Reparation og vedligeholdelse af yderdøre

Fakta | 

En yderdør bør vedligeholdes med maling eller lak cirka hvert andet år. Efterse og reparér også hængsler, håndtag, dørtrin, låse og dørens vandnæse.

Flot, gammel og godt vedligeholdt yderdør.
Flot, gammel og godt vedligeholdt yderdør.

Hvorfor bør du vedligeholde og reparere husets yderdøre?

Der er flere gode grunde til at vedligeholde og reparere husets yderdøre. Dørene holder i mange flere år, hvis de jævnligt vedligeholdes med ny maling eller lak. En velholdt hoveddør er også vigtig for, hvordan huset tager sig ud. Det har f.eks. stor betydning, hvis du skal sælge huset. Hoveddøren er jo en af de allerførste ting, du ser, når du ankommer til huset.
 
Hvis du ikke vedligeholder husets yderdøre, kan der i værste fald opstå følgeskader, som er dyre at udbedre. Under et defekt dørtrin kan der trænge fugt ind, og det kan give råd eller svampeskader i træværket nedenunder.

Hvilke skader får yderdøre typisk, og hvordan reparerer du dem?

Følgende skader opstår typisk på yderdøre:

  • Løse hængsler
  • Et løst dørhåndtag
  • Døren binder
  • Dørtrinet trænger til udskiftning
  • En rådden vandnæse.

Løse hængsler
En af de mest almindelige skader på yderdøre er løse hængsler. Yderdøre er som regel tunge og kan med tiden trække så meget i hængslerne, at de bliver bukket i en gal retning. Hvis døren er lidt løs i hængslet, eller hængslet er en anelse bukket, kan det mærkes, når døren åbnes og lukkes. Der skal som regel ikke så meget til, før en dør støder på karmen eller dørtrinet.

Heldigvis er det også enkelt at løse problemet. Normalt kan man relativt nemt skrue hængslerne fast igen, hvis de er blevet løse. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er du nødt til at tage døren og hængslerne af. Du skal bore de gamle skruehuller ud og sætte træpropper i hullerne. Herefter kan du skrue hængslet fast igen, da der nu er fast træ at skrue i.

Hængselsbukker.
Hængselsbukker.

Du kan rette bukkede hængsler op med en såkaldt hængselbukker, som griber fat om hængslet, så det kan vrides på plads. Du skal være lidt forsigtig, når du bruger hængselbukkeren, så du ikke får vredet hængslet helt ud af form.

Et løst hængsel kan også skyldes, at de skruer, som hængslet er skruet fast med, er blevet løse. Det kan repareres ved at skrue nye skruer i. Det er en god idé at vælge en skrue, der er noget længere end den gamle, så hængslet sidder lidt bedre fast og ikke for hurtigt bliver løst igen.

Et løst dørhåndtag
Et løst dørhåndtag er let og hurtigt at reparere. Enten ved at stramme de skruer, som dørhåndtaget er sat fast med, eller ved at montere et nyt dørhåndtag.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Dørhåndtag.

Døren binder
En anden klassisk skade er, at yderdøren binder, fordi den støder mod karmen. Det oplever man oftest i de kolde måneder, hvor høj luftfugtighed får døren til at udvide sig (karmen udvider sig som regel ikke).

For at reparere en dør, der binder, er du nødt til at finde ud af nøjagtigt, hvor den går på. Som regel er det let at se, hvor den støder på, men ellers kan du male på karmen med en fed blyant eller kridt, som døren vil sætte mærke i, når den støder på. Marker området med blyant, læg døren op på et arbejdsbord, og sæt den fast med skruetvinger, så den sidder forsvarligt fast, når du skærer eller høvler i den.

Derefter fjerner du det markerede område af døren med en høvl eller rundsav. En stiksav dur ikke, da den ikke kan skære ordentligt lige i tykke materialer. En almindelig håndsav kan også bruges, men det kan være svært at få ordentligt fat, da der oftest kun skal fjernes en lille del af døren.

Det er bedst at tage lidt ad gangen og sætte døren på plads og tjekke, om det har hjulpet. Der skal helst være ca. 0,4-0,6 mm mellem karm og dør. Hvis døren skal males, skal du beregne 1-2 mm ekstra, så der er "plads" til malingen

Når døren er høvlet eller skåret til, bør kanterne lige pudses med sandpapir, så de bliver runde og bløde. Dermed holder malingen også længere, idet den let krakelerer på en skarp kant.

Det er vigtigt at male eller lakere det sted, hvor du har høvlet/skåret i døren, så der ikke trænger fugt ind i træet.

Dørtrinet trænger til udskiftning.
Dørtrinet trænger til udskiftning.

Dørtrinet trænger til udskiftning

Et dørtrin bliver udsat for meget slid og fugt. Det er en god idé at udskifte det, hvis det er medtaget af slid eller råd.

Når du skal måle op til det nye dørtrin, skal du måle dørens fulde bredde, altså fra karmens yderside i højre side til karmens yderside i venstre side. Dørtrinet skal nemlig ind under selve karmen for at holde bedst muligt.

Du skal også måle dørtrinets bredde (dybde). Normalt køber man dørtrin i den korrekte bredde og i en længde på ca. 1,20 meter. Derefter skærer man det til i længden, så det går ind under karmen i begge sider.

I en trælast eller et byggemarked kan du købe et nyt dørtrin. Vælg altid ædeltræsorter som mahogni, bøg, eg eller ask. Det er en fordel, hvis dørtrinet er lakeret fra fabrikken, da lakken så holder længere.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Typiske skader på vinduer og døre.

Vandnæse.
Vandnæse.

En rådden vandnæse

Nederst på de fleste yderdøre sidder en liste, som kaldes en vandnæse eller et vejrbræt. Vandnæsen leder vandet ud over dørtrinet, så ikke der kommer vand ind i huset. Hvis vandnæsen ikke fungerer ordentligt, kan der opstå fugt- og rådskader inde i huset.

Vandnæser har tendens til at rådne, hvis de ikke bliver vedligeholdt tilstrækkeligt. Du kan tjekke vandnæsens tilstand ved at stikke en syl ned i træet. Hvis træet føles hårdt, behøver du ikke gøre noget. Men hvis træet er blødt, er det tegn på, at vandnæsen er ved at rådne og evt. skal udskiftes. Du kan også få en tømrer til at vurdere, om vandnæsen bør udskiftes.

Det er ikke sikkert, at du kan få fat i en ny vandnæse magen til den, der sidder på døren, især ikke, hvis du har en ældre yderdør. Dette er dog ikke så vigtigt, så længe du vælger en, der matcher dørens stil, og som kan lede vandet væk.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Tjek dit hus for råd og svamp.

Hvordan vedligeholder du husets yderdøre?

En yderdør skal vedligeholdes, hvis du vil have den til at holde i mange år.

  • En oliebehandlet yderdør af træ skal normalt vedligeholdes hvert tredje-fjerde år.
  • En lakeret eller malet dør skal normalt vedligeholdes hvert femte-sjette år.

Nogle døre skal vedligeholdes oftere end andre. Det gælder f.eks., hvis døren sidder et sted, hvor den er meget udsat for sol og regn. På sydsiden af huset skal døren måske have olie hvert år, fordi solen udtørrer træet.

Til gengæld behøver døre, der sidder under udhæng eller lignende beskyttede steder, måske ikke at blive vedligeholdt helt så ofte.

Hvis yderdøren er helt ny, kan du regne med, at den overfladebehandling, den har fået fra fabrikken, holder i cirka fem år, før den skal vedligeholdes.

Det bedste tidspunkt at male eller lakere døren på er i sommerhalvåret. Om sommeren tørrer lakken eller malingen hurtigere, og du slipper for problemer med kulde og træk, når døren skal stå åben, mens den tørrer.

Før døren kan males eller lakeres, skal den renses af og slibes. Læs mere om vedligeholdelse af træværk i BOLIUS Fakta: Tjek husets udvendige træværk.

Håndtag, beslag, dørtrin m.m.
Ud over at male og lakere døren skal du også være opmærksom på, at andre dele af døren kan trænge til vedligeholdelse. Du bør f.eks.:

  • Giv hængslerne fedt, så de ikke knirker, og døren går problemfrit op og i.
  • Tjek hængsler og håndtag og gør dem fast, hvis de er blevet løse.
  • Tjek, om døren binder, og slib, høvl eller skær i givet fald de steder, hvor den går på. Mal eller laker derefter de steder, der er slebet eller skåret.
  • Slib dørtrinet hvert andet år. Giv det evt. skibslak, da den giver en stærk overflade, som også fremhæver gløden i træsorten. Undersøg dørtrinet for råd og slid, og udskift det, hvis det er meget medtaget.
  • Tjek, om dørens vandnæse er i god stand, og giv den en ny overfladebehandling, hvis den trænger til det.
  • Hold låsene rene. Sprøjt jævnligt med et fedtopløseligt middel. Det modvirker, at låsen bliver træg og kan være svær at låse op.
Venligst udlånt af Bøjsø.
Venligst udlånt af Bøjsø.

Hvor længe kan en yderdør holde?

En yderdør har normalt en forventet levetid på 20-30 år. Hvis du vedligeholder den jævnligt, kan du få den til at holde meget længere.

Til ældre huse kan det være svært at finde en ny yderdør, som passer lige så godt til huset som den oprindelige. Derfor er det altid en god idé at undersøge, om det er muligt at istandsætte den gamle dør i stedet for at udskifte den.

Ofte udskiftes gamle døre med en ny og mere energivenlig type. Man kan godt istandsætte en gammel dør og montere tætningslister, så den bliver mere energivenlig, selvom det er svært at få den op på samme energiniveau som en helt ny dør. Du kan blive nødt til at vælge mellem æstetik og energivenlighed.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Tjek husets vinduer og døre.

Publiceret: tirsdag 26. maj 2009

Kolofon / Send feedback

Af 
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Gusta Clasen
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen