Dug og kondens på vinduer
Dug og kondens på vinduer opstår, når varm (og fugtig) luft rammer rudens kolde overflade. Der må ikke være for meget dug på indersiden af ruden, da det kan forårsage råd og svamp.

- Dug og kondens på vinduer opstår, når varm luft rammer kolde overflader.
Hvordan opstår dug og kondens?
Dug og kondens opstår, når varm (og fugtig) luft rammer kolde overflader. Når varm luft med høj relativ luftfugtighed kommer i kontakt med kolde overflader, f.eks. en rude, nedkøles luften.
Varm luft kan indeholde mere fugt end kold luft. Når den varme luft møder en kold rude og bliver nedkølet af den, opstår der overskydende fugt, der lægger sig som dug og kondens på den kolde rude.
Dug og kondens dannes ofte på vinduer, fordi ruder typisk er kolde overflader. Desuden ses dug og kondens meget tydeligt på ruder, og man lægger derfor mere mærke til det. En kold væg kan også kondensere, det er bare ikke nær så synligt.
Hvad kan dug og kondens medføre?
Dug og kondens opstår som nævnt, når varm luft møder kolde overflader. Den situation opstår hurtigt, når mange mennesker er samlet i et opvarmet rum, og/eller det er koldt udenfor. Desuden dannes der nemt dannes dug og kondens i natte- og morgentimerne, specielt i april og september. Har du dug og kondens i din bolig på de tidspunkter, er det meget naturligt. Det kan ventileres væk med udluftning, og du behøver derfor ikke bekymre dig yderligere.
Er kondensen derimod mere omfattende, bør du reagere. Det vil sige, hvis der mere eller mindre konstant er dug og kondens på indersiden af vinduerne, eller der er så meget, at det lægger sig som vand på rammen. Det kan være et tegn på, at indeluften har for høj (relativ) luftfugtighed, og at der mangler ventilation. Det kan give et generelt dårligt indeklima, og dug og kondens på ruden kan gøre vinduesrammer og sprosser af træ våde, så der dannes skimmelsvamp og rådskader.
Meget dug på indersiden af vinduerne bør derfor få dig til at overveje, om der er noget, du kan gøre for at forbedre ventilationen i dit hus.
Hvad kan du gøre for at minimere dug og kondens?
Du kan reducere dug og kondens ved at ændre på de to typiske årsager. Dels kan du nedsætte luftfugtigheden i rummet ved at lufte ud, og dels kan du vælge vinduer, som ikke i så høj grad kondenserer.
Minimere luftfugtigheden
Ventilation er særlig vigtig i de rum, hvor der produceres meget fugt. Det er typisk i køkken og badeværelse samt kælder og bryggers, hvor der tørres tøj. Mennesker producerer også en del varme og fugt, det ses især, når mange mennesker er samlet i et rum. Men også i værelser og soverum, hvor vi opholder os mange timer, og hvor luften kan være lidt stillestående, er der brug for ventilation. En familie på to voksne og to børn danner knap 10 liter fugt i døgnet.
Valg af vinduer
"Fordelen" ved gamle vinduer er, at de kan være lidt utætte i rammen og derfor selv bidrager med en god portion ventilation. Det optimale er dog, at du selv kan kontrollere ventilationen. Det vil sige, at du har mulighed for at skrue op og ned for den. Det kan være ventilationsriste i ydermuren eller ventilationssprækker i toppen eller i siden af vinduet eller en elektrisk ventilation (udluftning).
Forskellige typer vinduer og kondens
Der er i dag et meget bredt udvalg af vinduer, og afhængigt af type og opbygning kan der opstå kondens på flere måder og i forskelligt omfang.
Vinduer med et lag glas og forsatsvinduer
Der er ikke mange, der i dag har vinduer med kun et lag glas. Men har du det, vil kondens og dug hurtigt opstå, fordi et enkelt lag glas hurtigt afkøles af den kolde luft udenfor. Er den indvendige luft varm og har høj luftfugtighed, vil der i nogle tilfælde komme så meget dug på ruden, at den løber ned og lægger sig som vand på trærammen. Problemet opstår typisk, når der er køligt/koldt udenfor, og temperaturen er højere inden døre.
Du kan afhjælpe problemet ved at montere et forsatsvindue og sætte tætningslister op. Jo tættere forsatsvinduet slutter til, jo mindre kondens kan der dannes. Luften mellem vinduerne isolerer og holder fugten i indeluften væk fra den yderste kolde rude. Er forsatsrammen til gengæld ikke tæt, kan mængden af kondens på det yderste glas i visse tilfælde blive større, fordi den varme indeluft kan komme ind i mellemrummet og møde det kolde glas.
Koblede vinduer
Dug og kondens kan opstå på koblede vinduers inderside. I de tilfælde vil det ofte være manglende ventilation, der er årsagen, og du bør derfor forbedre ventilationen i dit hus/dine rum.
Dug og kondens kan også opstå i forbindelse med kraftig nedbør om sommeren, idet regnen kan nedkøle ruden meget hurtigt. Det samme problem kan opstå med forsatsvinduer.
Der kan også opstå dug og kondens mellem ruderne, hvis tætningslisterne ikke slutter helt til, og den varme indeluft dermed kan trænge ind mellem glassene og kondensere på indersiden af det yderste lag glas.
Termovinduer
Der kan også opstå dug og kondens på indersiden af termovinduer på grund af manglende ventilation. Derudover kan der danne sig ekstra meget kondens langs rudernes sider, da aluminiumslisterne langs vinduernes kanter danner en kuldebro til det inderste lag glas, der derfor bliver koldere end rumluften. Det vil sige, at den varme indeluft kondenserer på ruderne i en bræmme rundt langs metalkanten, fordi ruden er koldere der.
Der findes termovinduer med en "varm kant", hvor afstandslisten mellem de to lag glas er af hård plast. Det minimerer kuldebroen, fordi plast ikke leder varmen lige så godt som aluminium.
Hvis der er kondens mellem ruderne, er termoruden punkteret og skal skiftes. Du kan nøjes med at skifte selve termoruden, dvs. glasset, og beholde selve vinduesrammen.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Reducer din varmeregning ved at forbedre vinduerne.
Energiruder
Energiruder danner ofte dug på ydersiden, og denne type kondens opstår mest i april og september, specielt om natten, når temperaturen falder. Rudens yderside køles ned om natten, og når temperaturen hurtigt stiger om morgenen, bliver luften hurtigere varm end ruden, og der opstår kondens. Duggen/kondensen forsvinder om morgenen eller i løbet af formiddagen, når solen varmer ruden op.
Kondensen vil være mest massiv på vest- og sydvendte vinduer og sjældnere på østvendte vinduer. Har du et stort tagudhæng på dit hus, vil kondensproblemerne være mindre. Det samme gælder, hvis der er overdækning el.lign. over energivinduerne, f.eks. en overdækket terrasse.
Det kan naturligvis være til stor gene, at du ikke kan se ud, men du bør faktisk glæde dig. Dug på ydersiden af ruden er tegn på dine lavenergiruders effektivitet - hvor godt de holder varmen inde og kulden ude. I og med at energiruder ikke tillader varme at slippe ud, er overfladetemperaturen på rudens yderside lav, og der kan derfor dannes kondens og dug på den kolde overflade. Der produceres i dag glastyper, som har en speciel coating på ydersiden af glasset, der modvirker dug udvendigt.
Ved udskiftning af vinduer
Hvis du netop har skiftet vinduer og oplever mere kondens på indersiden af dem end på de gamle, skal du også være opmærksom. Måske har dine gamle vinduer været utætte og derfor sørget for mere ventilation i boligen, hvilket de nye tættere vinduer ikke gør. Derfor dannes der kondens på indersiden af vinduet, da der ikke længere ventileres i samme omfang.
Du kan derfor bruge (pludselig) kondens og dug på indersiden af dine vinduer som en god indikator på, om ændringer i dit hus har medført nedsat ventilation. Det kan f.eks. være efterisolering, tilmurede ventilationsriste osv., og du bør derfor sørge for tilstrækkelig ventilation af huset.
Publiceret: tirsdag 28. august 2007
Kolofon / Send feedback
Kilder
BygErfa
Teknologisk Institut
SBI
Termoruder.dk
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer
Jeg har forsøgt at beskrivet problemet her: idealcombi.blogspot.com
Jeg har ovenikøbet beskrevet en mulig løsning på problemet, hvis IdealCombi vil være deres ansvar voksent.
mvh
Torben K
Det er vist op af bakke. Læs disse sider og du ved alt omkring emnet. Og desværre nok også at det vist er en håbløs kamp. Det er bare for dårligt at det sådan.
http://www.ue.dk/nyhedsarkiv/23294.aspx
http://ing.dk/artikel/89207-salg-af-kolde-alu-vinduer-fortsaetter-trods-kritik#p119664
http://ing.dk/debat/102112
http://lortevelfacvindue.dk/
http://www.youtube.com/watch?v=RoXgxagOwQ0&feature=related
http://programmer-dyn.tv2.dk/basta/article.php/id-10803176:h%C3%A5rd-kritik-af-velfac.html
Mvh lars stampe
Står også med kæmpe problem med vand på karmen og kondens 10-20 cm op af ruden hver morgen når vi kommer ned på udetemparatur på ca 5+ og nedefter :( huset er fra 2006 og med træ/alu outline . Jeg har som mange klaget min nød bygmester som sender klage videre til outline, Men som alle andre får man bare at vide at man har for dårligt indklima (høj luftfugtighed), Men nej det er som de fleste ikke problemet, det er kuldebro i vinduet. Vores luftfugtidhed er mellem 40-55 . Det er helt til som de snakker uden om.
Måske nogen havdce lyst & energi til fællesfront mod leverandør, evt for at kunne få kompentation eller andet. Jeg ved kun vi skal have gjort noget ved det og det er jo mange penge igen . Hvis noger er interesset så skriv til mig , lægger gerne hus og kage til et møde :). stampe1@hotmail.com
Se min billeder og video
http://dl.dropbox.com/u/2736449/peder%20b%C3%B8gvads%20vej%2030_2.wmv
http://dl.dropbox.com/u/2736449/Peder%20b%C3%B8gvads%20vej%2030.zip
http://dl.dropbox.com/u/2736449/peder%20b%C3%B8gvads%20vej%2030.wmv
Mvh lars Stampe
Hvis det dugger hele dagen skal du ha det undersøgt, men ellers så er det fordi at nye lavenergi termo ruder kun slipper varme ind og IKKE ud - så derfor er der ikke nogen varme der afdugger din rude.
Varmen bliver i dit hus og du sparer på varmeregningen...
Fuldstændig efter bogen :=)
Med venlig hilsen John
Håber i kan svare på dette spørgsmål, på forhånd tak.
Annelise & Karsten Almlund
Du skriver ikke noget om dine ventilations forhold. Jeg ville forvente at et blanceret mekanisk ventilations anlæg til hele huset vil løse dine problemer.
Mvh
Benny Østerbye
Vi har et parcelhus fra 1973. For 4 år siden fik vi nye vinduer med energiglas. I soveværelset er der hver morgen 10 cm vandbræmme for neden på vinduet og en 1½ - 2 cm vandbræmme i sider og for oven på vinduet. Vi fjerner vandet med klude og lufter ud 2 - 3 gange daglig. På 2 andre værelser er der 3- 5 cm vandbræmme for neden på vinduet også selvom værelset ikke benyttes. I huset er der en fugtighedsprocent på 55 - 73% . I stuen er der 55 - 60 %, lavest om natten.
Vi har en gullig mikroorganisme for neden på en indervæg lige op af en muret skorsten, som lugter af "jordslået håndklæde". Skorstenen er ikke våd indvendig.
Vi har 1 - 2 meter lange fugtpletter på tapet fra fodpanel og en ½ meter op af væggen flere steder i huset. Ved hvert fugtsted er der enten vandhane eller radiator eller vaskemaskine / tørretumbler på den anden side af væggen.
Vi har sorte kombineret med gullige plamager af mikroorganismer (svampelignende) i vindueslysningerne på to værelser mod øst.
Vi har sorte mikroorganismer (svampelignende) i begge yderhjørner i samme værelser mod øst.
Vi har fået fugttestet og tryktestet vandrør og fjernvarmerør af VVS samt fugtighedstestet træpaneler i huset, som konstaterede at der er meget fugt i fodpaneler, hvor der er også er fugt op af væggen. Vi har fået lavet en sporring af alle rør og der er ikke konstateret utætte rør. Vi har fået lavet termografi af huset, der konstatere kolde steder for oven på væggene og i de to hjørner i værelserne mod øst, hvor der er sorte mikroorganismer. De kolde steder er ifølge fagmanden der udførte sporring meget normale i huse fra 70´erne.
Vi vil gerne have fugtighedsprocenten reduceret, men kan ikke komme på nogen løsning til at finde en mulig kilde til fugt ud over os selv (2 voksne og 2 børn).
Vi har tænkt på at købe en brændeovn og et eller andet ventilationsanlæg, som kan reducere fugt i huset og fordele varme.
Håber på der findes en løsning på vores fugtproblematik.
Venlig hilsen
Brian Albrechtsen
Når der direkte skabes kondensvand indvendigt på vinduer, er det tegn på at der på én eller anden måde tilføres fugt til boligen. Det kan skyldes en langsom udsivning af vand fra koldt- eller varmvandsrør, fra centralvarme- eller fjernvarmerør eller fra et utæt kloakrør under huset eller fra et utæt tag.
Det er rimelig nemt at kontrollere vandtilførslen. Tag på en weekendovernatning hos familien, vennerne eller på hotel. Aflæs alle vandurets visere og tegn dem alle op på et stykke papir umiddelbart inden afrejsen. Aflæs og tegn op på samme måde straks ved hjemkomsten. Nu kan det passive vandforbrug udregnes, hvis der er et vandforbrug. Hvis der er en udsivning, skal det selvfølgelig meldes til forsikringen.
At konstatere andre utætheder er mere kompliceret. En professionel læksøger vil dog kun have et mindre beløb, hvis han ikke finder utætheder, hvorimod betalingen er en hel del højere, hvis der findes en utæthed.
Jeg taler af erfaring. Vi har netop lige konstateret vores 4. utæthed i huset. De 3 første var på varmvandsrørene. Den 4. er temmelig sikkert på et rustent fjernvarmerør.
Held og lykke med læksøgningen !
Med venlig hilsen
Hans Kurt.