Vedligeholdelse af afløb

Fakta |  Ajourført: tirsdag 8. juni 2010

Undgå problemer med tilstoppede vaske, lugtende afløb og skader på kloakledningerne. Læs her, hvad du selv kan gøre, og hvad du skal overlade til de professionelle.

 


Husets afløbssystem

Afløbssystemet er et af de elementer i huset, vi først bemærker, når det ikke fungerer. Men så kan det til gengæld også være ganske ubehageligt: tilstoppede vaske og afløb, toiletter, der løber over, og utætte kloakledninger, der kan forårsage fugtskader i kældre og på fundamenter. Med jævnlig vedligeholdelse og lidt omtanke kan du sørge for, at afløb fra vaske, gulvafløb og tagrender fungerer upåklageligt og ikke forårsager problemer længere ude i systemet. Opstår der problemer med selve kloakledningerne, er der ikke så meget, du selv kan gøre, her må fagfolkene til.

Spildevandet fra vaske, gulvafløb i bruseren og vaske- og opvaskemaskine løber via en brønd ud i kloaksystemet. Er huset på mere end en etage, vil der også være en eller flere lodrette faldstammer. Vandet fra tagrenderne føres via nedløbsrørene normalt først ned i en tagbrønd, inden det løber hen til brønden og derfra videre.

For at forhindre kloaklugten i at trænge ind i huset er afløbene på vaske, toiletter osv. forsynet med en snedig indretning, der hedder en vandlås. Vandlåsen, der oftest ligner et liggende "s", er udformet, så der altid står lidt vand i den. Det er det vand, som fungerer som prop for lugten, men det er også ofte vandlåsen, der stopper til og skaber problemer.


Sådan forebygger du tilstoppede afløb

Ved at tænke dig om og jævnligt rense afløbene kan du forebygge de fleste problemer. Gamle afløbsrør vil med tiden stoppe til, fordi organisk materiale og andet danner et lag slam, der sætter sig på indersiden af røret. Men også nye rør kan stoppe til, hvis de ikke passes. Det er især køkkenvasken, der er meget udsat. Fedt og madrester af forskellig slags sætter sig hurtigt og kan tilstoppe vandlås og afløb. I badeværelset er håndvasken, afløbet fra badekar eller gulvafløbet i brusekabinen udsat for en blanding af sæbe og hår m.m., der også hurtigt kan danne en stoppende masse.

Det bedste, du kan gøre, er at tænke på, hvad du skyller ud i afløbene. Ud over det organiske materiale, der stopper, vil sand, jord og diverse stoffer slide unødigt på rørene. Det er vigtigt, at køkkenvasken er forsynet med en effektiv si, der stopper så mange madrester som muligt. Undgå også at smide bind, vat, kattegrus og andet affald i toilettet. Maling, olie og kemiske stoffer må heller ikke hældes i afløbene. Ud over at belaste miljøet vil det også nedbryde rørene.

En effektiv metode til at forebygge propper i afløbet under hånd- og køkkenvask på er at hælde en kedel kogende vand eller to i vasken en gang om ugen. Rørene bør kunne tåle det, men tjek for en sikkerheds skyld, at afløbet er tæt.

Det er ikke ualmindeligt at opleve dårlig lugt fra gulvafløbet i bruseren, selvom det ikke stopper til. Problemet er ofte, at afløbet ikke bliver skyllet ordentligt igennem ved de korte brusebade, mange af os tager. Forkert lagt gulvvarme kan tørre vandlåsen ud og forværre problemet. Hæld derfor en gang om ugen to store spande varmt vand direkte i gulvafløbet. Ved samme lejlighed er det en god idé at tage risten op, skure den grundigt på begge sider og desuden rense den synlige del af afløbet. Nyere vandlåse, der er indbygget i gulvafløbet, er ret nemme at skille ad, og det kan også være nødvendigt, hvis det stopper til.

Undgå at bruge kemiske midler

Kemiske midler som afløbsrens, kaustisk soda og klorin skal du helst undgå, bl.a. af miljømæssige hensyn. Kaustisk soda og afløbsrens kan være effektivt til at opløse propper, men du skal være varsom, da midlerne er stærkt ætsende. Større mængder kaustisk soda kan desuden udvikle så meget varme i afløbet, at samlinger og rør af plast bliver deforme og utætte. Klorin opløser ikke propperne, men virker bakteriedræbende og kan fjerne dårlig lugt i gulvafløb, hvis det ikke hjælper at skylle med kogende vand. Bland aldrig klorholdige midler med rengøringsmidler eller eddikesyre, da det kan udvikle giftige dampe.

Hvad gør du, hvis afløbet alligevel stopper til?

Det vigtigste redskab, når afløbet stopper til, er "svupperen". Du skal fylde vasken halvt op med vand og lukke for overløbsventilen med bred pakketape eller ved at presse på den med en fugtig klud. Pump derefter hårdt op og ned et antal gange med svupperen. Gentag evt. flere gange og skyl grundigt efter.

Mindre alvorlige tilstopninger kan du ofte klare med svupperen, men hjælper den ikke, kan det være nødvendigt at skille vandlåsen under vasken ad. Det er ikke særligt svært, men det kan godt være lidt ulækkert, så brug gummihandsker og stil en spand under til at opfange vandet. På mere moderne installationer vil både rør og vandlås ofte være af plast og nemme at skille ad uden brug af værktøj. Nogle vandlåse har en bundprop, der kan skrues af, og som gør det muligt at rense. Når du skal samle vandlåsen igen, skal du være omhyggelig og sikre dig, at den er tæt, inden du skyller efter med varmt vand.

Sidder tilstopningen længere ude i afløbet, er midlet en lang fjeder kaldet en rensesplit, der presses ned i røret og drejes rundt, således at den fjerner propper og belægninger. Hvis du selv uden held har forsøgt at rense afløbet, kan det være nødvendigt at tilkalde et vvs-firma. Vvs'eren har meget effektive værktøjer til sin rådighed, bl.a. trykspuling. Han vil også kunne afgøre, om der er tale om så alvorlige problemer, at der skal en renovering af afløbssystemet til.

Sådan tjekker og vedligeholder du brønde og kloakker

Får du mistanke om utætheder eller brud på kloakledningerne, er der ikke så meget, du selv kan gøre, ud over at kontakt en kloakmester. Ved bl.a. at bruge af tv-inspektion vil han kunne afgøre, om der er skader, og hvad der kan gøres. Det, du selv kan gøre, er at løfte dækslet til den udvendige brønd af og spule den grundigt med haveslangen en gang imellem. Det vil fjerne eventuelle belægninger og modvirke lugtgener fra brønden. Har du en pumpebrønd, er det meget vigtigt, at den fungerer, for at du kan undgå fugtskader i kælderen. Her kan det være en god idé at tegne et abonnement på vedligeholdelse hos din kloakmester.

Tagnedløbsbrøndene, der modtager regnvandet fra nedløbsrørene, skal også renses jævnligt. Brønden er forsynet med et såkaldt sandfang, der stopper blade, smågrene og andet.

Endelig skal du være opmærksom på, at du aldrig må dække dækslerne til nedløbsbrønde og større brønde med fliser eller andet. Dækslerne er den eneste adgang til kloakkerne, når der skal renses eller efterses.



 

 

 

Kolofon / Send feedback

Af Jan Bo Felland, videnformidlingschef jaf@bolius.dk
Jan Pasternak, arkitekt MDD.

Kilder

Vurder [Der er 0 der har stemt. Hvad synes du?]

Sender din stemme...

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes


CAPTCHA billede for SPAM beskyttelseHvis du ikke kan læse ordet, tryk her.


Annonce

NETOP NU

Rund bålplads til haven lavet af firkantede træstykker
 
Nyhed | Jesper Klinge vandt ”Oaser i haven” i Bolius Idépris med sin runde bålplads, der også skal bruges juleaften. Bålstedet skulle være svært at lave – læs hvordan han gjorde.

Tips & Råd | Hvordan undgår du myg og myggestik?

Nyhed | Vind 30.000 kroner med den bedste hjemmearbejdsplads

Fakta | Pindsvinet

Annonce
Annonce

Inspirerende billedserier

Køb bolig
Førstehjælp til dit hus
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2, 1
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os