Vinduer kan være kedelige og bare flader; men det, der gør dem spændende er udsynet gennem dem. Hvis der er store vidder, flotte grene med fint løv, skønne farver i blomster eller himmel og vand.
Vinduer kan også være rammen om den udsigt, der er. Dog kan finurlige sprosser og buer hæmme udsynet, selv om vinduet som sådan er spændende. Mine vinduer er store ruder. Dvs een rude pr vindue, og på min 1. sal er der panorame-vinduer. 2 store ruder, hvor udsynet "kun" er begrænset af gelænderet på balkonen. Men da gelænderet er lodrette stave med een overligger, er der mulighed for et udsyn, selv om man sidder i sofaen. Det spændende er årstidsskiften over de marker og de hegn, der umiddelbart er synlige, det vand man kan se ved Studstrup-indsejlingen, og ikke mindst baggrunden med Tre Høje på Mols. Det er også spændende, om man kan gå ud af panorama-skydedøren, som udgør ½-delen af vinduet. Man kan altid gå ud; men det er ikke altid velset, da det er stik øst. Det står en strid blæst ind, når vinterstormen trænger sig på om vinteren. Til gengæld er det helt saliggørende at stå og se solopgange, eller i en raketfyldt nytårsnat. Man skal bare være klædt efter vejr og vind. Det er ikke ligegyldigt, hvilke spændinger, man stopper i vinduer og/eller form. Det skal passe sammen, det skal ikke give negative spændinger. Og med et hus fra '79 er det ikke ligegyldigt, om man falder for rundbuer og småtsprossede vinduer. Med tunge udhæng og store afslutninger mellem tag og murværk passer store flader godt, fordi, der nemt kan være skyggesider netop fra træafslutningerne. Man skal holde stilen, og så er de fleste vinduer lige så spændende som mine.