæt gerne en stolpe i pres mellem sandsæk og loft.

1. Højvandslukke

Et højvandslukke er en slags ventil, der monteres på kloakrøret tæt på gulvafløb og toilet. Højvandslukket fungerer ved, at brugt vand, der ledes ud via gulvafløb og toilet kan komme ud, mens vand ude fra (fra kloakken) ikke kan løbe tilbage og op.

For at få monteret en højvandslukke skal gulvet, tæt ved gulvafløbet, brækkes op. Højvandslukket skal monteres på kloakledningen, og derfor er det nødvendigt med en udgravning omkring afløbet. Herefter reetableres gulvet.

Et højvandslukke er ikke en billig løsning, men en effektiv metode til at undgå kloakvand i kælderen.

Du skal have fat i en autoriseret kloakmester, hvis du ønsker et højvandslukke.

2. Pumpebrønd

En pumpebrønd etableres normalt udenfor huset ved hovedkloakledningen. Der etableres en brønd, hvor kloakledningen fra huset løber ud i. I brønden sættes en pumpe, som pumper kloakvandet videre ud i den offentlige kloakledning i vejen.

Hvis kloakken i vejen fyldes op, fx ved skybrud, kan kloakvandet ikke løbe tilbage i huset, fordi der i pumpen er en ventil.

Pumpebrønde anvendes også, hvis husets kloakledning ligger lavt.

En pumpebrønd etableres af en autoriseret kloakmester.

3. Tilbageløbsstop

Et tilbageløbsstop forhindrer kloakvand fra kloakken ude i vejen i at blive presset op igennem afløbet og ind i din kælder, når det regner kraftigt, og kloakken ude i vejen ikke kan nå at lede regnvandet væk hurtigt nok.

Tilbageløbsstoppet monteres i den brønd, der samler kloakvandet lige udenfor huset. Når tilbageløbsstoppet er lukket, vil kloakvandet fra kloakken i vejen blive presset ind i brønden i stedet for op gennem afløbet inde i huset.

Ulempen ved denne metode er, at når der presses store mængder vand fra kloakken ind i brønden, kan man ikke benytte afløbene inde i huset. Det er dog typisk kun i kortere tid, at det vil stå på.

4. Faskine

En faskine er et slags net, der graves ned i haven. Faskinen minder i udseende lidt om mælkekasser, der er sat sammen til et net - bare meget større.

Faskiner er beregnet udelukkende til at håndtere regnvand. Princippet er, at regnvand fra taget ledes ud i faskinen, som spreder det ud over et større areal i jorden.

Har du en faskine i haven, bliver det offentlige kloaknet ikke belastet ved ekstremt vejr, hvilket igen kan være med til at forhindre overfyldte kloakker og vandtryk, der får vandet til at stige op i afløb og toiletter.

Dog kræver en faskine, at dine naboer også har en, ellers bliver kloakkerne fyldt alligevel, så snart der er skybrud.

Du må godt selv etablere en faskine og de tilhørende tilløbsrør. Men hvis faskinen skal kobles til kloakken, eller du på anden måde skal lave indgreb i kloaknettet, skal en autoriseret kloakmester stå for tilkoblingen.

5. Regnvandsanlæg med nedgravet tank

Du kan opsamle regnvandet fra hustaget i et regnvandsanlæg med en stor, nedgravet regnvandstaknk, så vandet ikke ledes ud i kloaknettet og presser dette unødigt.

Hvis regnvandstanken eller regnvandsanlægget kan rumme 2 m3 regnvand eller mere, vil den/det formentlig kunne rumme alt det eller en stor del af det vand, der falder under et skybrud. Da det nedgravede anlæg er koblet til kloaknettet, kan vandet dog blive ledt tilbage til kloakken, hvis tanken fyldes op.

Vandet kan fx genanvendes inde i huset til skylning af toilettet og til vaskemaskinen.

Et regnvandsanlæg skal kobles til kloaknettet af en autoriseret kloakmester.

6. Regnvandsventil

En regnvandsventil installeres nederst på et tagnedløb.

Ved større mængder regnvand, fx skybrud, lukker ventilen i, hvorefter regnvandet afledes ud i fx haven, en faskine eller regnbed til naturlig nedsivning. Dermed mindskes risikoen for at overbelaste kloaksystemet og dermed risikoen for en oversvømmet kælder.

En regnvandsventil fungerer bedst, hvis flere husstande på samme kloaknet installerer ventilen, så der samlet set ledes mindst muligt vand til kloakken.