Håndtag
Dørhåndtag findes i forskellige udformninger og materialer, bl.a. smedejern, træ, bakelit, stål og plastic. Du bør vælge håndtag, der passer til dørens og husets stil.
Hvilke typer dørhåndtag findes der til yderdøre?
Der er forskel på, hvilke dørhåndtag der egner sig til indendørs og udendørs brug. Håndtag til yderdøre bliver mere udsat for vejr og vind og skal derfor være mere robuste og holdbare. Udendørs håndtag er derfor i langt de fleste tilfælde udført af stål.

- Dørhåndtag i gammeldags stil.
Der er groft sagt to typer håndtag til yderdør
- Håndtag af smedejern eller bronze
- Håndtag af stål.
Håndtag af smedejern eller bronze
Smedejernshåndtag findes især i ældre huse.
Det er klassiske, håndsmedede håndtag, der er lavet med håndkraft af en smed, og de kan være rigt udsmykkede. De er rustikke og meget holdbare. Sådanne gamle håndtag med mange detaljer kan også fås i bronze. De er ofte dyre, men kan være rigtig flotte.
Håndtag af stål
Langt de fleste håndtag til udendørs døre er lavet af stål. De er stærke og holder godt i det danske vejr, i de fleste tilfælde 20-30 år. De kan fås i mange forskellige størrelser og udformninger.
Hvilke typer dørhåndtag findes der til indvendige døre?
Til indvendige døre findes der et stort udvalg af håndtag i forskellige udformninger og materialer. De mest almindelige materialer er:

- Arne Jacobsen designede specielle messinghåndtag til SAS hotellet i midten af 1950'erne.
- Messing
- Træ
- Bakelit
- Plastic
- Stål.
Håndtag af messing
Håndtag af messing var meget almindelige i gamle huse fra midten af 1700-tallet til sidste halvdel af 1800-tallet. Her brugte man flotte messinghåndtag, som næsten lignede guld. Den type håndtag kan stadigvæk fås. Nogle danske designere laver også mere moderne messinghåndtag i en eksklusiv udgave.
Håndtag af træ
Håndtag af træ kan være meget smukke og flot dekorerede. De dukkede op omkring 1870'erne. De var drejet ud af ét stykke træ og var ofte monteret på dørbeslag af støbejern. Træhåndtag fås også i moderne udgaver og laves af mange forskellige træsorter. Bøg og eg er særligt gode til håndtag, da de er meget stærke og holdbare materialer.

- Gammeldags bakelit håndtag fra midten af 30'erne.
Håndtag af bakelit
Bakelit er verdens første industrielt fremstillede kunststof. I huse fra ca. 1930 var det meget almindeligt med de såkaldte zeppelingreb af sort bakelit. Det kan stadig lade sig gøre at finde gamle bakelithåndtag, f.eks. på nettet.
Håndtag af plastic og stål
I løbet af 1960'erne og 1970'erne blev de sorte bakelithåndtag erstattet med billigere modeller af plastic og rustfrit stål. Disse håndtag er stadig meget almindelige i dag.
Hvad bør du tænke på, når du skal vælge dørhåndtag?
Der er masser af håndtag at vælge imellem, både hvad angår udformning, materialer, farver og pris.
Ud over håndtagets pris og design er der to andre forhold, du bør have med i overvejelserne:

- Gennemgående dørgreb, skruerne går igennem døren, og holder dermed bedre fast på selve grebet.
Foto udlånt af Randi.
- At håndtaget passer i stil med dørene og huset.
- At håndtaget er af god kvalitet og har lang levetid.
Stil
Det er vigtigt for helhedsindtrykket, at håndtag passer i stilen med døren og resten af huset. Smukt tilpassede dørhåndtag er med til at løfte oplevelsen af kvalitet i en bolig.
Det vil f.eks. virke helt forkert at montere nye plastichåndtag på en gammel fyldingsdør. Det harmonerer ikke. Til ældre fyldingsdøre passer det godt med dørgreb af træ med støbejernsbeslag, og til mere moderne fyldingsdøre kan et enkelt dørhåndtag af messing være en smuk løsning.
Moderne, glatte døre bliver som regel pænest med stramme og minimalistiske håndtag. Et gammeldags træhåndtag med støbejernsbeslag vil se helt forkert ud på en moderne, højglansmalet dør.
Hvis du overtager et gammel hus, kan du komme ud for, at der sidder mange forskellige håndtag på de indvendige døre. I så fald er det en god idé at udskifte alle håndtagene, så der kommer ens dørgreb overalt. Det kan du passende gøre, når du alligevel er i gang med at slibe og male de gamle døre.
Kvalitet
Det kan normalt godt betale sig at købe dørhåndtag i en god kvalitet, også selvom de koster lidt mere. Der er et meget stort slid på dørhåndtag, for de udsættes for mange vrid og ryk. De billigste håndtag af plastic og stål holder som regel ikke særlig længe.
Håndtaget sidder bedst fast, hvis det er skruet på døren med gennemgående skruer.
Håndtaget er sat fast med en unbrakoskrue på en pal, der går igennem døren. Tjek, hvor godt det sidder fast på palen. Hvis der er for stor afstand mellem håndtag og pal, vil håndtaget komme til at sidde løst.
Hvor kan du købe dørhåndtag?
Du kan finde forskellige typer håndtag i byggemarkeder og trælaster, og nogle isenkræmmere har et pænt udvalg. Der findes desuden specialbutikker, der laver nye klassiske dørgreb til ældre døre.
I byggemarkeder og trælaster kan du også købe meget billige håndtag, men kvaliteten er som regel ikke så god. Se dig godt for.
Du kan også finde mange forskellige håndtag på internettet. Her kan du også finde forhandlere, der sælger ældre, brugte dørhåndtag i forskellige stilarter.
Hvordan vedligeholder du husets dørhåndtag?
De fleste dørhåndtag er udsat for meget slid, men de behøver ikke at være besværlige at vedligeholde.

- Gamle håndtag til dørene kan virkelig give dørene nyt liv. Her et sæt gamle bøsninger.
Håndtag på yderdøreÆldre dørhåndtag af smedejern og moderne håndtag af børstet stål kræver ikke den store vedligeholdelse. Hvis de bliver meget beskidte, kan du tørre dem af med en våd klud. Hvis der sidder lidt rust, kan det skrubbes af med den grønne side af en skuresvamp.
Håndtagene kan med tiden få en flot patina og behøver normalt ikke at få en overfladebehandling. Men du kan give et gammelt, nedslidt håndtag af støbejern nyt liv ved at slibe det med fint sandpapir og give det en ny overfladebehandling med maling.
Håndtag på indvendige døre
Du kan med fordel give dørhåndtag af træ på indvendige døre en overfladebehandling med maling, voks, olie eller lak, så de bliver mere modstandsdygtige over for snavs og fedt.

- Gammeldags træhåndtag med udsmykninger og smedejernsbøsninger.
Foto: Udlånt af Jesper Larsens antik aps.
Hvordan reparerer du et løst håndtag?
At et håndtag bliver løst, skyldes typisk:
- At beslagene er løse
- At grebet er løst.
Løse beslag
I langt de fleste tilfælde kan du blot stramme eller fæstne skruerne i det beslag, som holder dørhåndtaget. Så vil håndtag og beslag sidde ordentligt fast igen.
På nogle gamle døre kan det dog være svært at gøre. De gamle beslag har måske været skruet af og på så mange gange, at skruerne sidder helt løst i skruehullerne.
Løsningen kan enten være at dreje beslaget, så du får et friskt stykke træ at skrue i, eller at du propper skruehullet til. Det vil sige, at skruehullet bores ud med et bor, der er en anelse større end hullet, og efterfølgende limes en prop af træ fast i det borede hul. Herefter kan du skrue beslaget fast på nøjagtigt samme plads som før.
Løse greb
Selve dørhåndtaget kan være løst. De to dørhåndtag på en dør sidder normalt fast ved hjælp af en firkantet stålpind, der går igennem døren. Her sidder også dørens lås, så døren åbner, når du trykker håndtaget ned.
Hvis håndtaget er løst, skal det gøres fast igen på den gennemgående pind. Det gør du ved at stramme den skrue eller unbrako, der skal holde grebet fast.
Publiceret: tirsdag 26. maj 2009
Kolofon / Send feedback
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Gusta Clasen
redaktionschef Kristine Virén
Kilder
"Danmarks store gør det selv leksikon. Døre" | Bonnier Publications A/S 2005
"Huse med sjæl" | Søren Vadstrup | Gyldendal 2004
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer