Farligt giftstof i gamle vinduer
En af de farligste miljøgifte er i hovedparten af de danske bygninger fra 1950-1976. PCB sidder i fugemasser ved vinduer og døre og i termoruder. Der kan være en sundhedsfare, hvis du har boet i huset i mange år.
En af de ti mest farlige miljøgifte i verden kan sidde i fugen ved dit vindue eller dør eller i din termorude. Ifølge en række prøver fra københavnske bygninger er der høje koncentrationer af giftstoffet Polychloreret Biphenyl (PCB).
- På baggrund af prøverne kan man antage, at der er PCB i otte ud af ti danske bygninger fra 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne, siger ingeniør Niels Trap fra det rådgivende ingeniørfirma Golder Associates til bladet Bygtek.
PCB kan give kræft
PCB er et farligt stof. Det kan bl.a.
-
Give kræft
-
Være hormonforstyrrende
-
Svække immunforsvaret
-
Give udviklingsforstyrrelser hos børn
-
Nedsætte forplantningsevnen
Sundhedsfare for boligejere kan ikke udelukkes
- PCB er en de mest miljøfarlige gifte, vi kender. Der vil formentlig være bygninger, hvor koncentrationen er så høj, at man ikke kan udelukke sundhedsfare, siger seniorforsker i Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), Lars Gunnarsen.
Til sommer er Lars Gunnarsen færdig med en årelang undersøgelse om sundhedsfare i forbindelse med brug og renovering/nedrivning af bygninger, hvor der er brugt PCB.
PCB i fugemasser og termoruder
PCB har været anvendt som elastiske fugemasser fra 1950-1976 i alle typer bygninger og dermed også i boliger. Fugemasserne sidder typisk omkring vinduer og yderdøre, men kan også sidde i overgangen fra det oprindelige hus til en tilbygning.
- Det er hovedsagligt udvendigt, men det kan ikke udelukkes, at det også kan sidde indvendigt, siger Niels Trap.
PCB kan også sidde i forseglingslimen i termoruder fra 1967-1973. Limen sidder på kanten mellem de to ruder for at sikre rudens tæthed.
Prøver kan afgøre indhold af PCB i dit hus
Du kan ikke selv afgøre, om der er PCB i dit hus, og hvor høj koncentrationen er. Jo højere koncentration, jo større er sundhedsfaren umiddelbart. Der er ikke nogen akut fare ved at være i et hus med fuger, der indeholder PCB - det er langtidspåvirkningen, der kan give de alvorlige helbredseffekter.
Ønsker du at finde ud af, om du har PCB i dit hjem, kan du kontakte en rådgiver, f.eks. fra et rådgivende ingeniørfirma, som kan tage en prøve og sende den videre til et laboratorium. Ifølge Niels Trap vil det typisk koste 2.000-3.000 kr.
Undlad selv at fjerne fugerne
Prisen for at få fjernet fugerne og lagt nye i af en håndværker er ca. 200-500 kr. pr. meter, skønner Niels Trap. Han anbefaler ikke at gøre det selv, men skulle nogen alligevel gøre det, bør de tage flere forholdsregler:
-
Brug handsker og åndedrætsværn
-
Afdæk området under vinduet
-
Aflever fugerne som farligt affald - spørg på genbrugsstationen
PCB fjernet fra bygninger i Sverige
Om det er bedst at fjerne fugerne hurtigt, kan der endnu ikke gives noget præcist svar på. Men i Sverige er PCB blevet fjernet fra en lang række bygninger, og en ny skærpet handlingsplan for at få de resterende 300 tons væk er sat i værk, skriver Bygtek.
Vejledning om PCB på vejI løbet af nogle få måneder bliver det muligt at få langt mere viden om PCB, og hvad der skal gøres ved det. SBi afslutter i løbet af sommeren et stort forskningsprojekt. Og ingeniør Niels Trap fra det rådgivende ingeniørfirma Golder Associates er i gang med at lave en vejledning til Københavns Kommune. Vejledningen, der kan bruges, hvis dit hus skal rives ned eller renoveres, kommer ifølge Niels Trap på Københavns Kommunes hjemmeside i løbet af foråret, hvor det er muligt for alle at se den. |
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer