Køb af hoveddør og andre yderdøre

Fakta | 

En massiv trædør af eg eller mahogni holder i mange år, men kræver mere vedligeholdelse end en moderne yderdør af mdf-plade. Mdf-døren tåler til gengæld ikke, at regnvand trænger ind under malingen.

Det er vigtigt, at hoveddøre og andre yderdøre passer godt til husets stil.
Det er vigtigt, at hoveddøre og andre yderdøre passer godt til husets stil.

Hvilke typer yderdøre findes der?

Der findes rigtig mange forskellige typer hoveddøre og andre yderdøre til huse.

De fleste yderdøre er lavet af massivt træ. Nogle har også vinduer, i forskelligt antal og forskellige størrelser. De fleste døre kan fås i et væld af farver. Der er stort set ikke den farve, du ikke kan få til din hoveddør.

Hvad koster en ny yderdør?

Priserne på yderdøre varierer meget, men ligger typisk i et prisleje mellem 7.000 kr. og 20.000 kr. (priser inkl. moms, maj 2009).

Pris og kvalitet hænger ofte sammen. Billige døre holder som regel ikke lige så længe som de dyre af bedre kvalitet. Det er vigtigt at købe en yderdør, der er stærk og solid, hvis den skal holde i mange år. En dør, der er bygget op af flere lag, er som regel mere formstabil og holder derfor længere.

En yderdør i standardmål er noget billigere end døre, der bliver produceret i specialmål. Færdige døre fås normalt fra 0,9 til 1,1 meter brede og fra 2,05 til 2,15 meter høje. Det er meget almindeligt, at de forskellige producenter af døre har deres egne standardmål.

Hvad skal du tænke på, når du skal vælge en ny yderdør?

Der er flere ting, du bør tænke over, før du køber en ny yderdør. De vigtigste er:

  • At døren passer til husets stil.
  • At døren er af god kvalitet, så den holder længe.
  • At døren er nem at vedligeholde.
  • At døren lever op til energikravene i bygningsreglementet.
  • Om døren åbner ind i rummet eller udad.
Flot, velproportioneret yderdør.
Flot, velproportioneret yderdør.

Døren skal passe til husets stil
Det er vigtigt, at hoveddøre og andre yderdøre passer godt til husets stil. En moderne højglansmalet dør passer dårligt til en ældre murermestervilla.

Det er bedst, hvis du kan finde døre, der ligner de gamle/oprindelige, både med hensyn til stil og materialer.

Kvalitet og holdbarhed

Det kan altid betale sig at købe yderdøre af kvalitet. Et godt mål for kvalitet er, at døren føles tung og robust. Den bør have mindst tre hængsler, så den med tiden ikke bliver skæv eller slår sig.

Spørg producenten, hvilken slags træ døren er lavet af. Det er bedst at købe en yderdør af massivt træ, både af hensyn til udseende og holdbarhed. En massiv trædør af eg eller mahogni er normalt et godt køb. Den holder sig pæn og funktionsdygtig i rigtig mange år, hvis du vedligeholder den jævnligt.

En yderdør af malet mdf-plade er normalt billigere end en dør af massivt træ, men den holder sjældent lige så længe. Hvis der kommer ridser eller skrammer i døren, kan vandet trænge ind under malingen og få døren til at svulme op. Mdf-pladen inde under malingen tåler nemlig ikke vand.

Tænk også på, hvordan døren skal vedligeholdes. En olieret massiv dør af mahogni kræver noget mere vedligeholdelse end en yderdør, der er højglanslakeret eller malet.

  • En oliebehandlet yderdør at træ skal normalt vedligeholdes hvert tredje-fjerde år.
  • En lakeret eller malet dør skal normalt vedligeholdes hvert femte-sjette år.

Energikrav til døre
Bygningsreglementet stiller krav om, at yderdøre skal være velisolerede og tætte, så der ikke spildes en masse varme. Kravet er, at yderdøren højst på have en U-værdi på 1,8. U-værdien er et mål for varmetabet gennem døren. Jo lavere U-værdi, jo bedre er døren til at holde på varmen

Det er en god idé at vælge en DVC-mærket dør. DVC-mærket er vinduesindustriens certificering, som giver dig garanti, hvis der er fejl eller mangler på døren.

Læs mere om U-værdier i BOLIUS Fakta: Energiberegning ved tilbygning.

Åbner døren ind i rummet eller udad

I de fleste tilfælde bør en ny dør åbne på samme måde som den eksisterende, dvs. indad eller udad. Hvis din hoveddør åbner indad, og du vil skifte den ud, kan du overveje at få den nye dør til at åbne udad. Så får du frigivet plads i det rum, døren sidder.

Under normale omstændigheder er det ikke svært at vende en dør, så den åbner den anden vej. En tømrer kan gøre det på en dags tid. Man fjerner eventuelle indfatninger, vender karmen og sætter det hele på plads igen.

Hvordan måler du op til en ny dør?

Før du kan købe en dør, skal du måle omhyggeligt op. Du skal bruge følgende mål:

  • Dørhullets bredde og højde, dvs. målet inde i murhullet fra mur til mur (vandret mål) og fra gulv til top (lodret mål).
  • Dørkarmens højde og bredde. Karmen er det træværk, der sidder inde i selve dørhullet. Karmen skal passe til murens tykkelse – plus/minus 5 mm. Der bør altid være 12 mm luft/afstand til væg og gulv hele vejen rundt.
  • Indfatningernes højde og bredde. Indfatningerne er det træværk, der sidder "på væggen" rundt om døren. De kaldes også gerigter (gerichter).
  • Den eksisterende dørs højde og bredde.

Er døren højrehængt eller venstrehængt?

En dør er enten højrehængt eller venstrehængt. Det er vigtigt at vide, når du skal købe eller bestille en ny dør, så du får en, der åbner den rigtige vej. Du kan nemt afgøre, hvad din dør er. Luk døren og stil dig, så du kan se hængslerne.

  • Hvis hængslerne sidder til højre, er det en højrehængt dør (højre dør).
  • Hvis hængslerne sidder til venstre, er det en venstrehængt dør (venstre dør).

Hvordan finder du en ny yderdør?

Når du skal købe en ny dør, er det rart med et overblik over udvalg og muligheder. På internettet kan du finde mange hjemmesider fra forhandlere og producenter af døre, hvor du kan se et bredt udvalg af forskellige døre.

Du kan også finde originale døre til dit hus.

Venstrehængt dør. Hængslerne ses tydeligt til venstre på døren.
Venstrehængt dør. Hængslerne ses tydeligt til venstre på døren.

Hos organisationen Bygningskultur Danmark kan du søge viden om hustyper og f.eks. dertilhørende døre, og der er også oplysninger om håndværkere og leverandører, der kan hjælpe dig med at få den dør, der passer til dit hus.

Du kan også søge efter gamle brugte døre hos Genbyg.dk. Her kan du med lidt held finde en hoveddør, som passer perfekt i stilen til dit hus. Ofte kan du også spare penge på at købe brugte døre. Ulempen er dog, at du ikke kan regne med at finde en dør, hvis mål passer.

I større trælaster og byggemarkeder kan du se et mindre udvalg af yderdøre, og du kan som regel få reklamebrochurer fra forskellige producenter af yderdøre. Byggecentrum har en udstilling i Ballerup og Middelfart, hvor forskellige producenter udstiller deres døre. Du kan også hente inspiration i boligmagasiner, bøger og lign.

Hvis du vil have lavet en specialfremstillet dør til dit hus, er det en god idé at tale med en tømrer eller snedker om dine ønsker.

Publiceret: tirsdag 22. december 2009

Kolofon / Send feedback

Af 
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Gusta Clasen
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Der er stor forskel på yderdøre. Som artiklen her også ligger op til, er det en god idé at kontakte nogle eksperter for at få nogle gode råd omkring, hvad der er vigtigt i det specifikke tilfælde.

Et billigt og godt produkt kan købes her:
http://www.byggebilligt.dk/shop/default.asp?catid=41

Eller her:
http://www.tldoors.dk/yderd%C3%B8re---standardm%C3%A5l/4/

Skynd jer inden vejret bliver alt for koldt!
Karsten | 11 Nov 2011
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen