Sådan maler du gamle trævinduer
Det er tidskrævende arbejde at vedligeholde og male trævinduer, men det kan godt betale sig at gøre det - og gøre det i tide, for belønningen er smukke vinduer, der holder i årtier.

- Vinduets beslag kan du enten afmontere eller male henover.
Hvordan klargør og reparerer du gamle vinduer før maling?
Inden du afmonterer vinduesrammerne, skal du tjekke, at de går fri af karmen. De nye lag maling vil fylde noget ekstra, så det kan være nødvendigt at høvle eller slibe rammekanten en anelse, så vinduerne ikke binder, når de er blevet malet. Et godt gammelt råd, er at der skal være så meget luft, at et "tommestoksled" kan komme imellem karm og vinduesramme.
Beslag og eventuelle tætningslister skal i nogle tilfælde afmonteres. Hvis malingen ikke er slidt igennem, og beslagene ikke er angrebet af rust, kan du dog godt lade dem sidde. Herefter rengøres rammer og karme med grundrens.
Så skal al løs maling fjernes. Det gøres med sandpapir, malingsskraber og evt. slibemaskine. Du skal normalt kun slibe ned til friskt træ, hvis malingen sidder i flager eller er medtaget, og kun de steder, det er nødvendigt for at få en jævn og pæn overflade.
Undtagelsen kan være fabriksproducerede vinduer fra de seneste årtier, hvor nogle er forkert eller slet ikke grundet, inden de blev lakeret. Her kan det være nødvendigt at slibe hele vinduet ned til rent træ. Hvis træet er mørt eller angrebet af begyndende råd, skal du også slibe ned til friskt træ. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at udskifte dele af træet. Undersøg med dit forsikringsselskab om der evt. er dækning for råd i vinduer.

- Detalje fra gammelt vindue, hvor ruderne er kittet.
Du kan godt bruge en varmepistol, hvis det er nødvendigt at fjerne mange lag gammel maling på karmene, men du risikerer, at varmen får glasset til at springe, hvis du bruger den på rammerne. Eventuelt løst kit fjernes forsigtigt og erstattes med nyt linoliekit. Det er lidt af en kunst at kitte vinduer, men hvis du ikke mestrer kunsten, er der hjælp at hente hos glarmesteren.
Alt bart træværk skal mættes med grundingsolie, der beskytter mod råd og svamp og hindrer træet i at tørre ud. Herefter skal eventuelle huller lukkes med kit eller en egnet akrylspartelmasse.
Hvordan klargør du nyere vinduer med termoruder?
Grundlæggende skal du igennem de samme processer, uanset om der er tale om gamle eller nyere vinduer. I gamle vinduer sidder ruderne fast med kit, men termoruder vil oftest være gjort fast med en udvendig glasliste. Hvis vinduerne er medtagne, kan det være nødvendigt forsigtigt at lirke glaslisterne af og tage ruden ud. På den måde kan du nemlig også komme til at vedligeholde i falsen. Rester af gamle tætningslister fjernes, inden vinduerne behandles, og nye tætningslister sættes på, inden ruder og glaslister monteres igen.
Hvilken slags maling skal du bruge?
Der findes flere forskellige slags maling til vinduer. Nogle foretrækker at bruge transparent eller halvdækkende træbeskyttelse på grund af det look, det giver. En dækkende træbeskyttelse eller en heldækkende, egentlig maling giver dog den bedste beskyttelse og den længste holdbarhed.
Vandbaserede produkter som akrylplastmaling kræver en god bund og kan bruges oven på tidligere lag af både vandbaserede og terpentinbaserede produkter. Akrylplastmaling trænger ikke godt ind i træet, men lægger sig til gengæld som en vejrbestandig, diffusionsåben og fleksibel overflade.
Terpentinbaserede alkydprodukter trænger godt ind i træet og kræver ikke helt så grundigt forarbejde. De kan normalt ikke bruges oven på tidligere lag af f.eks. akrylplastprodukter og tørrer med tiden op til en tæt, hård film.
De moderne, såkaldte vinduesmalinger er baseret på en blanding af alkydolie og akryl på vandbasis, og de går for at kombinere det bedste fra de andre typer maling med både god vedhæftning og vejrbestandighed. Malingen kan bruges på vinduerne både ude og inde og er ifølge nogle eksperter den bedste løsning.
I de gode gamle dage var vinduerne lavet af rent kernetræ og malet med linoliemaling, hvilket gav dem en lang levetid. På den baggrund har linolien stadig mange fortalere, og rigtigt udført kan linoliemaling være en velegnet behandling. Du skal dog være opmærksom på, at det er en sværere og mere tidskrævende proces at bruge linoliemaling, da den skal påføres i mange tynde lag og har meget lang tørretid.
Moderne linolie er dog et andet produkt end gamle dages, bl.a. fordi den ikke længere indeholder bly. Nogle linolieprodukter indeholder heller ikke de stoffer, der beskytter mod mug og skimmeldannelse, og er derfor meget sårbare over for disse vækster.
Uanset hvilken type maling du anvender, er det vigtigt, at du bruger produkter, der kan arbejde sammen, helst fra samme producentserie, og at du følger anvisningerne nøje.
Sådan maler du
Det skal være lunt og tørt, når du maler vinduer, så kan du også stå udenfor og arbejde. Læg rammerne op på bukke, når du skal slibe og male, så du får en god arbejdsstilling. Træet skal være tørt, når du maler, ellers vil malingen spærre fugten inde i træet.
Om du kan grundmale med den maling, du også bruger til de afsluttende lag, eller om der skal bruges en speciel grunder, afhænger af den type maling, du har valgt. Normalt skal der ud over grundbehandling slutmales to gange.
Hvis du ikke har en helt sikker hånd, kan du sætte malertape på ruderne, men husk at placere tapen 2 mm fra kittet, fordi der skal males lidt ud på glasset for at sikre tætheden. Brug runde eller ovale pensler til rammer og karme og de små spidsede sprossepensler til detaljer, hjørner og sprosser.
Beslag kan behandles og males for sig
Hvis vinduerne er medtagne, er det nødvendigt at afmontere alle beslag, både hjørnebånd, "hasper" (anverfere) og hængsler, og behandle dem for sig. Beslagene renses af, og al løstsiddende rust slibes væk, inden de grundes med rustbeskyttende maling. Herefter monteres de på det grundede træ, inden det hele slutmales. Det er en god idé at lægge et lag kit der, hvor beslagene skal monteres, det sikrer en helt tæt tilslutning til træværket.
Maling af helt nye vinduer
Nogle nye vinduer leveres umalet fra fabrikken. Her gælder det om at få malet og dermed lukket træværket så hurtigt som muligt, inden træet optager fugt, og overfladen begynder at blive nedbrudt af solens stråler. Det er vigtigt at følge fabrikantens anvisninger og så i øvrigt få malet træet hele vejen rundt, både inde og ude. Du kan altså ikke nøjes med at male de udvendige dele og så gemme de indvendige til senere.
På nyt eller helt afrenset træ er det en god idé at bruge shellak, også kendt som knastelak, til at dække knaster. Det forhindrer harpiks i at trænge ud, når vinduerne varmes op af solen. Harpiksen vil slå igennem enhver maling og give misfarvninger.
Publiceret: tirsdag 27. januar 2009, ajourført: torsdag 15. marts 2012
Kolofon / Send feedback
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Dea Lindegaard
redaktionschef Kristine Virén
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer